Fodbold bygger bro

Kristne og muslimske mænd bliver venner på fodboldbanen i Skjern

At Hassan og Enok i dag er venner skyldes først og fremmest, at de begge er ivrige fodboldspillere. For umiddelbart har de to mænd ikke meget andet til fælles: Hassan Bachir er 28 år, flygtning fra Marokko og tidligere soldat. Han voksede op som den ældste af syv søskende i en velhavende muslimsk familie i havnebyen Tarfaya ved Atlanterhavet, hvor faren var tidligere militærmand. Familien ejede flere huse og 700 kameler, som de havde folk ansat til at passe. - Enok Sørensen er 43 år og tilbragte de første 8 år af sit liv som missionærbarn i Ulangadalen i Tanzania, hvor hans far var dansk præst. Som voksen har den tidligere elektriker selv været missionær i Tanzania i 14 år. I dag er han flygtninge- og indvandrerkonsulent i den kirkelige organisation Luthersk Missionsforening.         

De flyttede begge til den vestjyske by Skjern for snart fire år siden - Hassan alene efter halvandet år på skiftende asylcentre, og Enok sammen med sin kone Anne Bine og parrets tre børn, der i dag er 15, 13 og 5 år. Da Hassan og Enok året efter tilfældigt mødte hinanden, blev det til et voksende venskab mellem de to mænd, der i dag  leder projektet Sport på tværs for flygtninge og danskere i Skjern.      

     - Enok kendte en af mine venner, der var blevet opereret efter tortur og nu boede hos mig midlertidigt. En dag kom Enok og bankede på min dør for at besøge min ven. Jeg lavede te til ham, og vi satte os og snakkede. Der havde tidligere været fodbold for flygtninge i byen, men det var der ikke længere. Vi kom til at snakke om, at det ville være godt, hvis vi kunne starte noget igen. Vi havde begge nogle, vi kendte, som vi kunne få med. De fleste flygtninge kan godt lide sport. Skjern er en lille by, og folk keder sig. Fodbold er en god måde at lære hinanden at kende på, siger Hassan, der også har været frivillig fodboldtræner under Røde Kors.

Uformelt

Det tog et års tid, inden idéen blev til virkelighed. Men nu er Sport på tværs et fast tilbud hver lørdag og søndag fra kl. 18 til 20.30. Projektet låner byens sportshal, og her spiller danske unge fra Luthersk Missionsforening fodbold sammen med flygtninge fra Burundi, Marokko, Afghanistan, Tjetjenien, Hviderusland og Armenien. Senest er en større gruppe FN-flygtninge fra Burma kommet til byen og har dannet deres eget hold. Hassan spiller med de fleste weekender, og Enok kommer, når han kan.

     - Når man spiller fodbold, tænker man ikke på, hvor folk kommer fra, eller hvilken religion, de har. Forskellene bliver væk. Man er sammen om noget, og så gør man det. Det hele bliver meget uformelt. Mange nydanskere er også blevet venner med hinanden på tværs, fortæller Enok. 

     Sport på tværs er organiseret som en underafdeling under Luthersk Missionsforening i Skjern. Normalt deltager 10-20 flygtninge og danskere i alderen 15-45 år. Foreløbig gælder tilbuddet kun mænd, men Enok håber, at det snart bliver muligt at starte et aerobichold for kvinder. Han fortæller, at flere af de muslimske mænds koner har efterlyst noget for dem.

Venskab og forventninger

Hassan og Enok ved godt, at forventningerne til venskab er forskellige i Nordafrika og Danmark. Hassan forklarer: 

    - Marokkanere er meget åbne. Når man er sammen med en ven, har man en god følelse. En ven snakker ikke godt i dag og slår dig i morgen. Hvis en ven har brug for hjælp, er det min pligt at hjælpe. Sådan er jeg opdraget. Venner kan også bo hos en, hvis de har brug for det. Når man er venner, betyder det ikke noget, hvor man kommer fra, eller om man har samme religion. Jeg ved ikke altid, hvilken religion mine venner har, men jeg har opdaget, at danskere, der går i kirke, er høfligere og snakker pænere end danskere, der ikke går i kirke. De kristne bander ikke. Det kan jeg godt lide. 

     - I dag har jeg mange venner her i Danmark - både flygtninge og danskere fra min arbejdsplads og fra kirken. Jeg er vant til folk fra forskellige kulturer. I Nordafrika har vi tre linjer ud til verden til Afrika, Asien og Europa. Som marokkaner er jeg vokset op med mange kulturer og sprog og taler arabisk, spansk og fransk.  

     For Enok er en ven først og fremmest en, han kan stole på.

     - En god ven tør fortælle om ting, der ligger lidt dybere end overfladen, og lukke en ind i det, som også kan gøre ondt. I nogle kulturer kommer en ven  næsten hver dag og bliver som et familiemedlem. Man sidder meget sammen og bruger rigtig meget tid sammen. Men det kan jeg ikke leve op til. Når nogen spørger, hvorfor jeg ikke kom i går eller i sidste uge, fortæller jeg, hvad jeg har lavet - at jeg har været der og der. Det er jo ikke, fordi jeg ikke vil komme. Det kan mange godt forstå.

     Selv om Hassan er indstillet på at tilpasse sig danskernes væremåde, håber han alligevel at kunne tilføre det danske samfund lidt nordafrikansk kultur.

      - I Danmark kender man ikke sin nabo, så man kan ikke støtte hinanden. Det betyder, at mange mennesker er ensomme. Jeg vil gerne, at naboer kender hinanden og har det rigtig godt sammen. I Marokko har vi et ordsprog, der siger: "Køb først en nabo. Derefter kan du købe et hus!"

Religioner er brødre

Selv om deres tro betyder meget for dem begge, diskuterer de sjældent religion. Enok uddyber: 

     - Når vi spiller fodbold, snakker vi ikke så meget. Men somme tider drikker vi te sammen bagefter, og så snakker vi - for eksempel om værdier og holdninger til andre mennesker. Vi har opdaget, at som kristen og muslim har vi mange fælles værdier.  

     På spørgsmålet om, hvad det betyder for ham at være muslim, siger Hassan:

     - Som muslim ved jeg, at jeg har en Gud. Jeg beder også til Gud derhjemme en gang imellem. Jeg synes, at kristendommen er meget tæt på islam. Koranen siger meget godt om Jesus. Den største forskel er, om Jesus var en profet eller Guds søn. I Koranen står der, at Jesus var en profet. Men der står også, at Jesus er Guds ord, og at Gud udvalgte Maria blandt alle kvinder i verden og gav hende en stor opgave. Kristendommen og islam står meget tæt sammen som to brødre. Mange arbejder på at splitte kristne og muslimer. Det mener jeg er meget forkert. Jeg ønsker, at alle mennesker skal leve i fred uden krige og forfærdelige situationer.

     Når Enok fortæller, hvad der betyder mest for ham som kristen, vender han flere gange tilbage til ordet  tilgivelse.

    - At have vished om, at jeg er tilgivet, elsket og værdsat af Gud. Det er det største. Det betyder også meget for, hvordan jeg indretter mit liv. Jeg ønsker ikke at såre Gud. Jeg får langtfra altid gjort, som jeg gerne vil, men det må jeg så snakke med Gud om. Jeg beder til Gud hver dag. Jeg beder for min familie og om, at jeg må være en god far. Vi lærer også børnene at bede.

Danser muslimer?

Hassan deltog for nylig i en kristen konference i Århus, hvor han stod for et seminar om sport og integration sammen med Enok. 

     - Mange kristne er usikre på, hvilken holdning muslimer har til dem. Jeg vil gerne vise, at det ikke er alle muslimer, der ikke vil være sammen med kristne. Isolation er farlig. Jeg håber, at der fremover bliver mere kontakt mellem muslimer og kristne i Danmark. Det vil jeg gerne arbejde for.

     - I Århus havde mange spørgsmål om alt muligt fra omskæring til om muslimer danser! Det var helt OK. Når kristne møder en almindelig muslim, kan de få svar på deres spørgsmål.

     - På konferencen lærte jeg noget om kristne, som jeg ikke vidste. Det var også første gang, jeg var med til en gudstjeneste i en kirke. Jeg beder på en anden måde end kristne. Men man skal vise solidaritet.

     Enok havde ingen betænkeligheder ved at invitere  en muslim med som oplægsholder på en kristen konference.

     - Hassan og jeg har besøgt hinanden mange gange og kender hinanden vældig godt. Jeg tror, at vi kunne give nogle tanker om, at sport er en god måde for kristne og muslimer at være sammen på.  

Fred og frihed

Som flygtning har Hassan set og oplevet mange ting, som han ikke har lyst til at tale om. Men han har ikke mistet håbet om en bedre fremtid. 

     - Fred og frihed i hele verden. Det er det, jeg drømmer om. Og for mig selv: Et godt liv og en god familie. Måske at rejse tilbage til Marokko. Det er et håb. Jeg ved ikke, om det nogen sinde bliver muligt. 

     Også Enok drømmer om et godt liv sammen med sin familie. Samtidig håber han at kunne gøre en forskel gennem sit arbejde som flygtningekonsulent.

     - Det er min drøm, at mange flere kristne i langt højere grad må få kontakt med nydanskere og åbne sig for dem. Kristne kunne være meget bedre til at tage imod nydanskere. 

BMF