Søg på hjemmesiden

Ryesgade 68C
2100 København Ø
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf. 3536 6535
Reg.nr. 1551
Kontonr. 7707231
Giro 7707231
CVR 17494694
Mobilepay: 78684

Asylansøgere skriver kirkehistorie

Nyt på tværs - september 2016

Er det et nyt kapitel i dansk kirkehistorie? Inden for de seneste år er flere hundrede asylansøgere blevet døbt ind i folkekirken. De fleste er yngre mennesker fra Iran og Afghanistan med farsi som modersmål. I mindst 10 byer har folkekirkepræster givet dåbsundervisning til større dåbshold. Forståeligt nok spørger mange, hvad det er, der sker. For det her er vi ikke vant til i folkekirken.

     En erfaren indvandrerpræst har en vigtig pointe, når han understreger, at det for mange handler om at finde et nyt håb i en situation, hvor alt synes håbløst. Det gør ikke valget af kristendommen som håbskilde mindre troværdigt. Tværtimod. Alle mennesker har ret til et håb. Og ofte er det netop i livets yderzoner, hvor alt står på spil, at mennesker vender sig mod Gud og lærer at tro.

     Kan man udnytte kristendommen til at få asyl? Det kan vel aldrig udelukkes, men ifølge eksperter er det undtagelsen snarere end normen. Naturligvis vil en asyl- og en konverteringsproces, der er tidsmæssigt sammenfaldende, påvirke hinanden. Men det vil være forkert heraf at slutte, at de fleste asylansøgere udelukkende opsøger kirken for at forbedre deres chancer for at få asyl. At kristne konvertitter risikerer forfølgelse i mange muslimske lande forklarer ikke, hvorfor det særligt er iranere, der ønsker dåb. Hvis konvertering var en gængs genvej til asyl, må man formode, at også andre ville forsøge sig. Det er ikke det billede, der tegner sig på danske asylcentre. Derimod ser man også i udlandet, at iranere i stort tal opsøger kirkerne.    

     Det vækker til eftertanke, når der på kirkebænken søndag formiddag pludselig sidder mennesker, som er villige til at risikere liv og fremtid for at bekende den kristne tro - uanset bevæggrund. Mange har allerede taget afstand fra hjemlandets udgave af islam inden ankomsten til Danmark. Nogle har praktiseret den kristne tro i hemmelighed men ikke haft mulighed for at blive døbt. Andre igen har mødt kristendommen på de sociale medier. Mange har haft kristne venner i hjemlandet, hvis værdier og livsstil har vakt nysgerrighed. Nogle har fået hjælp fra kristne organisationer under flugten til Europa. Samstemmende fortæller de, hvordan de i mødet med Kristus har fundet en kostbar perle, som er mere værd end alt andet. Og præster beretter om, hvordan de nye kirkegængere med deres bevidste trosvalg og spontane glæde er til stor inspiration for den danske menighed, der bliver mindet om, at den kristne tro aldrig er en selvfølge.

     At skabe plads til nykristne flygtninge i de folkekirkelige fællesskaber bliver en af de store udfordringer fremover, som kræver omhu, opmærksomhed og vilje til forandring. Hvis ikke folkekirken tilbyder fællesskaber, der både teologisk og diakonalt opleves vedkommende, og hvor flygtninge selv får lov at bidrage til kirkens liv, vil mange søge andetsteds hen. Bliver de i folkekirken, vil de sætte nye dagsordener.

Birthe Munck-Fairwood