Præst for au pair-piger

Filippinsk markedsøkonom samler au pair-piger i menighed på Amager i sin fritid

Hun forventer ikke, at livet skal være let. Det har det sjældent været for den 38-årige filippinske præst, der allerede som 10-årig kendte til lange slidsomme arbejdsdage i morens frugt- og grøntbod på en markedsplads i Manila. Men Precy Soltes-Ofori har en klippefast tro på, at det er Gud, der har sendt hende til Danmark, og at hun skal bruge sin sparsomme fritid på at være præst for den filippinske menighed Jesus is Lord Church (JIL), der holder gudstjeneste hver søndag eftermiddag i Allehelgens Kirke på Amager.

De fleste af de 60-70 gudstjenestedeltagere er filippinske au pair-piger, der gennemsnitligt tjener 2.500 kr. om måneden. Derfor får præsten ikke løn. For at tjene til livets ophold, forsørge sin familie i Danmark og sin mor på Filippinerne arbejder Precy Soltes-Ofori på en sydeuropæisk ambassade i København. Det betyder en travl arbejdsuge med meget begrænset tid til familien og den menighed, hun selv var med til at starte for ti år siden og siden 2003 har været præst for. Men hun klager ikke.

     - Jeg er overbevist om, at Gud vil, at jeg skal være her, og at han har kaldet mig til at være præst. Så vil han også give mig kræfter, siger hun.

Endnu et par uger har hun barselsorlov med sønnen Jedediah på 5 måneder. Men så venter en travl hverdag med fuldtidsjob ved siden af arbejdet som præst. Hun fortæller, at hun overvejer at søge om missionærvisum, så hendes opholdstilladelse i Danmark ikke som nu er afhængig af jobbet på ambassaden. 

     - Selv om jeg har boet i Danmark i 10 år, har jeg endnu ikke permanent opholdstilladelse. Hvis jeg mister mit arbejde, mister jeg også min opholdstilladelse.  

Brug for en præst

Af uddannelse er Precy Soltes-Ofori markedsøkonom. Hun mangler blot det afsluttende speciale på Niels Brock Copenhagen Business College. En egentlig teologisk uddannelse har hun ikke, men med to års bibelskole og snart 20 års erfaring som aktivt kirkemedlem og menighedsleder i JIL-kirker  på Filippinerne, i Hong Kong og København er hun ingen kirkelig nybegynder. Med til billedet af au pair-pigernes præst hører også, at hun selv i sin tid kom til Danmark som au pair. Forinden havde hun arbejdet fire år som barnepige for en kinesisk familie i Hong Kong.

     - Af personlig erfaring ved jeg, hvad det vil sige at bo og arbejde hos en familie. Selv var jeg heldig at komme hos gode familier, men mange au pair-piger bliver ikke behandlet godt af deres familie og kender ikke deres rettigheder. For dem betyder det meget at kunne komme i vores kirke. Vi forsøger at gøre menigheden til et hjem, hvor pigerne kan slappe af og hvile ud. Hver søndag efter gudstjenesten serverer vi et måltid mad. Mange har ikke deres eget køkken, så det er vigtigt for dem at kunne spise sammen i kirken. Når de kommer hjem, er de ofte så trætte, at de sover resten af dagen.

     - Det er et privilegium at få lov at være en kilde til håb og styrke for disse piger. Mange er ensomme i et fremmed land. De har brug for en præst, der forstår dem. Jeg siger til pigerne: ”Du er mere end blot en au pair. Du er Guds barn.”  Jeg understreger, at alle har noget at bidrage med. I Danmark kan en au pair højst få visum i 18 måneder, så der er stor udskiftning i menigheden. Derfor er det vigtigt, at pigerne føler sig hjemme med det samme og bliver engageret i kirkens liv. Vi skal udnytte den tid, de er hos os, bedst muligt. Det bliver også mere meningsfuldt at komme, når man selv bidrager aktivt. På den måde bliver fællesskabet i kirken konkret. Næstekærlighed er noget, der skal kunne ses. Samtidig har vi det sjovt sammen. Hvert år har vi en udflugt til et sted i Danmark. Vi har været i Legoland og Knuthenborg Safaripark og spist medbragt mad i Dyrehaven.

Liv i kirken

Som tak for lån af Allehelgens Kirke tilbød pigerne for nylig at hjælpe med ekstra rengøring i kirken en gang om måneden.

     - Please say we love to do it! Vi er meget taknemmelige for, at vi må låne kirken, selv om vores gudstjeneste er anderledes og meget livlig. Vi har høj musik og synger, danser og beder, og jeg underviser fra Bibelen. Som en del af gudstjenesten opfordrer jeg menigheden til at fortælle om ting i deres liv, så vi kan bede for dem. Gudstjenesten varer godt to timer. Et par gange om året holder vi gudstjeneste sammen med den danske menighed. Deres gudstjeneste er meget stille, men vi kan mærke, at de godt kan lide os. De siger, at vi bringer lys og glæde ind i kirken, og at vi er med til at vise lokalbefolkningen, at der er liv i kirken!

Personlig tro

Selv voksede Precy Soltes-Ofori op i en katolsk familie, men først som voksen fik hun et personligt forhold til den kristne tro. I en pinsekirke mødte hun en anderledes og vedkommende kristendom, der talte stærkt til hende. 

     - Jeg voksede op som den yngste af ni søskende. Min far døde, da jeg var to år. Min mor arbejdede hårdt for at tjene penge til os og havde ikke overskud til at give os følelsesmæssig nærhed. Som teenager havde jeg en masse spørgsmål. Da min bror begyndte at komme i en protestantisk karismatisk kirke i nærheden, blev jeg nysgerrig. En dag stod jeg uden for kirken og lyttede til sangen og præstens prædiken. Det var som om præsten talte direkte til mig. Siden har Gud været den far for mig, som jeg havde savnet hele min barndom.        

   Præsten tilhørte Jesus is Lord Church  - den største protestantiske kirke på Filippinerne, der blev grundlagt for 30 år siden og i dag har flere millioner medlemmer og menigheder i 42 lande.   

Manglede leder

Da Precy Soltes-Ofori kom til Danmark i 1999, kom hun med i en bibelkreds, som hendes søster, der var gift med en dansker og boede i København, havde startet sammen med en lille gruppe filippinske kvinder. Gruppen mødtes i søsterens hjem. Men efterhånden som flere kom til, opstod ønsket om at blive tilknyttet Jesus is Lord moderkirken på Filippinerne som en selvstændig menighed. Den første tid fik den lille menighed hjælp fra en søsterkirke i Norge. I 2001 blev der holdt officiel åbningsgudstjeneste i København med en filippinsk præst fra London. Men efter et par år mente den ansvarlige præst i Norge, at den danske menighed havde brug for deres egen leder.

     - Han opfordrede mig til at blive præst. ”Der er ikke andre end dig, der kan gøre det,” sagde han. Jeg bad meget om, at jeg måtte træffe den rigtige beslutning. Så sagde jeg ja. Selv om jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle blive præst, vidste jeg, at det var det, Gud ville med mit liv.     

     Siden har hun været ulønnet præst for den voksende filippinske menighed på Amager. Sammen med et lederteam organiserer hun kirkens frivillige sociale arbejde, gospelkor og cellegrupper og står til rådighed for samtaler og rådgivning om stort og småt.

     - I menigheden deles vi om opgaverne. Jeg kan også gøre rent på toilettet og vaske op. Vi er som en stor familie. Som leder er jeg også tjener.

For fire år siden mødte Precy sin ghanesiske mand William Ofosu Ofori, der er professionel fodboldspiller. Hun fortæller, at hendes mand er en stor støtte for hende som præst.
- På grund af mit arbejde på ambassaden er der søndage, hvor jeg ikke kan være med til gudstjenesten i vores menighed. Så er det godt, at min mand er der. Han hjælper mig meget. Vi har den samme vision om, at vores menighed må blive til velsignelse - ikke kun for filippinere men også for Danmark og danskerne.

BMF