I begyndelsen forstod jeg ingenting

Kristen højskole i Hillerød blev Tatyanas indgang til Danmark

Står det til hendes forældre, kan kan to-måneder gamle Liza se frem til en tryg barndom i Danmark langt væk fra krig og totalitære regimer. Men først skal hendes mor, der er uddannet læge fra Hviderusland, have opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Første skridt var et integrationskursus på Luthersk Missionsforenings Højskole i Hillerød.

Tatyana Levchenko har gjort, hvad hun kunne, for at forbedre sine chancer for at få job i Danmark. For et år siden var hendes danske ordforråd begrænset til "Hvordan har du det?" I dag sidder den 26-årige læge fra Hviderusland i lejligheden i Sønderborg og forklarer på flydende dansk, at efter ni måneder på den nyoprettede integrationslinje på Luthersk Missionsforenings Højskole i Hillerød er sproget ikke længere en hindring i hverdagen.

- En højskole er en rigtig god introduktion til Danmark. Man hører kun dansk og dansk. Samtidig lærer man, hvordan det danske samfund fungerer, og hvordan det er at gå i skole i Danmark. Jeg blev for eksempel overrasket over, at eleverne sagde ”du” til lærerne. I mit land siger elever altid ”De”. Jeg var heller ikke vant til, at man måtte drikke te og kaffe i timerne. Det er utænkeligt i Hviderusland, fortæller Tatyana med et smil.

- På højskolen lærte jeg en masse mennesker at kende. I begyndelsen var danskerne lidt generte, fordi jeg ikke talte dansk. Men efterhånden gik det bedre. Jeg var god til at bruge ordbog og stillede en masse spørgsmål! Vi var kun fem elever på integrationslinjen, men vi havde det rigtig godt sammen og støttede hinanden meget.

Forstod ingenting

Det var Tatyanas afghanske mand Abdul og den danske præst, der for nogle år siden døbte Abdul, der fortalte hende om den nye integrationslinje.

- Jeg kendte ikke noget til højskoler. Men min mand og præsten fortalte, at det var en god skole - og så var det min eneste mulighed for at få opholdstilladelse i Danmark. Som flygtning kunne min mand ikke invitere mig til Danmark.

Tatyana lægger ikke skjul på, at den første tid var svær for både hende og Abdul, der dengang boede i Varnæs ved Aabenraa.

- De første måneder på højskolen forstod jeg absolut ingenting. Der var ingen, jeg kunne tale med. Jeg hørte dansk hele tiden men kunne ikke skelne de enkelte lyde og vokaler. Den eneste, jeg kunne gøre mig forståelig overfor, var Abdul, der ringede til mig hver aften på højskolen. Men efter to måneder begyndte jeg at forstå lidt – og så lidt mere og lidt mere. På højskolen fik vi danskundervisning otte timer hver uge. Derudover gik jeg til dansk to aftener om ugen på en sprogskole i Hillerød. Hvis jeg skal arbejde som læge i Danmark, er det meget vigtigt, at jeg lærer sproget hurtigt, siger Tatyana, der gerne ville have fortsat på sprogskolen i Sønderborg. Men kommunen sagde nej. Så længe hun ikke har opholdstilladelse, kan hun ikke gå på danskkursus.

Job som læge

I dag er Tatyana dog optimistisk. Efter at have sendt 50 ansøgninger til sygehuse over hele landet har hun fået en prøveansættelse som læge på Sønderborg Sygehus fra oktober, hvis hun får arbejdstilladelse.

- Det skal bare lykkes. Vi drømmer begge to om, at jeg får fast job som læge. Så vil vi købe hus og have en stor familie. For os handler et godt liv om at være raske, have arbejde og en god økonomi, så vi ikke behøver at tænke på, om vi kan købe mad og tøj til vores barn. Vi håber, at vores datter aldrig vil finde ud af, hvad krig betyder. Her i Danmark kan hun gå i skole og få en god uddannelse. Det er også vigtigt for os, at vores forældre har det godt. Vi drømmer om, at de kan besøge os hver sommer. Desværre er det meget svært for vores forældre at få visum til Danmark. Men vi håber. Foreløbig er det meget vigtigt for mig, at vores datter lærer russisk, så hun kan snakke med sine bedsteforældre.

Midt i glæden over at være blevet mor indrømmer Tatyana, at det er hårdt at være alene med et lille barn i et fremmed land langt fra familien.

- Abdul er på arbejde hver dag, så jeg skal gøre alt alene. I Hviderusland ville mine forældre have hjulpet med at passe vores datter. Hun vågner klokken fem hver morgen. Vi er meget trætte og savner vores forældre.

Inviteret til Danmark

Tatyana mødte sin mand for tre år siden i Hviderusland. Hans forældre var kommet til landet som flygtninge, og da faren blev indlagt på hospitalet, kom Abdul på besøg fra Danmark.

- Jeg arbejdede på hospitalet og hjalp hans far. Da Abdul rejste tilbage til Danmark, ringede vi sammen, og året efter fik han sin danske præst til at invitere mig til Danmark på besøg. Vi besluttede at gifte os og bo i Danmark, hvor Abdul har opholdstilladelse. Fordi han kommer fra Afghanistan, kan vi ikke bo i mit land. I Hviderusland er der mange, der mener, at alle afghanere er dårlige mennesker og terrorister! Som afghaner kan Abdul ikke få opholdstilladelse.

I dag har Abdul fast arbejde på et slagteri uden for Sønderborg, og familien er netop flyttet ind i en 3-værelses lejlighed i et nyere boligkompleks tæt på centrum. Indtil Tatyana får opholdstilladelse, lever de af Abduls løn.

- Abdul står op klokken fem hver morgen for at gå på arbejde. Han kommer først hjem klokken fire. Han arbejder også om lørdagen for at tjene ekstra penge, fortæller Tatyana.

Døbt som 8-årig

Tatyana voksede op i en provinsby i den tidligere Sovjetrepublik Hviderusland. Faren var journalist, og moren arbejdede som regnskabsfører. Familien var ortodokse kristne, men i Sovjettiden var religion ikke velset. Tatyanas far var medlem af kommunistpartiet, og Tatyana fortæller, at hun først blev døbt som 8-årig sammen med sin bror, der var et år ældre.

- Dåben foregik hjemme hos min tante. Dengang var det forbudt for partimedlemmer at gå i kirke. Det kunne man komme i fængsel for. Min mormor fortalte os lidt om kristendommen. Vi havde også en ortodoks børnebibel gemt i et skab derhjemme. Det var en flot illustreret bibel, og min bror og jeg var meget optaget af billederne. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991, da det ikke længere var forbudt, gik vi i kirke til påske og jul og særlige ortodokse kirkefester. Somme tider gik vi bare ind i en kirke på en almindelig hverdag. Ortodokse kirker er altid åbne. Der er gudstjeneste hver dag. Det er ikke som i Danmark, hvor man kun kan gå i kirke søndag formiddag klokken ti.

Lærte om kristendommen

I dag er Tatyana glad for, at det var en kristen højskole, hendes mand fandt til hende.

- Da jeg kom til Danmark, vidste jeg ikke så meget om kristendommen og havde aldrig læst i Bibelen. Nu har jeg lært mere. Jeg kan godt lide de ti bud. Verden ville være et bedre sted, hvis alle mennesker levede efter de regler, der står i Bibelen. For mig betyder det at tro på Gud, at jeg ved, at der er noget, der er stærkere end mig. Det er Gud. Hvis jeg har det dårligt, kan jeg tænke på Gud. Jeg er ikke alene. Jeg ved, at Gud kan hjælpe mig.

Gennem Abdul føler Tatyana, at hun hurtigt har fået et dansk netværk i Sønderjylland.

- Abdul har gået på Alphakursus i kirken og kender mange danskere, der går i kirke. Da vi lige var flyttet til Sønderborg og ikke kendte nogen, kom en familie fra kirken og besøgte os. De havde fået at vide, at vi var kommet til byen, og tilbød at være vores kontaktfamilie. Vi har også besøgt dem. Det var meget, meget hyggeligt.

BMF