Céline Yoda er
en af de afrikanske landes seks kvindelige ambassadører i Danmark. Fra
ambassaden på en stille villavej i Hellerup har den 48-årige socialøkonom og
kvinderettighedsforkæmper fra Burkina Faso ansvar for de fem nordiske og tre
baltiske lande. Men søndag er ambassaden lukket. For da er Céline Yoda til
gudstjeneste i en af Københavns internationale menigheder.
I Burkina Faso kan de noget, som mange vestlige lande i
disse måneder misunder dem. Her i det vestafrikanske tropeland, der er seks
gang større end Danmark, lever de knap 14 millioner burkinere fredeligt sammen
på tværs af religion. Halvdelen af befolkningen er muslimer og 30 procent
kristne. Nøglen er gensidig respekt, siger Céline Yoda, der siden 2001 har
været Burkina Fasos ambassadør i Danmark .
- Respekt for
andre er den vigtigste værdi, vi forsøger at give videre til vores børn - både
i skolerne og i familierne. Hos os er folk meget moderate. Det er en stor
velsignelse for vores land.
Céline Yoda tager
imod på ambassaden, der har til huse i en ældre villa på Svanemøllevej i
Hellerup. Hun er venlig og imødekommende og giver sig god tid. Oprindelig
uddannet socialøkonom fra University of Senegal med speciale i familieforhold
har hun i mange år været optaget af at forbedre levevilkårene for samfundets
fattigste og stærkt engageret i kvinders rettigheder. I en årrække arbejdede
hun for private NGOer, inden hun i 1997 blev udpeget til viceminister i et
nyoprettet kvindeministerium, hvor hun havde ansvar for udviklingsprogrammer
for kvinder i fattige landområder. Selv mener hun, at hun blev sendt til
Danmark, fordi Danmark i sin udviklingsbistand lægger vægt på at inddrage
kvinder i samfundsudviklingen.
- Selv om jeg er
politiker og ikke karrierediplomat vurderede min præsident, at jeg havde
tilstrækkelig erfaring og ekspertise på netop dette område. Det var en
tillidserklæring - men også en enorm udfordring. Som ambassadør er jeg en slags
garant for, at den danske udviklingsbistand - og det er meget betydelige summer
- forvaltes ansvarligt.
At Céline Yoda magter ansvaret er der næppe tvivl om. Som
hun sidder i lædersofaen i det lyse rummelige kontor, hvor januarsolen falder
ind gennem de høje vinduer, udstråler hun ro, overblik og naturlig selvtillid -
en kvinde i balance med sig selv. Hun fortæller med et smil, at det ikke stod
skrevet nogle steder, at hun en dag ville blive topdiplomat i et europæisk
land.
- Jeg kommer fra
en helt almindelig familie. Min far var politimester og havde flere koner. Af
min fars omkring 40 børn er jeg den eneste, der er nået så langt. Jeg er meget
bevidst om, at jeg har min status og nuværende indflydelse fra min Gud. Men
somme tider kan jeg godt føle jeg mig som hyrdedrengen David, da Gud udvalgte
ham til at kæmpe mod kæmpen Goliat, siger hun med en smittende latter.
Hun er alene i
Danmark. Hendes mand bor fortsat i Burkina Faso, og parrets to voksne børn, en
søn på 24 og en datter på 21, studerer handelsøkonomi og jura i henholdsvis
Belgien og Frankrig.
- At være alene i
hverdagen er den pris, jeg må betale for min position. Jeg har i mange år
arbejdet for øget politisk indflydelse til kvinder i mit land. Så må jeg også
være villig til at gå foran som rollemodel, selv om det kan være ensomt. Det
nytter ikke at klynke, siger hun nøgternt. Hun indrømmer dog gerne, at sproget
og klimaet har krævet tilvænning.
- Som burkiner er
jeg fransktalende, men i Danmark er det engelsk, der benyttes i diplomatiet.
Det er en udfordring. Det samme er vejret! Jeg haft svært ved at vænne mig til
mørket og kulden. Jeg kommer fra et meget varmt land, hvor solen altid skinner,
og hvor det er koldt, når temperaturen er under 30 grader! Men ellers er jeg
meget glad for at være her og føler, at jeg kan bruge mine evner og erfaringer.
Sidste år modtog jeg en anerkendelse fra min præsident for det arbejde, jeg gør
her for mit land. Det er jeg stolt og glad over.
Det var først som voksen, at Céline Yoda fik et bevidst
forhold til den kristne tro.
- Min familie er
katolsk af navn, men da min far var polygam, var han ikke døbt. På et tidspunkt
begyndte min søster at komme i en pinsekirke. Da jeg skulle til et vigtigt
jobinterview, bad hun for mig. Jeg fik jobbet imod alle odds, og det fik mig
til at tænke, at måske var
det hendes Gud, der var den levende Gud. Jeg begyndte at følges med hende i
kirke, og i 1989 blev jeg døbt.
Siden har Céline
Yoda været fast kirkegænger. Den tradition tog hun med sig til Danmark, hvor
hun allerede den første søndag bad sin chauffør finde en kirke. Det tog dog et
par uger, inden hun fandt en menighed, hvor hun følte sig hjemme.
- Da jeg havde
afleveret mine akkreditiver hos dronningen, holdt jeg en reception på
min bopæl. Her mødte jeg en burkinsk familie, der inviterede mig med i en
international pinsemenighed. Senere startede præsten en selvstændig kirke, International Christian Community, som
jeg i dag er medlem af. Vi mødes på et hotel, hvor vi er omkring hundrede til
søndagsgudstjenesten. Her er folk lige så åbne og varme, som jeg er vant til
fra Afrika. Prædikenen er levende, men samtidig kort og klar. I dag er kirken
som min anden familie. Her har jeg også fået danske venner. Selv om vi har
forskellig hudfarve, er vi søstre og brødre i Kristus.
Som ambassadør er Céline Yoda overbevist om, at de
internationale menigheder har en vigtig funktion for udlændinge på midlertidigt
ophold i Danmark.
- Her oplever vi,
der tilhører the international community, et vigtigt fællesskab
med ligesindede og får hjælp til at blive bevaret i vores kristne tro. Samtidig
får vi kontakt med danskere og et indblik i det danske samfund, som vi ellers
ikke ville have fået. Men der er også en anden dimension. Jeg ved, at danskerne
er kristne og har en national luthersk kirke. Men ikke mange går i kirke. Som
en præst engang sagde til mig: ”Da vi tog evangeliet til jer i Afrika, tog I
imod det og bevarede det. I Europa er vi ved at miste evangeliet. I dag har vi
brug for at lære af jer.” I de internationale menigheder kan vi være med til at
vise danskerne, at materiel velfærd ikke er alt. Vi har stadig brug for Gud i
vores liv. Somme tider spørger folk, hvorfor jeg stadig tror på Gud som
ambassadør med 13 ansatte, tre sekretærer, to chauffører, husholder, kok og
havemand. Hvad mere kan jeg ønske? Men alt dette, min indflydelse og min
position, er slut en dag. I min Gud har jeg et håb, der rækker ind i evigheden.
Burkina Faso (tidligere Øvre Volta) har siden 1993 var et af
Danmarks 15 såkaldte programudviklingslande, der modtager omfattende bistand
inden for områderne vand og sanitet, energi, landbrugsudvikling, uddannelse og
sundhed. Landet blev selvstændigt i 1960.