Migrantmenighed samarbejder med københavnsk folkekirke

(Nyt på tværs 2-2011)

Da den iranske menighed Church of Love sidste år søgte nye lokaler i København, fik de tilbud fra flere kirker, der var interesseret i samarbejde. Valget faldt på Solvang Kirke på Amager, hvor 20-30 iranere og afghanere siden august har holdt gudstjeneste på farsi lørdag eftermiddag. De fleste er døbt i Danmark. Palmesøndag holdt den danske og den iranske menighed for første gang en fælles gudstjeneste. Her fortæller to af de iranske ledere om samarbejdet med den danske menighed og deres egen vej til kristendommen.

Der er ingen tvivl om, at det dansk-iranske samarbejde på Amager vil blive udbygget fremover. Det er den entydige melding fra alle parter efter den første fælles gudstjeneste palmesøndag.  

     - Vi var rigtig mange iranere og danskere. Vi havde planlagt gudstjenesten i fællesskab med sange på både dansk og farsi. Den danske præst prædikede for børnene, og vores præst prædikede for de voksne - og oversatte sig selv fra farsi til dansk! Den danske menighed var meget åbne for vores idéer. Vi følte os ikke bare som gæster, fortæller Akram Jafari, 45-årig pædagog fra Humlebæk og en af den iranske menigheds ledere.

     Også kirkens organist Inger Marie Riis er fuld af lovord:

     - Vi havde en meget festlig gudstjeneste. Det er bestemt noget, vi skal gentage, siger hun og bakkes op af sognepræst Per Frederiksen:

     - Det var smaddergodt. Der var en rigtig god stemning. Vi er meget glade for den iranske menighed og vil gerne hjælpe dem. De er til stor inspiration for os. Og i forhold til dem er vi jo stenrige.    

 

Tandlægen fra Tabriz

Saeed Kholafazadeh kom med i den iranske menighed for to år siden, da han blev gift med Akram Jafari og flyttede til Danmark. Den 43-årige iranske tandlæge arbejder til daglig i Sverige, hvor han fik politisk asyl tilbage i 1999. Ligesom de fleste i menigheden voksede han op i en muslimsk familie. Det var som studerende i nabolandet Aserbajdsjan, at han første gang fik kontakt med kristne.

     - Dengang kendte jeg ikke noget til kristendommen. Jeg havde ingen kristne venner og havde aldrig været inde i en kirke. Jeg kom fra en religiøs familie i Iran og bad regelmæssigt, men jeg kunne ikke finde ro i mig selv. I Baku hørte jeg om en kirke, hvor de talte om Gud. Alt foregik på engelsk og russisk, så jeg forstod ingenting, men noget fik mig til at blive ved med at komme. Det var en karismatisk menighed, hvor de sang og dansede under gudstjenesten. Det var helt nyt for mig. I moskéen skal man være stille og alvorlig.

     Saeed kan ikke forklare, hvordan det skete, men efter et år vidste han med sig selv, at han ville være kristen. Han kom med i en lokal aserbajdsjansk cellegruppe, hvor han forstod sproget, og i 1996 blev han døbt.

   - Da jeg tog imod Jesus i mit liv, fik jeg et stort håb. Det forandrede alt - mine tanker, ønsker og drømme, fortæller han.                  

     Forældrene havde svært ved at acceptere sønnens beslutning og håbede, at han ville blive muslim igen. Inden farens død for ti år siden nåede Saeed at få talt ud med sin far om sin tro. Moren har først for nylig accepteret at komme på besøg i Danmark og møde sin kristne svigerdatter.

     Saeed prioriterer bevidst tid til den iranske menighed. Derfor har han ikke planer om at købe egen tandlægepraksis, selv om han i dag har dansk autorisation.

     - Penge er ikke hele mit liv. Jeg vil have tid til at arbejde i kirken. Hvis jeg havde min egen praksis, ville jeg altid have travlt. Det er vigtigt for mig at give Guds ord videre på farsi til iranere og afghanere. Jeg er blevet bedt om at undervise og somme tider prædike. Vi har også en cellegruppe i vores hjem, forklarer han.

 

Kontakt med præst

Akram Jafari arbejder som pædagog på en institution for udviklingshæmmede og blev for nylig valgt ind i Church of Love´s ledergruppe. Da hun kom til Danmark som flygtning for 11 år siden sammen med sine to døtre, der i dag er 19 og 25, var hun ikke kristen.

     - Jeg voksede op i en muslimsk familie i Teheran. Som ung gik jeg med tørklæde og læste Koranen meget. Jeg havde mange spørgsmål. Men jeg fik at vide, at sådan er det bare, og at man ikke må diskutere med Gud. Der var ingen steder, jeg kunne gå hen med mine spørgsmål, fortæller hun.

     Den første tid i Danmark boede hun på skiftende asylcentre i Jylland. På et tidspunkt fik hun kontakt med en iransk menighed i Århus, hvor det viste sig, at en svigerindes bror, der var konverteret til kristendommen, var præst.

     - Præsten kom hver weekend og hentede iranske familier på asylcentret og kørte os til gudstjeneste. Jeg kan huske, at jeg ofte græd, når de læste Bibelen og bad. Noget skulle ud.    

     Efter halvandet år fik Akram opholdstilladelse og flyttede til Odder syd for Århus.  

     - Jeg tænkte, at nu ville alt blive godt. Men det var ikke nok med opholdstilladelse, lejlighed og skole. Jeg bar på en dyb sorg og var ofte meget ked af det. Derfor sagde jeg ja, da en iraner fra menigheden i Odense inviterede mig med på en kristen sommerkonference. Her mødte jeg Gud på en rigtig dejlig måde den sidste dag. Jeg fik en kæmpestor glæde og ro. Det var som om noget gik ud af min krop. For første gang i mit liv følte jeg mig fri.

     I 2003 blev Akram døbt i menigheden i Odense, og siden har hun været aktiv i Church of Love, der i dag har menigheder i Odense, Århus, Årborg og København.

 

Støtter hinanden

Ægteparret fortæller, at fællesskabet i menigheden betyder meget for iranernes trivsel i Danmark.

     - Mange er helt alene her. Nogle har oplevet at blive afvist af deres familie. Menigheden bliver som en ny familie. Vi mødes ikke kun om lørdagen men ringer til hinanden i ugens løb og støtter hinanden. Den fælles baggrund gør de personlige relationer stærke. Vi forstår hinanden. Mange har oplevet uretfærdighed og bærer på stor vrede mod sig selv og andre mennesker. Men Gud hjælper os med sin fred, så vi kan slippe fortiden, tilgive og komme videre. Det er vigtigt, når man skal tilpasse sig en helt ny kultur, lære et nyt sprog og finde job, siger Akram.

     Også danskere er velkomne til at opleve gudstjenesten i den iranske menighed, hvor de mest sprogkyndige gerne oversætter fra farsi.

     - Vores gudstjeneste er lidt anderledes end i folkekirken. Når vi har lovsang, udtrykker vi flere følelser og mere begejstring. Der er lidt mere action. Vi giver også plads til, at folk kan bede højt. Min mor, der er muslim, kommer til de månedlige fællesgudstjenester i Odense, fordi hun synes, det er hyggeligt. Hun føler sig meget velkommen.

 

Gensidig proces

For den iranske menighed i København har danskernes opbakning stor betydning, understreger Saeed.

     - Integration er en gensidig proces. Man kan selv gøre meget ved at være åben, men der skal også være nogen, der giver plads. Derfor er vi enormt glade for Solvang Kirke. Det er sådan en velsignelse for os at være der. Danskerne er meget imødekommende. Men vi vil ikke bare tage imod. Vi har foreslået, at vi kan lave iransk mad og præsentere lidt om iransk kultur. Vi beder også for den danske menighed. Det er noget, vi bare kan give hinanden.

     - Det er vigtigt, at vi kommer hinanden nærmere. Mange iranere vil gerne opleve, hvordan det foregår i en dansk kirke. Danske kirker har en lang historie og kæmpestor erfaring, som vi kan lære noget af.

BMF