Irakisk familie i Næstved har mistet nære familiemedlemmer i
Irak
Jalil Dawood
Salim er stadig mærket af sorgen. Da den 61-årige civilingeniør fra Bagdad for
to måneder siden fik at vide, at hans søster var død af en hjerneblødning i
Irak, vidste han med det samme, at han var afskåret fra at deltage i begravelsen. Sådan var det
også, da en anden søster døde for to år siden. Det ville være alt for
risikabelt at rejse tilbage til Irak. Men sorgen sidder stadig i kroppen, og
den manglende afsked har gjort hverdagen i Næstved tungere.
Jalil Dawood Salim
sidder i sofaen i rækkehuset i Næstved og ser ud i den snedækkede have. Vi
taler om sorgen som eksilets grundvilkår, og om hvordan det er at være flere tusind kilometer
borte, når elskede familiemedlemmer dør.
- Min søster var et af de mennesker, der
stod mig nærmest. Selv om hun boede langt fra Bagdad, besøgte vi hinanden
fire-fem gange om året og boede hos hinanden i flere dage. Sorgen bliver
tungere, når man skal bære den alene, siger Jalil, en høj gråsprængt mand med
grågrønne øjne og et forsigtigt smil.
- I Irak deler vi sorgen med hinanden. Når
nogen dør, samles hele familien. Den afdøde bringes hjem, og vi sidder sammen,
taler sammen og græder sammen. Præsten kommer til vores hus og beder en bøn. I
kirken holder vi en særlig gudstjeneste. Bagefter tager vi ud til graven
sammen. I Irak er det almindeligt, at en familie har et gravkammer med plads
til flere kister. Efter begravelsen kommer familie, naboer og venner med mad,
som vi spiser sammen. Da min far døde i 1987, kom flere hundrede mennesker for
at kondolere, fortæller Jalil og forklarer, at det er almindeligt, at naboer,
venner og bekendte kommer på besøg og sidder en tid sammen med familien for at
vise deres medfølelse.
Søstre døde
At miste nære familiemedlemmer,
når man befinder sig i et andet land, hvor sorgen er en privat sag, forlænger
sorgprocessen for mange flygtninge.
- Min ældste søster døde i august 2003
efter et par måneders sygdom. På det tidspunkt var forholdene på Bagdads
hospitaler meget dårlige. Det var umuligt at få medicin. Min søster blev kørt
til hospitalet, men hendes familie hentede hende igen. Det var bedre at være
hjemme end på hospitalet. Hun døde hjemme.
- Min anden søster døde i december. Nogle
dage før ringede jeg til hende for at fortælle, at vi havde fået vores tredje
barnebarn her i Danmark. Det var en mandag. Jeg fik at vide, at hun ikke kunne
komme til telefonen, fordi hun havde haft en hjerneblødning natten før. Hun
døde om torsdagen. At være så langt væk, da hun døde, var meget svært. Det
tager lang tid at vænne sig til tanken om, at hun ikke er der mere.
Som led i familiens sorgbearbejdelse bad
Jalil en syrisk-ortodoks præst fra Sverige om at holde en mindegudstjeneste i
Næstved for søsteren. Efter gudstjenesten inviterede familien til frokost i
menighedssalen.
Familiesammenføring
Jalil kom til Danmark
for seks år siden sammen med sin kone Raja og sønnen Fadi, der i dag går i 2. g
på Herlufsholm Gymnasium. Året før havde to døtre og en svigersøn fået asyl i
Danmark. Den ældste søn kom til Danmark som flygtning efter Golfkrigen i
begyndelsen af halvfemserne. Omkring samme tid kom også Jalils søster og bror
og deres familier. De er i dag alle danske statsborgere.
- Da min kone og jeg gik på pension, kunne
vi være blevet i Irak. Men med undtagelse af vores yngste søn, der dengang kun
var 11 år, var alle vores børn i Danmark. Det var meget svært for os at være
adskilt. Derfor søgte vi om familiesammenføring med vores datter og svigersøn i
Danmark. Dengang var det stadig muligt at få forældre til Danmark. I december
1999 fik vi visum og kom her til Næstved, fortæller Jalil.
Ingen danske
venner
Selv om ægteparret er
taknemmelige for at bo i nærheden af deres voksne børn og tre børnebørn, som de
ser næsten daglig, har det ikke været let at komme til et nyt land i en moden
alder.
- Vi har gået to år på sprogskole og kan
godt tale og læse dansk, men vi bruger ikke sproget, for vi kender næsten ingen
danskere. Indtil nu har vi ikke været så heldige at finde danske venner. Vi har
prøvet at hilse på vores naboer, men ikke alle vil hilse på os. Vi har også
prøvet at invitere en familie på kaffe, men de sagde nej tak – vi har travlt.
Jalil indrømmer, at der er dage, hvor han
ville ønske, at han var i Irak.
- Hvis ikke vores børn i sin tid havde
været nødt til at flygte, var vi aldrig kommet til Danmark. Vi er dybt
taknemmelige for, at Danmark tog imod dem, men vi savner vores land meget. Vi
savner vores familie og venner, vores by, hjem, arbejde, maden, vejret - alt
det, der i 60 år var vores liv. Inden vi rejste, solgte vi alt. I dag kan vi
ikke vende tilbage – både fordi vores børn og børnebørn bor her, og fordi der
ikke er sikkert i Irak. Når der en dag bliver fred i vores land, vil vi meget
gerne tilbage på besøg, fortæller Jalil, der håber at nå at gense sin mor på
89, som han ikke har set i seks år.
Også materielt har det været en stor
omvæltning for Jalil og Raja at komme til Danmark. I Irak havde familien to
huse, bil og en god indkomst. Som civilingeniør arbejdede Jalil i 30 år for
udenlandske firmaer i velbetalte jobs. Raja underviste i kemi på et gymnasium.
I dag bor familien i et lille rækkehus og har lært at klare sig for langt
mindre.
- I Irak arbejdede jeg 10 timer hver dag
og havde altid travlt. Her i Danmark er det helt anderledes. Jeg har ingen
status og har for længst opgivet at få arbejde som civilingeniør. Jeg er blevet
for gammel og kender ikke nok til danske forhold.
Fred i kirken
Som syrisk-ortodokse
kristne har Jalil og Raja gået i kirke hele deres liv. Men da de kom til
Danmark opdagede de hurtigt, at det ikke er almindeligt her.
- De fleste danskere tror ikke på Gud. Det
har overrasket os meget. Vi kan mærke, at mange tænker, at vi ikke kan være særlig
intelligente, når vi siger, at vi tror på Gud. Det er, som om de tænker, at vi
tilhører det forrige århundrede!
Da der ikke er nogen syrisk-ortodoks kirke
i Danmark, deltager Jalil og Raja somme tider i de arabisksprogede
gudstjenester i den koptiske kirke i Tåstrup. Ca. en gang om måneden inviterer
de en syrisk-ortodoks præst fra udlandet – ofte Sverige – til at holde
gudstjeneste i Næstved for byens ca. 45 kristne irakiske familier.
- Det er godt at gå i kirke. I kirken kan
vi slappe af og finde fred. Her kan vi sørge over dem, vi har mistet. Det
hjælper os meget, selv om det ikke er som i Irak, hvor vi samledes 300 til
gudstjeneste hver søndag. Vi ville gerne holde gudstjeneste noget oftere, men
det er dyrt, for vi skal selv betale præstens rejse fra Sverige.
- Somme tider spørger
vi Gud, hvorfor han tillader, at mennesker lider så meget i Irak. Har Gud glemt
vores land? Men selv om vi ikke forstår, vil vi ikke være bitre. Gud ved bedst.
Vi har lært ikke at fokusere på det, vi har mistet. I stedet tænker vi på vores
børn og børnebørn. Deres fremtid giver vores liv mening. Selv er vi nået til
den sidste del af livet. Vi vil altid bære på sorgen og savnet. Det hører med
til at blive gamle i et fremmed land. I den forstand er vi tabere. Men vores
børn og børnebørn bliver danskere. De er vindere.
BMF