Søg på hjemmesiden

Ryesgade 68C
2100 København Ø
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf. 3536 6535
Reg.nr. 1551
Kontonr. 7707231
Giro 7707231
CVR 17494694
Mobilepay: 78684

Docent Jan Opsal opfordrer til nødvendigt opgør med norsk terrorists kristne ideologi

Nyt på tværs - august 2011

Han ville beskytte Norge mod islam og marxisme. Sådan begrunder nordmanden Anders Breivik sine terrorhandlinger den 22. juli, der kostede henved 80 mennesker livet og sendte chokbølger gennem det norske samfund. I denne artikel reflekterer Jan Opsal, docent i religionsvidenskab ved Misjonshøgskolen i Stavanger og hyppig taler i Tværkulturelt Center, over terror begået i kristendommens og islams navn og ser på nogle af de historiske, sproglige og visuelle symboler, som den norske terrorist har taget i brug. 

Mange forsøger at gøre terrorhandlinger ubegribelige. Men bag Anders Breiviks handlinger aner vi konturerne af en uhyggelig logik. Han definerer sig selv som en ny type kristen korsfarer, der kæmper en grusom men nødvendig kamp. I dette perspektiv bliver hans handlinger logiske ud fra hans egne præmisser.  

     De første korstog var baseret på en ideologi om hellig vold, som blev udviklet fra 500-tallet i den kristne kirke. Tanken var, at volden i sig selv var etisk neutral og fik sin etiske kvalitet fra formålet med voldsudøvelsen. Dersom det er Gud, der straffer, bliver korsfarerne uskyldige redskaber, som til og med kan juble over, at Guds gerning bliver udført.

   De første korsfarere så sig selv som guddommelige instrumenter for Guds straf over muslimer og andre i Mellemøsten. Breivik beskriver sig selv som en ny type korsfarer, der kæmper en nødvendig kamp mod marxisme og islamisering - for mange to meget forskellige fænomener, men i hans verden to sider af samme sag.  

     Hvorfor valgte Breivik arbejderbevægelsens ungdomslejr på Utøya som hovedmål for sin straffeaktion? Ud fra hans tænkning er der et logisk svar. Det var den radikale ungdomsbevægelse for regeringens vigtigste parti. Han mener, at her får marxismen mulighed for politisk indflydelse i Norge. Samtidig har partiet også kæmpet for principper som religionsfrihed og tolerance mellem forskellige grupper i det flerkulturelle samfund. Dermed kan Breivik fremstille skuddene mod arbejderbevægelsens ungdomspolitikere som en forsvarshandling for at beskytte samfundet mod samtidens to mest truende farer, marxismen og islam.

 

Forsvarsretorik

Det er bemærkelsesværdigt, at en norsk terrorist på dette punkt tænker meget som moderne islamistiske terrorideologer. De mener også, at den største trussel kommer fra dem, der slipper de destruktive kræfter ind i samfundet. Følgelig rettes terroren ofte mod egne landsmænd, der åbner op for de idéer, som de radikale islamister kæmper imod. Ofte bruges forsvarsretorik: Det islamiske samfund er under angreb og må forsvares med alle midler. På den måde kan grusomme handlinger fremstilles som nødvendige, sådan som Breivik netop har gjort.

     Også et andet træk er fælles - nemlig det at dehumanisere sine modstandere. Først når modstanderen mangler eller kun har lille værdi som menneske, bliver det muligt at forstå, at terrorangrebene i Oklahoma, New York, Madrid, London, Oslo og Utøya kynisk kunne planlægges og gennemføres. De overlevendes fortællinger om Breiviks handlinger på Utøya rejser spørgsmålet om, hvilken slags menneskesyn der kan forenes med en sådan adfærd.

 

Nødvendigt opgør

Når Breivik benytter sproglige og visuelle symboler som korstog og kors fra kristendommens historie, identificerer han sin kamp som en kristen kamp. Mange vil se på dette som en så uhyrlig påstand, at den ikke er værd at tage avorligt. Men det vil være et fejlgreb. Siden den 11. september er muslimer til stadighed blevet udfordret til at begrunde, hvorfor terrorhandlinger begået i islams navn ikke er legitime ud fra islam. Den samme udfordring bør kristne samfund og ledere tage op efter terrorhandlinger begået i kristendommens navn.

     I den første tid efter tragedien stod kristne præster og ledere sammen med ofrene og de pårørende og tog del i det individuelle og nationale sorgarbejde på en meget synlig måde. Nu hvor tiden til eftertanke har meldt sig, er det vigtigt også at tage konkret og grundig stilling til gerningsmandens referencer til sin kristne identitet og ideologi.

     Et sådant opgør er vigtigt af mindst tre grunde. For det første afkræves muslimske ledere sådanne opgør i forhold til islamistisk motiveret terrorisme, og kristne ledere bør derfor tage et opgør med terror, der motiveres med henvisning til korsfarerne. For det andet er der skræmmende mange kristne, som benytter en lignende retorik. For min egen del har jeg set de synspunkter, som Breivik har givet udtryk for, på adskillige kristne websites. For det tredje skylder vi både ofrene og os selv, at Breiviks ideologi og uhyggelige logik bliver grundigt analyseret og evalueret.