Menigheden giver mig glæde og overskud i hverdagen
(Nyt på tværs 3-2010)
Hun har altid elsket Gud. Elmira Fouroozandeh er født i en muslimsk familie i den tidligere Sovjetstat Aserbajdsjan som den næstældste af fire søskende. Forældrene var ikke religiøse, men farmoren praktiserede islam. Det gjorde et stort indtryk på den lille pige, der skilte sig ud fra sine søskende ved allerede som barn at være religiøst søgende. Men først som 21-årig fandt hun svaret på sin indre længsel - ikke i farmorens religion, men i kristendommen. I dag er hun præstekone i den iranske kirke Church of Love i Odense, hvor flere hundrede iranere og afghanere er blevet døbt siden starten i 1997.
Næste år bliver hun færdig som markedsføringsøkonom. Ved siden af studierne lægger den 35-årige præstekone, der også er uddannet mediegrafiker, hver uge mange frivillige timer i den iranske menighed Church of Love i Odense, som hun og hendes mand Massoud Fouroozandeh startede for 13 år siden. Blandt Elmira Fouroozandehs ansvarsområder er menighedens børne- og ungdomsarbejde, styring af lydanlæg ved gudstjenesterne, indkøb, PR og mediekontakt. Når der skal laves mad til de månedlige fællesgudstjenester, der samler 150 børn og voksne fra de tre iranske menigheder i Odense, Århus og København, giver hun også gerne en hånd med i køkkenet, hvis der mangler hjælp. Ind imellem prædiker hun ved de ugentlige lørdagsgudstjenester i Odense.
- Det vigtigste for mig er at være nyttig. Hvor kan du bruge mine hænder, Gud? Min mand og jeg oplever begge, at det er Gud, der har kaldet os til at arbejde i menigheden. Personligt har jeg et stort ønske om at nå børnene og de unge. Den del af vores kirke er meget vigtig for mig.
Muslimsk familie
At Elmira Fouroozandeh en dag ville blive gift med en iransk præst, var der ingen, der forestillede sig, da hun voksede op i Aserbajdsjans hovedstad Baku i Sovjettiden. Faren var malermester, og moren arbejdede som tæppeknytter.
- Vi vidste, at vi var muslimer, men dengang måtte vi ikke dyrke Gud. Religion var ikke velset. I skolen skulle vi at benægte Gud. Men min farmor gik med tørklæde, bad fem gange om dagen og fastede. Hun gjorde det frivilligt, fordi hun elskede Gud. Det fascinerede mig. Jeg havde et nært forhold til min farmor og ville meget gerne møde den Gud, hun snakkede om. Allerede som barn længtes jeg efter at være tæt på Gud, fortæller Elmira.
- Mens jeg gik i gymnasiet, gik Sovjetunionen i opløsning og Aserbajdsjan blev selvstændigt. Herefter fik islam en mere synlig plads i samfundet. Samtidig betød krigen mod det kristne Armenien, at interesse for kristendommen blev betragtet som grænsende til forræderi. De kristne var nogle, vi var i krig med. I de år fortalte ingen åbent om Gud og kristendommen.
Læste i Bibelen
Men så skete der noget. Elmira mødte en iransk flygtning, der var på familiebesøg i Baku sammen med sin mor, der var etnisk aserbajdsjaner. Han boede i et fjernt lille land, der hed Danmark. Hans navn var Massoud, og han var kristen.
- På det tidspunkt var jeg 21 år og færdig med min uddannelse som arkivar. Jeg arbejdede i et statsligt olieselskab og drømte om en god karriere. Jeg tænkte ikke så meget på at blive gift. Men det ændrede sig, da jeg mødte Massoud! Jeg blev meget forelsket. Her kunne jeg se min drømmemand. Han havde de værdier, jeg satte pris på. Nogle af mine veninder var ikke så lykkeligt gift. For mig var det vigtigt med et transparent forhold med ligeværdighed mellem mand og kone. Massoud kaldte sig kristen, selv om han ikke var døbt. Det var lidt underligt for mig, men fordi jeg elskede Gud, blev jeg nysgerrig efter at høre mere. Massouds første gave til mig var en bibel. Jeg begyndte at læse og fandt ud af, at kristendommen slet ikke var sådan, som jeg havde troet. Jeg blev meget optaget af Jesus og ville gerne lære ham bedre at kende. Sådan begyndte det, fortæller hun med et smil.
Året efter blev parret gift, og Elmira blev familiesammenført med Massoud i Danmark. De bosatte sig i Odense, hvor Massoud havde startet et eksportfirma og senere udvidede med en brødfabrik.
- Vi kom til de danske gudstjenester i Bykirken (tidl. pinsekirken) og ugentlige bibelmøder på farsi hos min svigermor, hvor der kom 15-20 iranere. Efterhånden blev vi så mange, at møderne blev flyttet hen i Bykirken. Jeg hørte mere og mere, og en dag spurgte jeg Massoud, hvornår vi skulle døbes. Han havde længe været parat, men han ville ikke presse mig. I april 1997 blev vi døbt sammen i Bykirken.
Startede menighed
Som selvstændige havde parret en travl hverdag. Men efterhånden kunne Massoud ikke længere koncentrere sig om sit arbejde. Noget trak i ham, fortæller Elmira.
- En drøm overbeviste ham om, at hans liv skulle have en anden retning. Vi kunne se, at behovet for en iransk menighed voksede, og at der manglede nogen til at gå i spidsen for arbejdet. Vi følte begge mere og mere, at det var Guds kald til os.
Dengang havde hun kun vage forestillinger om, hvad det indebar at være præstekone.
- Jeg tog det stille og roligt og startede med at lave kaffe og andre praktiske opgaver. Jeg skulle jo også lære sproget og kulturen i menigheden samtidig med, at jeg lærte dansk. Men folk var meget hjælpsomme. I en menighed som vores er der meget fokus på præsten og hans familie. Hvad gør vi, og hvad gør vi ikke? Hvordan opfører vores børn sig? Det kan være både positivt og negativt. I dag er vores to børn 10 og 11 år. Vi har altid snakket rigtig meget med dem og prøvet at forklare. De ved for eksempel godt, at der er ting, de ikke kan tillade sig at gøre. Men der er også mange positive vinkler. Menigheden er med til at udvikle deres sociale kompetencer. Når de er sammen med andre børn i menigheden, ser de en opgave i at sørge for, at ingen føler sig udenfor. Det har også hjulpet dem i skolen, hvor de er meget socialt kompetente. Samtidig forsøger vi at beskytte dem og skabe en atmosfære, hvor de kan være sig selv. Vi har gudstjeneste om lørdagen, så søndag er familiedag, hvor børnene er i fokus.
Ulønnet
I dag har Elmira lært at leve med de forventninger, en iransk menighed har til deres præstefamilie.
- Mange forventer, at vi er på 24 timer i døgnet. Men de ved også godt, at vi er mennesker, og at vi er nødt til at have et almindeligt arbejde ved siden af kirken, fordi vi ikke får løn. Det gør det meget svært at få tid til det hele. I en dansk menighed er det almindeligt, at en præst får løn. De fleste migrantpræster skal tjene deres egne penge. Det er vores ønske og håb, at migrantpræster en dag bliver så meget anerkendt, at de også bliver aflønnet.
Trods de store udfordringer oplever Elmira arbejdet i menigheden særdeles meningsfuldt.
- Vi kan se, at sproget og kulturen betyder utrolig meget for iranere og afghanere. Hos os kan de høre Guds Ord på deres modersmål. Det er meget vigtigt for de ældre, og de unge møder den kultur, de stammer fra. Mange er nye i Danmark og spørger efter vejledning om kulturen her. Kristendommen og de kristne værdier har betydet utrolig meget for vores egen integration i Danmark. Det vil vi gerne give videre. Der er rigtig mange ting, man ikke ved, når man kommer til et nyt land. Vi kan forklare, fordi vi selv har været igennem det hele. Samtidig er det vigtigt for os at samarbejde med danske kirker. Det lykkes rigtig godt, og i dag har mange i vores menigheder danske venner.
Frugten
Om få måneder bliver Elmiras mand færdig som teolog fra Århus Universitet. Forud er gået næsten ni års studier. Hun kan endnu ikke sige, hvad de eftertragtede danske eksamenspapirer vil kunne betyde for den iranske menighed.
- Vi vil ikke udelukke et præstejob i folkekirken, men vi vil ikke opgive Church of Love. Måske vil vi overveje en valgmenighedsmodel. Det er en af de muligheder, vi har. For mit eget vedkommende ved jeg, at jeg ikke kan blive ansat af kirken, så jeg skal have et fuldtidsarbejde. Det er jeg nødt til økonomisk, og jeg vil også gerne være aktiv og yde noget i det danske samfund. Frugten af vores menighedsarbejde, hvor mennesker faktisk bliver kristne, gør mig så glad i hverdagen, at jeg sagtens kan fortsætte med at arbejde frivilligt i kirken.
BMF