Er du kristen eller katolik?
Elie Kabalan, bestyrelsesmedlem i
Tværkulturelt Center, er ikke imponeret over danskernes kendskab
til andre kirkesamfund
Det er mange år siden, at Elie Kabalan
kørte rundt og evakuerede civile og sårede som
ambulancechauffør og afdelingsleder i førstehjælpskorpset i
det libanesiske Røde Kors under borgerkrigen. Og endnu længere
siden, at han afsluttede en uddannelse som revisor i Libanon. I
1989 måtte han flygte ud af landet og endte ved et tilfælde i
Danmark, hvor han tilbragte de første to et halvt år som
asylansøger med adresse på skiftende Røde Kors asylcentre.
I dag er den 37-årige kristne libaneser
dansk statsborger og ansvarshavende natsygeplejerske på
Amtshospitalet i Vordingborg. Både han og hans kone Nada har
taget danske uddannelser, og de tre børn Joseph på 15,
Marien på 14 og Adel på 10 år går i en katolsk skole i
Næstved. Siden Elie kom til Danmark, har han haft kontakt med
forskellige dele af dansk kirkeliv, og i sommer blev han valgt
ind i Tværkulturelt Centers bestyrelse.
- Jeg er glad for
at være med i Tværkulturelt Center. Jeg vil meget gerne gøre
en indsats og hjælpe, hvor jeg kan. Det er jo ikke bare
danskere, der skal hjælpe udlændinge, siger det nyvalgte
bestyrelsesmedlem, der mener, at en af kirkens vigtigste opgaver
i forhold til udlændinge er at give dem en oplevelse af, at de
er velkomne. Her betyder det første indtryk utrolig meget. Er
der en god atmosfære? Er der varme i folks håndtryk?
Elie Kabalan var 12 år, da den libanesiske
borgerkrig brød ud. Han husker stadig tydeligt den første tid:
- I begyndelsen var
det ligesom en af de film, vi havde set i fjernsynet. Jeg kunne
se angsten i de voksnes ansigter og vidste, at det her var noget
alvorligt. Men for en stor dreng var det også lidt spændende.
Jeg vågnede først ud af det, da der skete noget dramatisk tæt
på. Én blev ramt lige ved siden af mig. Det var et
virkelighedschok. Jeg opdagede, at folk dør i krig. Så bliver
man lynhurtigt voksen. Når der er krig, kan man ikke tillade sig
at have en ungdom.
- Fordi jeg har
oplevet krig, findes der en del af mit liv, som jeg ikke vil
snakke om. Jeg har lært altid at være lidt på vagt. Det er en
slags miljøskade fra krigen.
Elie kommer fra en kristen familie. Hans
far var katolik og hans mor protestant. Som barn gik han i en
tysk protestantisk skole.
- I dag er jeg
først og fremmest kristen, selv om jeg har opdaget, at i Danmark
skal man helst være protestant og medlem af folkekirken. Ellers
er man ikke helt god nok. Jeg har faktisk oplevet, at danskere i
alvor har spurgt mig, om jeg er kristen eller katolik, og om jeg
tror på Jesus, når jeg er katolik!
- Jeg har aldrig
været katolik med stort K. Faktisk er jeg uenig med den katolske
kirke i mange ting. Men jeg vil ikke melde mig ind i folkekirken
bare for at blive accepteret her. Det ville være falsk.
De første måneder
i Danmark havde Elie ingen kontakt med kristne danskere. Derimod
fik han ofte besøg af Jehovas Vidner og mormoner.
- Jeg havde
fortalt, at jeg var kristen. Derfor sendte personalet nogle
mormoner ind til mig! Men jeg fandt hurtigt ud af, at den slags
gad jeg ikke beskæftige mig med.
- En dag så jeg en
plakat for en engelsk gudstjeneste i København og tog med bussen
derind. Det husker jeg som en god oplevelse. Her fik jeg kontakt
med nogle kristne fra Indre Mission og KFS. De inviterede mig med
på en weekendlejr, og senere startede de en bibelstudiegruppe.
Da min kone og børnene kom hertil, blev vi flyttet til et
asylcenter i Randers. Her kom vi hurtigt med i en kirke og en
bibelkreds. Det udviklede sig til venskab og meget mere, og på
den måde lærte vi en masse danskere at kende. Vi var også med
på sommerlejre, og i dag har vi mange danske venner ud over hele
landet.
Elie har mødt mange danskere, der siger, at
de ikke tror på noget. Selv er han ikke bange for at vise, at
han er kristen.
- Jeg er stolt af
min kristne tro. Når jeg fortæller på mit arbejde, at jeg er
kristen, er der nogle, der kommer senere og gerne vil snakke,
når de har det dårligt. Så siger jeg: ”Jamen, helt
ærligt, min ven, tror du ikke, at der er et formål med dit
liv?” Jeg snakker også ofte med patienternes pårørende om
livet efter døden. Mange tænker, at der ikke kan findes en Gud,
når det eller det kan ske. Jeg har selv været igennem en masse
ting, men jeg er ikke i tvivl om, at det er Gud, der styrer
tingene. Og på et eller andet tidspunkt kommer vi til at
forstå. I Danmark tror folk, at de er trygge. Men når man går
på gaden eller kører i sin bil, ved man aldrig, hvad der kan
ske. Hvis Gud vil, er vi her. Men en dag er olien i lampen
brændt op.
Selv om Elie og Nada stadig har mange danske
venner, har de oplevet, at jo mere selvhjulpne de blev, des
vanskeligere blev det at fastholde kontakten.
- Når folk hørte,
at vi havde det godt, ringede de ikke igen. Mange danskere kan
ikke finde ud af at forholde sig til udlændinge som ligeværdige
mennesker, der taler godt dansk og har styr på deres liv. I dag
er mine børn danskere - tre hundrede procent! De er danske
statsborgere og opdraget efter vores bedste danske evne. De taler
ikke engang arabisk længere. Alligevel bliver vi ofte behandlet,
som om vi kom fra en anden planet.
- Som udlænding
kommer man ingen vegne, hvis man ikke selv kæmper. Jeg blev
faktisk tilbudt førtidspension af en velmenende sagsbehandler,
fordi jeg havde det psykisk dårligt, da jeg kom til Danmark. Men
hvad i alverden skulle jeg bruge en førtidspension til? Så
kunne jeg have siddet derhjemme resten af mit liv og spekuleret.
Det er, som om der er en lille metalring rundt om os flygtninge.
Det danske system vil ikke give slip på os.
Hos familien Kabalan skal der snart fejres
jul med juletræ og god mad juleaften ligesom i andre danske
hjem.
- Men vi danser
ikke rundt om juletræet. Juletræet er jo oprindelig et hedensk
symbol, og jeg vil altså ikke danse rundt om et træ! Vi spiser
heller ikke nogen bestemt ret. Vi plejer at invitere nogle af
vores danske venner, eller vi besøger dem. Mange danskere har
utrolig travlt i julen. Hos os er det hele faktisk meget
afslappet. Julen handler jo ikke bare om julemad og julegaver.
Julen er Jesu fødsel. Her i Danmark savner vi den katolske
kirkes julekrybber og krybbespil ude på gaden. Det hjælper med
at fastholde julens budskab.