Ingen hindring for venskab

Forskellig religion - men samme humor

 

Ingen kan være i tvivl om, at de er meget forskellige: Ellis kraftige rødbrune hår hænger løst ned over hendes skuldre, og hun er iført en kort tætsiddende nederdel. Ruhinas hår er helt skjult under et stort sort tørklæde, der falder ned over de løstsiddende bukser og den pakistanske tunika. Ellis forældre kommer fra Sønderjylland. Ruhinas forældre kommer fra Pakistan. Elli er kristen. Ruhina er muslim.

 

Alligevel er Ruhina Abdullah (20) og Elli Kappelgaard (20) enige om, at de har meget mere til fælles, end de havde forventet, da de mødtes for otte måneder siden til en TeenDialog om ung tro arrangeret af Tværkulturelt Center: De er begge født og opvokset i København, ved at tage kørekort og bliver studenter om få uger. De er åbne, nysgerrige og spontane og kan lide at tegne og male. De har den samme humor, pjatter og griner ofte men kan også tage en seriøs diskussion. Begge er opvokset i religiøst praktiserende hjem og siger samstemmende, at deres religion er deres livsgrundlag.

     De har ikke fortrudt, at de besluttede at mødes igen efter TeenDialogen. 

     - Det var spændende at være sammen med nogle troende kristne. Man prøver sig selv lidt af. Jeg ville gerne give det en chance, siger Ruhina.

     Siden har Elli og Ruhina været sammen fem-seks gange. De har blandt andet været til integrationsdebat i en moské, spist shawarma ude i byen og besøgt hinandens hjem. Hos Ruhina smagte Elli for første gang pakistansk mad, og Ruhina blev positivt overrasket over den modtagelse, hun fik i Ellis hjem:

    - Hendes mor imødekom mig på en rigtig god måde. Hun gav mig et knus, som om jeg bare var en helt almindelig pige og ikke først og fremmest en muslim med tørklæde. Det havde jeg nok ikke forventet, indrømmer Ruhina.

 

Åbenhed

For begge er det første gang, at de har lært en jævnaldrende at kende, der kalder sig henholdsvis en troende kristen og en troende muslim.

     - Hvad jeg først bemærkede - og hvad der adskiller Elli fra andre - var nok hendes åbenhed. Elli tager mig seriøst. Hun stoler på, hvad jeg siger, og lader mig komme hjem hos sig. Havde hun ikke været så åben, havde jeg nok heller ikke været det. Mine danske klassekammerater er også kristne, men jeg kan mærke, at Elli er kristen på en anden måde. Jeg kom hurtigt til at respektere, at hendes tro betyder lige så meget for hende, som min tro betyder for mig. Gennem Elli har jeg fået nogle troende kristne venner. Mine muslimske veninder kan se, at jeg har fået noget positivt ud af det, og jeg håber, at de også får lyst til at lære troende kristne at kende.

     Også Elli indrømmer, at Ruhina var anderledes, end hun havde forestillet sig. 

     - Du var lidt mere frigjort, end jeg havde forventet. Jeg havde ikke troet, at en muslimsk pige, der gik med tørklæde, havde hul i næsen! Samtidig kunne jeg mærke, at du tog din tro lige så seriøst, som jeg gør.

Faktisk synes jeg, at det har været vildt spændende at lære dig og dine veninder at kende. I dag er islam ikke længere bare noget, jeg har læst om i bøger. 

 

Foredrag i kirke

For Ruhina var det et stort skridt at holde et oplæg sammen med Elli for 70 kristne på Tværkulturelt Centers forårskonference i København i marts.

     - Vi skulle fortælle om, hvad vi havde fået ud af at lære hinanden at kende. Jeg kender nogle muslimer, der aldrig ville gå med til at holde sådan et foredrag. Men at lære hinanden at kende betyder jo ikke, at man går på kompromis med sin egen religion, understreger Ruhina. Elli supplerer:

     - Vi har hele tiden vidst, at vi er meget forskellige med hensyn til sprog, kultur, familiemønster, baggrund og opdragelse - og selvfølgelig religion. Men det har ikke været nogen hindring for vores venskab. Det har bare gjort det spændende. Så sidder vi ikke og bekræfter hinanden hele tiden!

 

Mange spørgsmål

Begge er enige om, at selv om de har haft religions­undervisning i gymnasiet, er det noget helt andet at lære en jævnaldrende at kende, der har en anden tro.

     - Fordi vi respekterer hinanden, tør vi spørge hinanden om alt muligt - lige fra hvorfor kristne altid går med sanddaler og hvorfor muslimer har alt det tøj på til spørgsmål om gudssyn, hvilken rolle Jesus spiller for kristne, og hvad de fem søjler betyder for en muslim, forklarer Elli.

     I folkeskolen var Ruhina fritaget for kristendoms­under­visning. Hun lærte om sin religion i moskéen. Her hørte hun også om kristendommen og hvordan den adskiller sig fra islam.

     - Elli har stort set bekræftet det, jeg vidste. Men jeg har også lært noget. Jeg vidste for eksempel ikke helt, hvordan kristne beder. Jeg forestillede mig, at Elli satte sig på knæ, og at hun bad Fadervor hver dag. Men Elli siger, at hun ikke bruger nogen bestemt stilling, og at hun beder mange frie bønner. Jeg vidste heller ikke, hvordan en gudstjeneste foregår i en kirke, fortæller Ruhina. 

     

Lige stædige

For Elli er det bedste ved at være kristen den tryghed og det håb, hun har:

     - Fordi jeg ved, at der er et liv bagefter, kan jeg leve livet fuldt ud. Det er også noget med, at det ikke er mig, der er i centrum i mit liv. Mit ønske er, at Gud må være i centrum. Som kristen ved jeg, at min værdi som menneske ligger i noget, ingen kan tage fra mig. Jeg synes, jeg er heldig, siger Elli. 

     Ruhina har svært ved at give et kort svar på, hvad der for hende er det bedste ved at være muslim:

     - Det er mange ting. Først og fremmest er det bønnen. Når man beder fem gange om dagen, er man altid meget bevidst om, hvad man tror på. Men det er også livet efter døden - Paradis. Der får man det bedste. Men vi skal selv gøre os fortjent til livet bagefter. Vi har fået en vejledning, som kan holde os fra forkerte spor. Det betyder, at det her liv skal tages seriøst. Som muslim elsker man Gud, men samtidig frygter man også Gud.

     - Selvfølgelig ville jeg ønske, at Elli blev muslim. Sådan må det være, når man selv lægger så meget i sin tro, og når man er kommet til at holde af en anden person. Så ønsker man det bedste for den anden, og det er jo islam ud fra mit synspunkt. Men der er ikke nogen tvang i islam. Det ligger i selve religionen. Hvis Elli skal blive muslim, skal hun virkelig føle den fulde overbevisning.

     Det overrasker ikke Elli:

     - Selvfølgelig ville jeg også ønske, at Ruhina blev kristen. Det er jo det bedste, jeg selv ved. Jeg ville være egoistisk, hvis jeg holdt det for mig selv. Men samtidig hverken kan eller vil jeg tvinge hende. Det nytter jo ikke noget at forsøge at overbevise hinanden hele tiden. Vi er nemlig lige stædige!

 

Fremtidsplaner

For begge piger spiller deres tro en afgørende rolle, når der diskuteres fremtidsplaner. Efter sommerferien tager Elli på bibelskole. Derefter vil hun ud at rejse – gerne som voluntør i en kirkelig organisation. Om et par år håber hun at begynde at læse og overvejer sociologi. Hun flytter snart hjemmefra.

     - Det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan med mine forældre. Men jeg trænger til at få mit eget. Det er et spørgsmål om kultur, forklarer Elli. 

     Ruhina begynder at læse til social­råd­giver til august. Når hun bliver færdig, håber hun at starte en islamisk rådgivning sammen med en veninde. Hun har ingen planer om at flytte hjemmefra foreløbig.  

     - Jeg vil gerne bo hjemme så længe som muligt. Min familie betyder rigtig meget for mig. Men når jeg bliver gift, vil jeg bo sammen med min mand i vores egen lejlighed.

 

BMF