Op-holds-til-lad-el-se. Noor Bashar Matloob, pensioneret gymnasielærer fra Irak, smager på det lange danske ord og gentager det langsomt med tryk på alle stavelser. Så ser hun op og spørger: ”Hvornår tror du, vi får et brev, hvor der står: Du har fået opholdstilladelse?” Der er stadig en antydning af håb i stemmen.
Noor og hendes mand Khalid, der begge er i halvfjerdserne, venter på femte år på et værelse på 15 kvadratmeter i en af de sortmalede træbarakker i Sandholmlejren i Nordsjælland, der fungerer som udsendelsescenter for afviste asylansøgere. Svaret blæser i forårsvinden uden for det åbne vindue.
Khalid Yousif Jerees kommer ind ad døren efter endnu et
besøg hos centrets læge. En høj gråhåret mand i kortærmet løstsiddende skjorte
og mørkeblå jeans. Han lægger sig tungt på den røde jernseng i det lille
værelse, der tjener som det ældre ægtepars soveværelse, stue og interimistiske
køkken. Knæene smerter. Ryggen smerter. Musklerne trækker sig sammen. For en
måned siden blev han akut indlagt, da benene en morgen ikke længere ville bære
ham. Under sengen står en kurv fyldt med medicin og smertestillende
tabletter.
Den 73-årige ingeniør
fra Bagdad lider af en hjertesygdom og er taknemmelig for, at han kan få
medicin i Danmark.
- I Irak er medicin noget, der sælges på
det sorte marked. Men selv om lægen giver mig medicin og sovetabletter, findes
der ikke medicin mod tunge tanker. Lægen kan jo ikke give os opholdstilladelse
og et normalt liv, konstaterer Khalid nøgternt.
Foreløbig har
ægteparret tilbragt over 1400 dage i asylcentre, der kun er beregnet til kortere
ophold. Men nu er kroppen langsomt men sikkert ved at sige fra. Khalid har
stærke rygsmerter og skifter stilling på sengen, mens han fortæller om årene
som ansvarlig projektleder for et prestigefyldt vej- og broprojekt i Bagdad med
et budget på over hundrede millioner dollars. Men det er længe siden. Meget
længe, siger Khalid og bliver fjern i blikket.
Fra vinduet i det lille værelse har
ægteparret udsigt til et langt pigtrådshegn, der adskiller Sandholmlejren fra
det omgivende militære øvelsesområde. Hegnet minder dem dagligt om, at de ikke
er en del af det danske samfund. Som knap 600 andre irakiske asylansøgere har
Noor og Khalid fået afslag på asyl. Men de tør ikke rejse tilbage til Irak -
både på grund af den generelle lovløshed i landet, og fordi de tilhører det
kristne mindretal.
- Situationen i Irak er meget dårlig.
Vores land er på randen af borgerkrig. Siden den amerikanskledede invasion er
det blevet farligere for de religiøse mindretal. Det vil tage meget lang tid,
før der igen blive sikkert for kristne i Irak, siger Khalid, der tilhører den
anglikanske kirke.
Som de fleste ældre
irakere i Sandholmlejren har Noor og Khalid ingen familie i Irak, de kan tage
tilbage til. Parrets eneste søn flygtede til Vesten i begyndelsen af Golfkrigen
og bor i dag i et østeuropæisk land. Blandt deres irakiske naboer i lejren har
nogle børn og børnebørn, der har fået asyl i Danmark. Men står det til de
danske myndigheder, skal bedsteforældrene sendes tilbage til Irak, der af
Danmark betragtes som et sikkert land. Hidtil har den irakiske regering dog
afslået at modtage irakiske statsborgere, der ikke indrejser frivilligt. Og
Noor og Khalid ved med bestemthed, at de ikke rejser frivilligt.
- Vi kan ikke rejse tilbage. Under ingen omstændigheder.
Hvor skal vi bo? Hvordan skal vi klare os? Vi er gamle. Khalid er syg og
behøver medicin. Vi har ingen penge og intet arbejde. Af vores familie er der
kun min søster på 74 tilbage. Hun er enke og bor hos sin mands familie. Hun kan
ikke hjælpe os. Alle andre bor enten i udlandet eller er døde, fortæller
Noor.
- Gamle mennesker forlader ikke deres
land for sjov. Vi rejste, fordi vi blev truet på livet på grund af vores søn.
Han var ingeniør i hæren og flygtede i begyndelsen af Golfkrigen, da alt var
kaos. Men som ingeniør kendte han mange hemmeligheder. Derfor kom de og spurgte
efter ham. De kom mange gange - somme tider midt om natten. Vi sagde hver gang,
at vi ikke vidste, hvor vores søn var. Til sidst truede de med at tage Khalid
med, hvis vi ikke gav dem hans adresse. Vi var meget bange. Der var ingen
myndigheder til at beskytte os. De kunne gøre, hvad de ville. Hvis de satte
Khalid i fængsel, ville ingen få det at vide - og ingen ville nogen sinde høre
fra ham igen.
Khalid rejser sig halvt op på sengen:
- Vi har set mange ting. En dag skød de en
mand midt på en befærdet gade med mange mennesker. De dræbte ham for øjnene af
mig. Bagefter lagde de bare et tæppe over ham og kørte ham væk. Ingen gjorde
noget. De næste tre dage kunne jeg ikke spise. Jeg blev ved med at se manden for
mig, siger Khalid lavmælt.
Som medlemmer af det
kristne mindretal oplevede parret stigende religiøs chikane inden flugten i
begyndelsen af 2002.
- Presset mod de kristne blev stadig
større. Vi blev betragtet som landsforrædere, fordi vi havde samme religion som
amerikanerne. Det mærkede vi på mange måder. Når vi for eksempel stod i kø for
at købe brød, sagde de, at vores ven præsident Bush kunne give os brød. Det
blev farligere at være kristen. Da vi rejste, turde vi ikke tage vores bibel
med. Så da vi kom til Danmark, tog vi i kirke den første søndag og bad præsten
om en bibel, fortæller Noor.
For fire måneder
siden blev Noor og Khalid bedsteforældre. Et sted i et østeuropæisk land venter
en lille dreng på at møde sin farmor og farfar. Men om det nogen sinde bliver
muligt, står hen i det uvisse.
- Vores søn har irakisk pas og kan ikke få
visum til Danmark.
Som asylansøgere har vi ingen mulighed for at rejse. Vi har ikke set vores søn
i 15 år. Nu kan vi heller ikke se vores barnebarn. Der er en stor smerte inde i
os, siger Noor og bliver stille. Khalid ser på hende og siger efter en
pause:
- Gud er den eneste, der kan hjælpe os.
Kun vores kristne tro giver os håb. Vi beder meget til Gud og er taknemmelige for,
at vi er i sikkerhed i Danmark langt fra Iraks helvede. Selv om vi bor på et
lille værelse uden penge, er det meget bedre end Irak. I Danmark kan vi gå i
kirke og bede uden at være bange for bombemænd.
- Vi kommer fra et muslimsk land, hvor
kristendommen bliver vurderet på de kristnes liv. Vi er som et spejl. Jeg har
altid forsøgt at være ærlig og nægtet at tage imod bestikkelse og zig-zag
penge. Jeg har lært min søn, at kristne skal leve åbent med Gud. I dag kan jeg
stadig se mig selv og min kone i øjnene. Og min søn fortæller, at han stadig
går i kirke og holder fast ved sin kristne tro. Det er vores belønning. Prisen
er, at vi er her.
- Alt, hvad vi kan gøre, er at håbe og
bede. Hvis bare Danmark ville give os et lille håb. Selv et lille lys er bedre
end totalt mørke.
Khalid Yousif Jerees: Født 1932 i Bagdad og uddannet ingeniør fra University of Bagdad
(1959). Værnepligtig i den irakiske hær 1959-1963. Ansat som kommuneingeniør i
Bagdad 1963-1988. Privat entreprenørvirksomhed 1987-97. Tilhører den
anglikanske kirke. Gift med Noor Bashar Matloob. En søn og et barnebarn.
Noor Bashar Matloob: Født 1936 i Bagdad. Hovedfag i engelsk litteratur fra Bagdad
Universitet (1961). Gymnasielærer i Bagdad 1961-89.
Som afviste asylansøgere får ægteparret ikke længere
lommepenge og har meldepligt hos politiet to gange om ugen som led i de danske
myndigheders ”motivationsfremmende foranstaltninger”.