Dansk for hele verden

Gratis sprogtræning for flygtninge i københavnsk missionshus

- Når jeg ikke forstår, siger jeg bare OK, griner en ung velklædt iraner i hvide lærredsbukser. Han instrueres straks i, at det ikke er en farbar vej, hvis man vil undgå misforståelser, selv om læreren har megen forståelse for det umulige i at forsøge at forstå en danskers ordstrøm, når ens eget ordforråd kan være på få sider i et kladdehæfte.

Det summer af liv i Billedsalen i det gamle missionshus Bethesda på Israels Plads i det indre København få hundrede meter fra Nørreport Station og den kommende metrostation. Forårssolen stråler fra en skyfri himmel, mens iranere, irakere, afghanere, pakistanere, algiere og albanere strømmer ind gennem døren og styrer hjemmevant hen imod bordet med kaffe- og tekander, hvor alle frit kan forsyne sig, inden undervisningen begynder.

Netværksmedarbejder Hanne Myrfeld hilser og småsnakker, mens hun går rundt ved bordene og registrerer alle på en liste. Kommer en elev for sent, bliver vedkommende ikke registreret – og dermed er der ingen rejsegodtgørelse den dag. Når undervisningen er slut kl. 16, udbetales der rejsegodtgørelse til de elever, der er asylansøgere, da deres lommepenge sjældent rækker til en returbillet til København fra det asylcenter, hvor de er indkvarteret.

Gratis undervisning

Undervisningen arrangeres af Internationalt Kristent Center – Indre Missions tværkulturelle arbejde, der siden slutningen af firserne har haft til huse bag Bethesdas røde mure. To gange om ugen tilbydes gratis danskundervisning til udlændinge i en afslappet kristen atmosfære – om formiddagen kun for kvinder, og om eftermiddagen for alle. Det er især yngre asylansøgere, der benytter sig af tilbuddet om en kop te, en snak og halvanden times dansk sprogtræning rundt om de små borde. Undervisningen ledes af Hanne Myrfeld og hendes kollega Ingrid Smidt, der får hjælp af 5-8 frivillige samtalepartnere.

Fællessang

I dag startes med fællessang – på dansk. ”Det er Gud, som al æren skal have,” synger de knap 50 fremmødte - først noget tøvende, men den gode vilje er umiskendelig. Derefter præsenteres dagens lærere, der modtages med klapsalver. Samtidig benyttes lejligheden til på tydeligt dansk at annoncere middag på tværs og gudstjeneste på engelsk i en københavnsk folkekirke førstkommende søndag.

Så inddeles eleverne i grupper. Først sorteres en halv snes førstegangsdeltagere fra. De går ind i et andet lokale med deres lærer. Derefter fordeles de resterende i mindre grupper, som får anvist hver deres bord rundt omkring i den store sal.

Tilbudsavisen

Henning Stieper fra Værløse er ingeniør og en af de frivillige lærere, der har prøvet det mange gange før. Han starter med at repetere alfabetet. Specielt de danske vokaler æ, ø og å volder kvaler og får ekstra opmærksomhed. Så finder han en tilbudsavis frem, som deles ud til eleverne. Nu er alle med. Hvad er det? Hvor? Gælder avisen nu? Der diskuteres tal og priser. Tilbudspris. Hvad er et tilbud? Cheaper... Ja, ja! Senere er det ugedagene, der lige skal repeteres. Mandag, tirsdag, onsdag...

Ved et andet bord snakker de om ost. Hvad er det? Ost! Kan du lide ost? Hvad siger du? Kan du lide ost? Hvad? Riberhus? Det er navnet på osten! Ost? Nej, nej! Læreren er 19-årige Daniel Hougaard, der blev student sidste år. Han har også prøvet det før og kaster sig engageret ud i en diskussion om tilbudsavisens blå støvsugere og hvide håndmixere uden at lade sig forstyrre af en elevs mobiltelefon, der ringer gentagne gange. – Det er en lampe. Sig lampe. En lampe giver lys. Nej, ikke lus – lys! Der er forskel på lus og lys!

Ovre i hjørnet er det grillstegte kyllinger og pommes frites, der har fanget elevernes interesse. Gak gak – en kylling, du ved, forklarer en iraker den sidst ankomne elev, der endnu ikke helt har forstået menuen. Alle griner. Her er det første gang, den frivillige lærer – en efterlønsmodtager først i tresserne - prøver kræfter med undervisningssituationen. Han får sin sag for, da Mohammad, der har skrevet danske ord ned i et kladdehæfte hjemmefra, vil vide, hvordan de udtales. – Hvordan siger man profet?

Kan godt lide lærerne

Ghassan Baro og Nagham Affn er et irakisk ægtepar først i trediverne. De kom til Danmark for tre måneder siden og bor i Sandholmlejren nord for København. For dem er danskundervisningen et af ugens højdepunkter midt i en uvis ventetid.

- Vi kommer hver gang, for selvfølgelig skal vi lære dansk, når vi er kommet til Danmark. Vi kan godt lide lærerne her. Det er godt at snakke med dem, siger Ghassan. Nagham fortsætter:

- Vi vil også gerne komme et sted, hvor der er kristne. Vi er selv kristne. Jeg kan godt lide atmosfæren her. Vi griner meget! Vi starter med at synge en sang. Somme tider skal vi stå op og bevæge os. Og så hører vi om arrangementer i kirken. Mange muslimer tager også med hen i kirken. De har ikke noget imod at komme, fordi de kender folk her.

Halvanden times transport

27-årige Nahid Twaffik fra Irak har været i Danmark i tre måneder og bor på et asylcenter på Midtsjælland. Det tager ham halvanden time at komme til København med bus og tog. Han har gået til dansk i to måneder.

- Her lærer vi mange ord. Nu kan jeg fortælle, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra. Jeg ved, hvordan jeg køber en busbillet. Jeg kender tallene. Jeg har lært, hvad mange ting hedder i supermarkedet. Jeg har det godt med at lære dansk i stedet for at lave ingenting, fortæller han.

Sabah Nessaoundeni er 27 år og muslim. Hun kommer fra Algeriet og taler arabisk og farsi. Da Nagham fortalte hende om undervisningen, fik hun lyst til at være med. Det har hun ikke fortrudt.

- Jeg kan godt lide at komme her. Jeg har lært om dronningen, smiler hun.

Spørger ikke om religion

Når der er danskundervisning, er religion ikke noget, der spørges om. Alle er velkomne. Hanne Myrfeld fortæller, at størstedelen af eleverne har muslimsk baggrund. For mange muslimer er danskundervisningen deres første møde med kirken og kristne i Danmark – og måske med en kristen kirke i det hele taget.

- Det er et fantastisk godt udgangspunkt for kontakt, fordi vi har noget neutralt at være sammen om, siger Hanne Myrfeld, der har svært ved at forstå, at ikke flere kirker og kirkelige organisationer tilbyder danskundervisning.

Anderledes indtryk af kirken

- Det er bare så godt at være sammen med de mennesker! Men det er en stor udfordring, fordi der er så mange. I perioder er folk simpelt hen væltet ind. Selv om der er stor udskiftning, fordi mange er asylansøgere, kommer nogle igen og igen. De oplever, at her altid er nogen at tale med, som bryder sig om dem. Vi håber, at muslimerne får et anderledes indtryk af kirken og kristendommen her, som Gud forhåbentlig kan bruge senere et eller andet sted.

- Vi kan ikke løse asylansøgernes problemer. Vi kan ikke give dem opholdstilladelse og vished om fremtiden. Men vi kan give dem et glas vand på vejen, siger Hanne Myrfeld, der efter godt tre timer kan sige farvel til de sidste elever.

- Tak. Tak. Tak for i dag. Vi ses, lyder det gentagne gange. Mange giver høfligt læreren hånden på vej ud af døren. Vi ses på torsdag.

(Nyt på tværs 2-2000)