Kære danske politikere,

Jeg vil gerne invitere jer på besøg et sted, hvor de færreste af jer har været. Det tager ikke så lang tid. Et besøg kan sikkert presses ind mellem to af jeres mange vigtige møder.

Der er nogle mennesker, I skal møde. De har noget at fortælle jer. Men I skal ikke vente for længe. Det kan blive for sent. To forsøgte selvmord i sidste uge.

De bor på et af Danmarks godt 50 asylcentre. De fysiske rammer er sådan set upåklagelige: De bor ikke fyrre mænd på tyve kvadratmeter uden dagslys og toilet. Alle kan ligge ned om natten, og alle har mad at spise. Om natten er der ingen, der holdes vågne af skrig fra torturkamre tre etager under jorden. Der falder ingen bomber.

Når I træder ind ad døren, er det ikke sikkert, at I kan lugte noget. I har jo aldrig været i et irakisk fængsel, så hvordan skulle I genkende lugten af afmægtig angst og død? Men jeg har været der. Jeg genkender lugten med det samme. Den er umiskendelig. Det er lugten af blod.

Nu vil I måske indvende, at der kun flyder blod på gangene på et dansk asylcenter, når beboerne sætter en kniv i hinanden. Og det kan de jo bare lade være med. Rigtigt. Men når man har ventet i 16, 22 eller 30 måneder i total uvished om fremtiden med privatsfæren reduceret til en jernseng og et smalt stålskab er det ikke sikkert, at man bliver ved med at kunne lade være.

Mens de venter, bliver dage til uger. Uger bliver til måneder. Sommer bliver til efterår. Efterår bliver til vinter. Vinter bliver til forår. Forår bliver til sommer. De venter stadig - afghanerne, hvis asylansøgninger blev stillet i bero i januar. Irakerne, der får afslag på afslag og trues med hjemsendelse til alt det, de flygtede fra. Alle har deres egen historie, men ingen at fortælle den til. Historier om fængsel og tortur, anholdelser, ydmygelser og vilkårlige henrettelser. Om flugt og geværer og stejle bjergstier og falske papirer. Om ægtefæller og børn, der blev tilbage. Om natlige mareridt og stærke mandekroppe, der vågner badet i angstens sved.

Kom med ind på værelserne, sæt jer på jernsengene, se beboerne i øjnerne og lyt til deres historie. Forklar dem, hvorfor I er ved at vedtage en ny udlændingelov - og hvad den går ud på. Flygtninge er ikke naive. De ved udmærket, at nye love ikke har til hensigt at gøre det lettere for dem at få asyl i Danmark. De ved også, at de har al mulig grund til at være bange. Hvor bange må man gøre mennesker - og i hvor lang tid - før det kaldes tortur? De skriger om hjælp. I fængslerne, hvor de kommer fra, var der ingen, der hørte deres skrig. - Er der heller ingen her, der hører os, spørger de.

Tro ikke, at de nyder at være flygtninge og tigge om barmhjertighed hos fremmede folkeslag med mistroiske øjne. At de nyder at være afskåret fra deres rødder og omplantet i fremmed jord i et fremmed land. Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har selv prøvet det.

Kære politikere: Fortæl dem, at I vil tage tilbage til Christiansborg og sætte en maksimumgrænse på et års ventetid for asylansøgere. De kan ikke klare at vente længere. De er kun mennesker. Mennesker, der dør langsomt for øjnene af os.

Og hvis I mener noget som helst med jeres mange pæne ord om integration, kan I godt glemme alt om at lade flygtninge vente på permanent opholdstilladelse i yderligere syv år. Det er i orden, at vi skal vente på, at vores asylsag bliver afgjort. Men kom ikke bagefter og fortæl os, at vi skal vente endnu syv år, før vi kan være sikre på, at I ikke sender os tilbage.

Jeg tror godt, I ved det. Det kan ikke være så svært at forstå: Jo længere I lader os vente i usikkerhed, jo længere tid tager det, før vi kan leve et normalt liv igen og blive integreret i jeres samfund. Valget er jeres. Vi venter.

Imad Nissan Karyo

Integrationsmedarbejder