Populær sprogcafé samler udlændinge og danskere i Odense
(Nyt på tværs 1-2005)
Det er nok de færreste, der finder frem i første forsøg. For den ikke så stedkendte er sprogcaféen i Fengers Gård i centrum af Odense godt gemt ad vejen bag byens travle gågade. Men har man én gang fundet vej ind gennem den blå dør mellem butiksfacaderne og ned i den lille passage, er der stor sandsynlighed for, at man kommer igen.
Denne torsdag summer det af liv og glade stemmer i de lyse lavloftede lokaler i det tidligere pakhus i Vestergade. Her er somaliske kvinder med hvide tørklæder, en afrikaner med strikhuen trukket godt ned i panden og en iransk mor med sin nyfødte i barnevogn. På et bord ved døren står fade med dansk fødselsdagskringle og iranske kager med rød og grøn glasur. Fødselaren - en 69-årig medarbejder - har medbragt kringlen, og den iranske mor har kager med for at fejre den lille ny sammen med sine danske venner i caféen. Ved små borde sidder udlændinge og danskere sammen to og to og arbejder koncentreret. Nogle taler allerede flydende dansk og har mest brug for hjælp til det skriftlige. Andre bruger lang tid på at lede efter de mærkelige danske ord.
- Her er plads til alle. Somme tider taler vi med papir og blyant. Andre gange snakker vi bare eller arbejder ud fra en bog, tekst eller opgave, som folk har med, forklarer en medarbejder.
Flere kommer til. De modtages med smil og håndtryk og gensynsknus. Nogle får tildelt en sproghjælper. Andre vil bare snakke lidt og fortælle, hvordan det går. To fynske menighedsrådsmedlemmer får en kop kaffe og en introduktion til stedet.
Neutralt rum
Sprogcaféen i Fengers Gård drives af Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense - et samarbejde mellem Danmission og 24 lokale kirker og menighedsråd, der blev oprettet i 1999. Caféen er åben tre eftermiddage om ugen, hvor de fem ansatte og 25-30 frivillige på skift tilbyder individuel sproghjælp. Som regel er der så mange frivillige, at alle kan få deres egen sproghjælper. Det er et endog særdeles godt tilbud, synes mange, og efterhånden som sprogcaféen er blevet kendt på byens sprogskoler og i kommunalt integrationsregi, strømmer nydanskere til. Lederen, indvandrerpræst Leif Munksgaard, fortæller, at der netop er indgået aftale om leje af ekstra lokaler, hvor det er planen at involvere frivillige fra byens frikirker.
Der lægges ikke skjul på, at stedet drives af kirken. Der er bibler på bogreolen, kristne tidsskrifter og et kors på væggen vævet af en armensk flygtning. Men samtidig understreger lederen, at sprogcaféen er et neutralt rum, hvor alle er velkomne.
Tid til at snakke
En af dem, der kommer fast i sprogcaféen, er Hashem, en 55-årig tidligere køleskabsreparatør fra Iran, der kom til Danmark for tre et halvt år siden. De første to et halvt år boede han på et asylcenter i Ebeltoft.
- Der var ikke skole og ikke arbejde og ikke dansk. Ikke godt, siger Hashem og ryster på hovedet. I dag har han arbejde på en restaurant i Odense samtidig med, at han går på sprogskole.
- Jeg vil gerne arbejde. På restauranten laver jeg salatbar og mange andre ting. Men jeg vil også gerne lære dansk. På sprogskolen lærer jeg at læse og skrive dansk, men ikke at snakke. Her er jeg alene med en lærer. Jeg snakker meget mere dansk her end på sprogskolen, forklarer Hashem med et smil og venligt nik til en af de frivillige.
For Hashem er sprogcaféen det eneste sted, hvor han møder danskere og snakker med dem uden for sprogskolen.
- Der, hvor jeg bor, kender jeg ikke danskerne. Vi taler ikke sammen. Her i sprogcaféen er der mange danskere. De har god tid og vil gerne snakke. De hjælper mig meget, siger Hashem, inden han forsvinder op ad trappen sammen med sin jævnaldrende danske sproghjælper Knud.
Kender hinanden
Ved et andet bord sidder Bako fra Sydsudan sammen med sin danske sproghjælper Annette, der er i aktivering i sprogcaféen. Bako er midt i trediverne og kom til Danmark som FN-kvoteflygtning for tre år siden fra en flygtningelejr i Nordafrika.
- Jeg kommer fra et land, hvor der er krig. På grund af krigen flyttede vi mange gange. Jeg har haft et dårligt liv og set mange dårlige ting. Nu vil jeg gerne have et arbejde, fortæller han på flydende dansk og forklarer, at han kommer i sprogcaféen, fordi han stadig har problemer med at skrive og udtale dansk.
- Måske skal jeg til eksamen til sommer. For at få et arbejde skal man tale godt dansk. På sprogskolen er de gode til at forklare, men der er ikke tid til at snakke. I sprogcaféen snakker vi. Det er godt for mig.
For Bako er det vigtigt, at sprogcaféen drives af kirken. Han er kristen og opvokset med kirkegang hver søndag i Sudan. I sprogcaféen møder han sine venner fra de internationale gudstjenester i Odense Domkirke, hvor præsten har viet Bako og hans kone og også døbt deres lille datter.
- Her i caféen kender vi hinanden fra kirken. Der, hvor jeg bor, er det svært at få kontakt. Danskerne er meget lukkede. Selv om jeg hilser, hilser de ikke. Danskerne er ikke ligesom folk i andre lande. De skal først kende dig, før de vil snakke. I Sudan kommer folk hen og snakker og spørger, om de kan hjælpe, når du kommer til et nyt sted. Det gør danskerne ikke.
Får meget igen
En af de frivillige er Lieselotte Rühmann, 38-årig arbejdsløs musikpædagog og cand.mag. i tysk og dansk. Hun begyndte i sprogcaféen for en måned siden og kommer en gang om ugen.
- Jeg er glad for, at nogen kan bruge min hjælp. Folk er imødekommende, og har får man lov til at være den, man er, siger Lieselotte, der hørte om sprogcaféen gennem en kirkelig ungdomsforening.
- Det er spændende at møde mennesker fra andre kulturer. Man ser, at der er mange forskellige måder at leve på. Her er en god stemning. Jeg får selv meget igen og kan kun anbefale andre at give et par timer om ugen som frivillig sproghjælper.
BMF