”Velkommen på sygebesøg!” Kamalesh Biswas tager imod i parcelhuset i udkanten af Kolding med den ene arm i en slynge og sin karakteristiske smittende latter. For to uger siden faldt han ned ad en trappe og brækkede højre arm under skulderbladet. Armen sammen med et par trykkede ribben har givet den aktive indvandrerpræst en uvelkommen pause inden efterårets hektiske program.
Kamalesh Biswas er en af Danmarks markante kristne indvandrere.
Siden han kom til landet for snart 30 år siden gennem den internationale
organisation Ungdom med Opgave, har han sat sig varige og livsbekræftende spor
i utallige danskere og udlændinges liv. For den 52-årige livsglade inder har en
særlig evne til at tale med alle på tværs af religion, nationalitet og
kirkeligt ståsted.
- Jeg siger
altid ”vi”, når jeg taler med folk - aldrig ”I”. Jeg er jo selv indvandrer.
Heldigvis hører man sjældent noget negativt om indere i medierne, og i de
lande, flygtninge kommer fra, er indisk kultur meget anerkendt. Alle ser jo
indiske film! Det er en fordel for mig, siger Kamalesh og ler.
Da han for syv
år siden blev ansat som tværkulturel sognemedhjælper ved to kirker i Kolding,
skrev han dansk kirkehistorie som den første nydansker, der fik til opgave at
starte et folkekirkeligt arbejde blandt flygtninge og indvandrere. De første år
var stillingen kombineret med en ansættelse som fredsmægler og kirkelig
rådgiver i Indien. Det blev til i alt 14 rejser til Indien på godt to år, hvor
det lykkedes Kamalesh at mægle i en langvarig konflikt mellem to
befolkningsgrupper. Sine evner til at bringe stridende parter sammen i en
accepterende atmosfære har han siden haft god brug for som indvandrerpræst i
Danmark, hvor han det sidste år har været ansat af Kolding Provsti med kontor i
Brændkjærkirken.
Internationale gudstjenester
I 1995 blev han ordineret som præst i den
evangelisk-lutherske kirke i Nordindien. Teolog blev han aldrig efter dansk
definition, da universitetsstudierne aldrig blev afsluttet. I praksis har det
dog ikke afholdt ham fra at arbejde som præst også i Danmark, hvor han de
sidste ti år har haft ansvar for månedlige internationale gudstjenester i
Kristkirken i Kolding.
- Vi startede
gudstjenesterne, fordi jeg kunne mærke, at der var behov for et andet
fællesskab end den danske højmesse, hvor udlændinge ikke rigtig følte sig
hjemme. I dag kommer folk fra et stort område - indvandrere, flygtninge,
udlændinge, der er gift med danskere, udenlandske studerende og danskere, der
har boet i udlandet eller bare har lyst til at prøve noget andet. Til
julegudstjenesten sidste år var vi over 300, fortæller Kamalesh Biswas.
Mentor
Den kristne tro i forskellig klædedragt har altid været en
del af Kamalesh’ liv. Han voksede op i en konservativ kristen familie i
millionbyen Calcutta i 1950’erne, hvor faren havde en overordnet stilling inden
for post- og telegrafvæsenet. Faren var baptist og moren lutheraner, og hjemmet
var præget af mange regler og forbud.
- Min mor var en meget åndelig person, der
havde stor indflydelse på mig. Men der var ikke noget med fodbold om søndagen
eller den slags. Derimod var der masser af kirkegang og søndagsskole og
bedemøder! Som teenager gjorde jeg oprør. Men i gymnasiet oplevede jeg en
regulær omvendelse på en kristen studenterlejr. Faktisk var jeg kun taget med,
fordi jeg ikke ville sige nej til min meget gode ven, der inviterede mig. Men
budskabet på lejren var så klart til mig, at jeg gav mit liv til Gud. De næste
par år fungerede en af lejrens ledere som mentor for mig. Selv om han boede i
Sydindien, fulgte han mig tæt og skrev breve hver uge. Det betød utrolig meget
og lærte mig noget om, hvor vigtigt det er med opfølgning, når mennesker giver
deres liv til Gud. Det glemmer vi let i dag, siger Kamalesh Biswas, der selv
har døbt en række tidligere muslimer, som han fortsat har kontakt med.
- Siden dengang
har det kristne budskab været levende og afgørende for mig. Det var derfor, jeg
blev præst. Jeg kan stadig ikke forestille mig noget mere glædeligt end at give
mennesker det kristne budskab.
Kirken skal markere sig
I dag er Kamalesh Biswas et kendt ansigt i Kolding. Han
sidder i byens Integrationsudvalg, har været med i bestyrelsen for
Frivillighuset under Dansk Flygtningehjælp og er en efterspurgt rådgiver også
uden for kirkelige sammenhænge.
- Integration er
en opgave, vi som kirke må tage del i. Kirken ved noget om forsoning. Det er
vigtigt, at kirken viser ansigt udadtil og markerer sig, siger Kamalesh, der er
en af de få kristne, der har været interviewet i byens somaliske lokalradio.
- Integration
handler om at føle sig hjemme. Det er ikke noget, man kan tvinge folk til.
Mange udlændinge oplever integration som et negativt ord. De føler, at det,
danskerne egentlig mener, er assimilation - at de skal presses til at være
danske. Danskerne er jo vant til assimilation. Jøder og polakker er i dag meget
assimilerede i det danske samfund. Men det er ikke alle, der ønsker at blive
assimileret, siger den indiske præst, der ikke er bange for at afprøve nye
idéer til arrangementer, hvor danskere og udlændinge kan mødes.
- Sidste år
havde vi en debataften med vores biskop og en imam fra København. Der var fuldt
hus, og debatten blev senere udsendt i en muslimsk lokalradio. Det gav mig
mange nye kontakter ind i det muslimske miljø, fortæller Kamalesh, der netop nu sammen med et
lokaludvalg er ved at forberede en multietnisk koncert - Toner på tværs - med sang, dans, musik og digte fra forskellige
lande og traditioner. Da arrangementet blev holdt første gang sidste år, var
det en stor succes.
Integration
Som et andet eksempel på vellykket integration nævner
Kamalesh Biswas de tværkulturelle sommerlejre, som kirkelige
organisationer hvert år afholder forskellige steder i landet. Selv deltog han
som lejrpræst på en lejr ved Mariager, hvor 120 flygtninge, indvandrere,
asylansøgere og danskere var samlet en uge i juli.
- Blandt
deltagerne var der både kristne og muslimer. Det gode ved sådan en lejr er, at her taler man ikke om hinanden, men med hinanden. På den måde oplever man rigdommen ved forskellige
kulturer og lærer at respektere hinanden. Man kommer også helt af sig selv til
at diskutere danske normer som køkultur og det at dele med andre end ens egen
familie, for det er en simpel nødvendighed på en lejr!
Privilergeret
Når Kamalesh Biswas ser tilbage på årene som
indvandrerpræst, overskygges de ubehagelige oplevelser langt af de mange
glæder.
- Selvfølgelig
har jeg oplevet ubehagelige ting. Jeg er flere gange blevet overfaldet - både
her i Kolding og i et socialt belastet boligområde i en anden by. Der er altid
en risiko forbundet med at være præst. Det ved jeg fra Indien. Den risiko må
man leve med.
Men først og fremmest har jeg haft utrolig mange gode
oplevelser. Når noget lykkes, bliver jeg glad. Det kan være et arrangement.
Eller når jeg kan hjælpe nogen eller skaffe en nydansker et job. I mit arbejde
bruger jeg megen tid på at snakke med folk. Mange kommer og spørger, om jeg
ville bede sammen med dem - også selv om de ikke er kristne. Det gør jeg altid
med glæde.
Personligt har
Kamalesh aldrig oplevet diskrimination i Danmark. Tværtimod understreger han,
at han altid har følt sig anerkendt og respekteret - som inder, som kristen og som præst.
- Jeg har været
privilegeret. Folk har lyttet til mig. Jeg har altid mødt åbne døre. Til daglig
tænker jeg ikke på mig selv som udlænding. Det er kun, når jeg ser mig selv i
spejlet eller hører min stemme i radioen. Så siger jeg somme tider til mig
selv: ”Kamalesh, har du virkelig ikke lært bedre dansk!”