Integration på otte måneder

Jurist fra Rwanda har lært at leve videre med krigens skygger

- Mange danskere tror, at alle afrikanere er analfabeter og kun er kommet for at få noget at spise. Den første dag på asylcentret spurgte personalet, om jeg kunne læse. Da jeg svarede bekræftende, spurgte de, hvor mange år, jeg havde gået i skole. Jeg svarede: 20 år!

Bernard Hakizimana er træt af danskernes fordomme om afrikanere og fast besluttet på at vise, hvad han kan. Den 34-årige jurist er en af de knap 250 flygtninge fra det lille østafrikanske land Rwanda, der har fået asyl i Danmark. Han kommer fra hovedstaden Kigali, hvor han voksede op i en velhavende katolsk familie. Begge forældre havde gode jobs, og efter studentereksamen begyndte Bernard at læse jura. Han var næsten færdig med studierne, da den blodige borgerkrig mellem hutuer og tutsier brød ud i 1994. Krigen vendte op og ned på alt. Faderen, der på det tidspunkt var en ældre mand og pensionist, blev dræbt sammen med mange andre familiemedlemmer. Bernard flygtede til Congo. Han har aldrig fundet ud af, hvad der skete med resten af familien.

- Det er en lang historie. Jeg kan ikke give detaljer. Men jeg havde mange problemer med sikkerhed. I 1991 var jeg nødt til at flygte videre til Europa og endte i Danmark.

Det første år boede Bernard på skiftende asylcentre – en uge i Sandholmlejren, tre uger i Avnstrup, seks måneder i Nørre Nissum og fem måneder i Thyregod. Efter godt et år fik han asyl og blev overflyttet til Hillerød kommune.

Dansk på otte måneder

Bernard byder gæstfrit indenfor i sin lille to-værelses lejlighed med tekøkken et kvarters gang fra Hillerød station. Efter kun otte måneder på sprogskole og et intensivt sprogkursus i sommerferien kommunikerer han ubesværet på letforståeligt dansk og skal snart op til afsluttende eksamen på sprogcentret.

- Sproget er meget vigtigt, hvis man vil have et arbejde i Danmark. Jeg bliver nok ikke jurist her, men jeg vil gerne læse til socialrådgiver. Måske har jeg lært dansk så hurtigt, fordi jeg bor alene. De fleste dage er jeg kun i kontakt med danskere. Det hjælper mig med at forstå den danske kultur. Men det er også svært at bo alene. I Afrika er vi vant til store familier, hvor vi altid har andre mennesker omkring os. Jeg savner meget stemningen i min familie i Afrika. Det var meget vigtigt for mig at være sammen med min familie. Når jeg havde problemer, prøvede vi at løse problemerne sammen. Det er noget helt andet at være alene og ikke have nogen familie.

Negativt billede

Bernard lærte hurtigt så meget dansk, at han kunne følge med i integrationsdebatten i medierne.

- For mig er integration ikke det samme som assimilation. Jeg respekterer dansk kultur og vil gerne lære de gode ting fra det danske samfund, men danskerne kan også lære nogle gode ting af os udlændinge.

- Jeg er ked af, at medierne næsten udelukkende fokuserer på de dårlige ting om udlændinge. Der er jo mange, der klarer sig godt. Jeg oplever tit, at det er os fra Afrika, man peger på først, fordi alle kan se på vores hudfarve, at vi er udlændinge. I Europa ser man kun dårlige billeder fra Afrika i fjernsynet – billeder af krig, fattigdom og sult. Men vi har også gode ting i Afrika. Vi har en særlig solidaritet, som jeg ikke oplever på samme måde i Europa.

Venner i kirken

Fra hjemlandet var Bernard vant til at gå i kirke om søndagen. Han forestillede sig, at kirkerne i Europa var fulde af mennesker og glædede sig til at få kontakt med en kirke i Danmark.

- I begyndelsen var det meget svært på grund af sproget. På de første to asylcentre mødte jeg kun Jehovas Vidner. Jeg så ingen kristne. Men i Nørre Nissum havde en anden afrikaner fået adressen på en kristen dame. Hun hjalp mig meget og inviterede mig med i Nørre Nissum kirke. Selv om de fleste var ældre mennesker, fik jeg mange gode venner i kirken. Jeg var den eneste flygtning, så danskerne var meget interesseret i at tale med mig. Om søndagen inviterede de mig hjem, så jeg kunne drikke kaffe. Da jeg blev flyttet til Thyregod, gik jeg til gudstjeneste i den nærmeste kirke. Men det var svært at få kontakt. Folk var lidt reserverede – og så blev jeg også genert. En dag kom der nogle fra en baptistkirke og tilbød at tage os med til bibelstudium og gudstjeneste i deres kirke. Vi var en gruppe fra Rwanda og Burundi, der sagde ja tak. Jeg kunne godt lide stemningen i kirken. Til gudstjenesterne blandede vi danske sange og sange på vores sprog kinyarwanda. Det var meget, meget hyggeligt!

- Her i Hillerød begyndte jeg at komme i den katolske kirke. Men der kommer kun ældre mennesker. Jeg har opdaget, at meget få unge er aktive i kirken i Danmark. Det er jeg skuffet over. I Afrika er de unge meget aktive i kirken. Selv har jeg været heldig og fundet en anden kirke i Hillerød, hvor der er folk i alle aldre. Men sådan er det desværre ikke ret mange steder.

Krigens skygger

Bernard har været flygtning i snart ti år. Han har gennemlevet en af Afrikas blodigste borgerkrige og set og oplevet ting, der ligger uden for de fleste danskeres forestillingsevne. I dag bor han i en af Danmarks mest naturskønne byer i Nordsjælland og har lært at leve videre med krigens skygger i. Han fortæller stilfærdigt, hvordan hans kristne tro har hjulpet ham til at komme videre med sit liv.

- Jeg kan stadig ikke forstå, at jeg ikke er død. Så mange andre blev dræbt – min familie og mine bedste venner. I dag kan jeg kun sige, at mine oplevelser under borgerkrigen har styrket min kristne tro. Jeg oplever, at Gud har vist sin kærlighed til mig. Det er ganske enkelt et mirakel, at jeg er i live i dag. Jeg har ikke fortjent Guds kærlighed. Mange gode kristne blev dræbt. Jeg var ikke den bedste.

- Hvis jeg ikke havde været kristen, tror jeg ikke, at jeg havde klaret at leve videre. Mange fra mit hjemland har psykiske problemer på grund af det, de har oplevet. De kan ikke glemme. Jeg er kommet igennem. Gud har hjulpet mig til at bevare min værdighed.

BMF

Værdier og værdighed

Bernard Hakizimana deltog i Tværkulturelt Centers efterårskonference i København med temaet ”Værdier og værdighed.” Han fortæller fra konferencen:

” Jeg tog med, fordi jeg var interesseret i emnet. Værdier og værdighed har stor betydning for mig som udlænding og flygtning. Jeg var meget glad for at se så mange fra andre lande. Jeg ville gerne lære noget af dem og samtidig vise noget af min egen kultur. I løbet af weekenden kom jeg i kontakt med mange andre kristne, der bor i Danmark, og hørte om, hvordan de lever deres kristentro. Tidligere tænkte jeg, at alle arabere er muslimer. Men på Tværkulturelt Center så jeg mange personer fra Mellemøsten, som var meget aktive i kirken. Det var en ny oplevelse for mig!

På konferencen lærte jeg, at Bibelen kan blive den nøgle, der får min egen kultur og den danske kultur til at hænge sammen. Som kristne har vi meget til fælles. Vi tror på den samme Gud. Selvfølgelig er der nogle ting i det danske samfund, som er dårlige, men det hænger ikke sammen med den kristne tro.

Lørdag deltog jeg i et seminar om udlændingelovgivning. Det var meget relevant for mig. Her opdagede jeg, at der er nogle kristne danskere, der forstår os udlændinge og er bekymrede på vores vegne.

Lørdag aften var det flygtninge fra mit hjemland, der lavede mad og fortalte. Jeg var meget glad for, at danskerne kunne se, at vi ikke kun har krig i Rwanda. Rwanda er ikke død. Rwanda er også folk, der lever!

Jeg vil gerne opfordre andre udlændinge til at tage med på Tværkulturelt Centers konferencer. Jeg håber, at der næste gang vil være endnu flere fra Afrika. ”