Gadesælgeren fra Khartoum
Århus-laborant kom til Danmark som FN-flygtning fra
Sudan
Asnakech Tadesse
fra Århus ved, hvad det vil sige at være fattig. Som 19-årig flygtning fra Etiopien
og nybagt mor sad hun på gaden i Sudans hovedstad Khartoum i 40 graders varme
og solgte te og kaffe, som hun lavede over en kulild. Med det, hun tjente,
kunne hun betale familiens husleje samt mad og medicin til sønnen Sertse, der
var syg med malaria og meningitis. I dag er Asnakech nybagt mor for tredje gang
og nyder sin barselsorlov i rækkehuset i Tranbjerg ved Århus, hvor hun har god
tid til datteren Rhael på seks måneder og sønnen Josef på 7 år, når han kommer
fra skole.
Asnakech
er kristen og tilhører den etiopisk-ortodokse kirke. Hun er født på et kristent
hospital i den sydetiopiske by Yirga Alem 450 kilometer nord for grænsen til
Kenya. Hen over porten til hospitalsområdet står et vers fra Salme 121 i Det
gamle Testamente: Herren bevare din udgang og din
indgang. Det oplever Asnakech på mange måder som en overskrift over sit
liv. For den 30-årige Århus-laborant har været nærmere livets yderpunkter end
de fleste.
Velhavende
familie
Asnakech
voksede op i en velhavende familie i en mellemstor provinsby i Sydetiopien.
Begge forældre var driftige forretningsfolk, der ejede flere forretninger, en
café og senere en restaurant.
- Jeg boede i et meget stort hus sammen
med mine forældre, fem søskende og otte halvsøskende. Hertil kom andre
familiemedlemmer og bekendte, som sov og spiste hos os. Min far tjente godt og
hjalp mange. Min mor var analfabet og havde aldrig gået i skole, men hun var en
dygtig forretningskvinde og meget social.
- Det var min mor, der styrede vores hus
og opdragede os børn. Vi havde mange regler, som vi skulle respektere. Det var
ikke ligesom her i Danmark! Min mor gjorde ikke gjort forskel på drenge og
piger. Vi spiste sammen og fik al ting på samme måde. Min familie har været
kristen i mange generationer. Som ortodokse kristne skulle vi gå i kirke to
gange hver dag - klokken fem om morgenen og klokken fire om eftermiddagen. Det
stod ikke til diskussion. Om søndagen var kirken helt fuld. Vi gik også i
søndagsskole, hvor vi lærte om Gud. Fra jeg var lille, sang jeg i kor i kirken.
Jeg har altid været meget glad for at synge.
Kærester
Da
Asnakech var færdig med gymnasiet, begyndte hun på sygeplejeskolen i nabobyen
Awasa. Politisk var det en tid med mange omvæltninger, og på et tidspunkt fik
hendes kæreste Yirdaw, der læste statistik ved universitetet i hovedstaden
Addis Abeba, problemer
med de daværende magthavere. Familien var politisk aktiv, og faren og broren
kom i fængsel.
- Yirdaw og jeg var vokset op sammen og
havde selv bestemt, at vi ville være kærester. Vi havde gået i skole,
søndagsskole og på gymnasiet sammen og var meget gode venner. Selv om Yirdaw
kun tilhørte min etniske gruppe 25 procent, sagde min far, at det var i orden.
Det vigtigste for ham var, at Yirdaw var kristen. Jeg måtte ikke gifte mig med
en muslim.
- Egentlig havde vi planlagt at gøre vores
uddannelser færdige, inden vi giftede os. Men da Yirdaw fik problemer, holdt vi
et meget lille bryllup i 1991, før vi sammen flygtede til Sudan.
Meningitis
-
Den første tid boede vi i en flygtningelejr. Her blev vores ældste søn Sertse
født. Da han var otte måneder, blev han meget syg med meningitis og malaria. Vi
flyttede ind til hovedstaden Khartoum, hvor vi boede på et værelse, der var
mindre end vores nuværende køkken. Det var et rigtig hårdt liv. Vi var meget
fattige. Vi tjente meget lidt og skulle købe medicin til Sertse. Men der var en
rigtig god etiopisk kirke. Dengang var der mange etiopiske flygtninge i
Khartoum, og Yirdaw, der er uddannet diakon, begyndte at undervise dem i
Bibelen.
- Min kristne tro har været en stor hjælp
for mig. Som flygtninge i Sudan havde vi mange problemer. Vi troede, at Sertse
skulle dø. Jeg stod op klokken fire om morgenen og arbejdede hele dagen. Vi var
i et muslimsk land, hvor det var forbudt for kvinder at være gadesælgere, men
det var min eneste mulighed for at tjene penge. Ofte mistede jeg alle mine
ting, når jeg måtte flygte fra politiet for ikke at få 45 piskeslag. Jeg gik
mange gange ind i kirken og græd og græd. Men når man tror på Gud, har man håb.
Det hjælper meget.
Til Danmark
Senere
fik familien kontakt med FN, der sørgede for hospitalshjælp og medicin til
Sertse. Efter tre år og otte måneder i Sudan blev familien udvalgt til
genbosættelse i Danmark på grund af Sertses sygdom. De ankom til Århus som
FN-kvoteflygtninge en novemberdag i 1995.
- Da vi fik at vide, at Danmark ville tage
imod os, kendte vi ikke meget til Danmark. Men vi vidste, at der var god
hospitalsbehandling for børn, og at det måtte være et kristent land. Vi var
meget glade.
- Det sneede, da vi landede i lufthavnen.
Det var en stor overraskelse for mig. Jeg havde aldrig set sne før! Vi kom fra
et meget varmt land med 40 graders varme og havde kun vores sommertøj,
fortæller hun med et smil.
Savner vennerne
-
Materielt kan livet i Danmark slet ikke sammenlignes med Sudan. Her kan Sertse
få behandling og gå på specialskole for handicappede. Men jeg savner det
sociale liv i Sudan. Vi havde rigtig gode venner. I Danmark var der ingen, der
kom og besøgte os hele den første uge. Det havde vi aldrig prøvet før. I Sudan
var vi fattige, men vi lånte, delte med hinanden og besøgte hinanden. Her i
Danmark har alle til sig selv. Det må være det, der gør forskellen, siger
Asnakech eftertænksomt.
- Da vi kom til Danmark, savnede vi meget
vores egen kirke og traditioner. Vi opdagede, at mange etiopiere havde glemt
deres kristne tro og ikke kom i kirken. Yirdaw ville gerne undervise dem på
vores eget sprog. Derfor startede vi en etiopisk menighed. I dag er vi ca. 30
børn og voksne og et godt fællesskab. Yirdaw underviser hver søndag -
også når han er syg og har influenza!
Chikane
Om
kort tid flytter familien fra Tranbjerg til Århusforstaden Egå. De glæder sig
til at få mere plads, men den egentlige årsag til flytningen er længere tids
chikane.
- Vi har mange gange oplevet, at unge
danskere på 13-14 år ringede på vores dør. Somme tider ringede det også på
døren om natten. Det kan ikke have været børn. Vi åbnede aldrig døren, for vi
var meget bange. Dækkene på vores bil blev flere gange skåret op. Og for to
måneder siden var der nogen, der satte ild til vores bil en nat. Vi var rigtig,
rigtig kede af det, for med et handicappet barn er vi meget afhængige af bilen.
Vi ved ikke, hvem der har gjort det. Vi har aldrig været uvenner med nogen -
hverken udlændinge eller danskere.
Et godt liv
Asnakech
har aldrig helt opgivet håbet om, at Sertse en dag må få det bedre.
- Mit største ønske er, at Sertse må blive
rask, og at alle børnene må blive kristne og tage en god uddannelse. Og så vil
jeg meget gerne tilbage til Etiopien. Jeg savner min familie meget. Men Gud
bestemmer...
- Jeg synes, at jeg har haft et godt liv -
også selv om det var hårdt i Sudan. Jeg har lært mange ting. Jeg ved, hvad
fattigdom er, og hvordan man klarer sig. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg
giftede mig med Yirdaw. Han er en meget god mand og en god kristen. Han er
meget venlig, hjælpsom og omsorgsfuld og ved mange ting. Jeg kunne ikke have
fået en bedre mand.
- Det er hårdt at have et multihandicappet
barn, der skal have hjælp til alt. Vi står op klokken halv seks om morgenen, og
børnene er først i seng klokken otte om aftenen. Men vi hjælper hinanden. Vi
har accepteret vores liv. Det er OK.
BMF