Fra Bagdad til Bedsted

Far og søn opbygger ny hverdag i Sønderjylland

Inden Thamir Mekha indvilliger i at give et interview, skal han lige sikre sig, at den udsendte ikke kommer fra Jehovas Vidner eller Mormonerne. Dem har han nemlig lige haft besøg af. Men så snart interviewerens rette identitet er fastslået, tager den 43-årige iraker imod med stor hjertelighed og inviterer gæstfrit på kaffe, kage og frugt, som hans danske venner har fortalt ham, at man gør i Danmark.

Da Thamir Mekha fik asyl i februar, fik han at vide, at han og hans 8-årige søn Joseph var blevet boligplaceret i landsbyen Bedsted i Sønderjylland. Han kendte ingen i Sønderjylland, men han havde god kontakt med en præst på Amager, der ofte havde besøgt Tårnby asylcenter, hvor han havde boet i otte måneder. Da præsten hørte, at Thamir skulle til Sønderjylland, fik hun kontakt med en kristen familie i Bedsted. Familien lovede at kontakte Thamir og Joseph - og det gjorde de.

- En dame, der hedder Jonna, kom og besøgte os dagen efter, at vi var kommet. Jeg blev meget glad, for vi var helt alene her. Jonna fortalte, at hun og hendes mand kom i kirken. Hun fortalte også folk i kirken om mig, så om søndagen var der nogle, der kom hen og sagde velkommen til os i kirken. Et par uger senere kom en mand, der hed Kim, hen og snakkede med mig i kirken. Han var fra Indre Mission. I dag er han min gode ven. De to familier har hjulpet os meget, fortæller Thamir.

Venter på familiesammenføring

I Bedsted bor far og søn i en taglejlighed i en ældre udlejningsejendom i hovedgaden. Stuen er stadig sparsomt møbleret, for når resten af familien kommer til Danmark, siger reglerne, at Thamir skal have en større lejlighed. Men han vil meget gerne blive i Bedsted, så nu er hans danske venner på udkig efter et hus eller en lejlighed, hvor der er plads til seks mennesker. Under flugten fra Irak måtte Thamir efterlade sin kone og tre børn på 16, 13 og 7 år i Jordan.

- Min familie kan ikke forstå, hvorfor det tager så lang tid, før de kan få lov til at komme til Danmark. Det kan jeg heller ikke. Vi har ikke set hinanden i 15 måneder, og min kone har det ikke så godt. Joseph savner sin mor og sine søskende meget. Han er tit ked af det. Men de danske myndigheder går meget op i papirer og attester, fortæller Thamir, der dog er fast besluttet på ikke at spilde tiden, mens han venter på familien. Han er allerede godt i gang med at lære dansk, samtidig med at han forsøger at få hverdagen til at hænge sammen som enlig far - en rolle, han aldrig før har prøvet.

- Når jeg har lavet morgenmad til min søn og sendt ham i skole, tager jeg bussen til Tønder, hvor jeg går på sprogskole. Når jeg kommer hjem, laver jeg mad, vasker op, ordner vores tøj og gør rent. Jeg læser lektier med min søn og laver mine egne lektier. Det er meget anderledes end i Irak. Da jeg kom til Danmark, havde jeg aldrig før lavet mad. I Irak arbejdede jeg hver dag, mens min kone var hjemme og passede vores hus og børnene.

Thamir er uddannet maskinarbejder, men to krige satte en stopper for et normalt arbejdsliv. Han henter en slidt soldaterbog med mange stempler og fremviser ar efter granatsplinter.

- Jeg blev sendt til fronten to gange. Jeg har oplevet mange ting. Men det er fortid. Nu bor vi i Danmark, og mine børn skal ikke i krig, siger han og ser over på sønnen, der er er travlt beskæftiget med et computerspil.

Den samme Gud

Da Thamir og Joseph flyttede til Bedsted, fik kirken to nye faste kirkegængere. Hver søndag tager Thamir sin søn med til gudstjeneste. I Irak tilhørte familien den syrisk-katolske kirke, men for Thamir er spørgsmålet om kirkeretning mindre væsentligt.

- Der er ikke så store forskelle mellem den protestantiske og den katolske og den ortodokse kirke i mit land. Kristne tror på den samme Gud, som hedder Jesus, understreger han.

- Jeg har altid været kristen og kender godt min Gud. Jesus er min frelser. I Irak gik jeg i kirke hver søndag, og om fredagen tog jeg mine børn hen i kirken, så de kunne lære om Jesus. Der var altid 300-400 mennesker i kirken om søndagen. Irakere tror meget på Jesus. Det er ikke som danskerne. Før jeg kom til Danmark havde jeg hørt, at Danmark var et kristent land. Men mange steder kommer der kun 15-20 mennesker i kirken. Jeg bliver ked af det, når jeg ser, at mennesker ikke tror på Jesus i Danmark.

- I Irak er det almindeligt, at menigheden hjælper i kirken. De gør rent og laver mange andre ting. I Danmark er kirken kun åben en time hver søndag. Derefter er den lukket. Jeg ville gerne komme i kirken hver dag og bede. Jeg ville også gerne hjælpe i kirken, men der er ikke brug for mig.

I Bedsted har Thamirs danske venner inviteret ham med til møder i missionshuset. Det er han glad for, selv om han ikke forstår alt, hvad der bliver sagt.

- Sproget er svært for mig endnu. I kirken kan jeg forstå lidt af prædikenen. Mine danske venner giver mig søndagens tekst på forhånd, som jeg læser på arabisk og oversætter til dansk. Jeg har også fået en dansk salmebog og et Ny Testamente, og Joseph har fået en dansk børnebibel.

Ansvar for familien

Selv om familien endnu ikke er samlet, har Thamir tænkt meget over fremtiden i Danmark.

- Jeg er en mand, og derfor ønsker jeg at tage ansvar for min familie. Jeg vil gerne finde et arbejde hurtigst muligt, så jeg kan tjene mine egne penge og ikke få penge fra kommunen. Måske kan jeg arbejde som chauffør eller ved en drejebænk. Eller som tolk. Hvad som helst, siger Thamir, der netop er startet i aktivering hos den lokale smed.

- Jeg kan godt lide at bo i Bedsted. Det er en dejlig lille by. Her er blomster og træer, og folk er mere høflige end i København. Det gør ikke noget, at her ikke er andre irakere. Jeg har gode venner i kirken og missionshuset. Jeg har set mange forskellige ting i København, som ikke er så gode. Jeg har fire børn, og jeg tror, at det er bedre for mine børn at vokse op i Sønderjylland.