Jeg var flygtningebarn

Interview med formanden for den finske kirke i Danmark

Hendes familie var blandt de 500.000 finske krigsflygtninge, der under Anden Verdenskrig kom til Finland fra Karelen i det nuværende Rusland på flugt for den fremrykkende sovjetiske hær. I Finland blev flygtningene indkvarteret i kirker, skoler, forsamlingshuse og hos private familier. På nær en skænk og et spisebord mistede Marja Silvonen-Hansens familie alt og måtte starte livet forfra.

Marja Silvonen-Hansen var syv måneder gammel, da hendes familie i 1944 flygtede til Finland fra byen Enso, der i dag ligger i Rusland. Heller ikke dengang var flygtninge lige velkomne alle steder. Den 65-årige finske sygeplejerske, der i dag bor i Skælskør, fortæller, at selv om der fra finsk side blev gjort meget for at tage hånd om de mange flygtninge, der væltede ind over grænsen, fik de ikke altid en varm velkomst.
     - Vores familie blev sendt over til vestkysten, hvor vi blev indkvarteret hos en finsk familie. Jeg har siden fået fortalt, at selv om vi kunne sproget og ikke så anderledes ud, var vi ikke altid velsete. Vi kom fra Karelen og talte en anden dialekt. De fleste af os havde ingenting. Det stillede store krav til lokalbefolkningen om at hjælpe. Dengang var der ingen offentlig flygtningehjælp.
     Senere fik mange flygtninge dog tildelt jordlodder af staten, så de efterhånden kunne klare sig selv. Men der var stadig brug for hjælp fra private. Marja Silvonen-Hansen fortæller, at større familier fik tildelt en gudmor i Sverige.
     - I en årrække sendte vores gudmor pakker med tøj, tæpper og lidt slik til jul. Det var en stor hjælp. Mange år senere besøgte min søster og jeg hende. Hun var en velstående enlig kvinde, der boede i et stort rødt træhus.

Flugten

Marja Silvonen-Hansen har boet i Danmark siden 1977. Hun er dansk gift og i dag pensioneret fra en stilling som områdeleder i hjemmeplejen. De sidste ti år har hun været formand for kirkerådet i den finske lutherske kirke i Danmark, der også er socialt samlingspunkt for de godt 3.600 finner i Danmark, hvoraf en del som hun selv voksede op med minder fra krigsårene. Hun husker stadig, hvordan hun som barn blev skrækslagen, når hun hørte lyden af en flyvemaskine.
     - Flyvemaskiner var noget ondt. Og når soldaterne marcherede på landevejen, reagerede jeg meget voldsomt. Jeg blev virkelig bange.
     - Med til min egen historie høre, at mine forældre faktisk flygtede to gange. Første gang var under Vinterkrigen i 1939, inden jeg blev født. Dengang blev vores hus brændt ned af den sovjetiske hær. Efter freden vendte mine forældre tilbage og genopbyggede huset. Men under Fortsættelseskrigen måtte min mor flygte alene med os seks børn, mens min far blev tilbage. Jeg har siden fået fortalt, at under flugten kom fire af mine søskende bort fra min mor, min ældste bror og mig. Der var jo voldsom trængsel, for alle skulle bare ud. Senere fandt min mor dem igen i den by, hvor vi blev sejlet hen.
     Familien blev siden genforenet og flyttede tilbage til den finske del af Karelen nær den russiske grænse. Her fik faren arbejde på en papirfabrik og bolig på fabriksområdet.
     - Vores familie kom helskindet gennem krigsårene. Kun min fars bror døde i krigen. Men mine forældre måtte bygge alt op igen. Vi boede ni mennesker i en lille lejlighed, men vi gik aldrig sultne i seng. I vores område havde mange samme baggrund, og familierne var gode til at hjælpe hinanden.

Eftervirkninger

At barndommens flugtoplevelser havde påvirket hende mere, end hun selv var klar over, opdagede hun senere som voksen.
- Som sygeplejeelev reagerede jeg voldsomt på mødet med nogle unge kvinder med psykoser. Jeg havde aldrig oplevet så stærk en angst hos mig selv. Min angst var eftervirkninger af de oplevelser, jeg havde haft som spæd, hvor jeg havde suget min mors angst til mig. Da jeg fik snakket det igennem, forsvandt angsten. Jeg var heldig, at jeg fik det bearbejdet tidligt.
- Min egen baggrund har givet mig forståelse for mange ting. I mit arbejde som sygeplejerske har jeg mødt mange flygtningebørn, der har oplevet grimme ting, men som ikke kommer ud med det. Forældrene kan jo sjældent hjælpe dem. De er selv i krise og forstår ikke altid barnets reaktioner. Men på et senere tidspunkt oplever børnene noget, der ligner det, de bærer med sig indeni, og så kan de reagere meget voldsomt, forklarer Marja Silvonen-Hansen, der var med til at tage imod blandt andet de vietnamesiske bådflygtninge, der kom til Danmark.

Korleder

I Danmark har Marja Silvonen-Hansen været en af hovedkræfterne bag den finske menighed, der netop har fejret 20-års jubilæum.
     - I vores familie har troen altid hørt med i vores liv. Hjemme læste vi aftenbøn hver dag. Det gør jeg stadig. Da jeg var barn, var det ikke så tit, vi kom i kirke. Der var langt til en kirke, og vi havde hverken bil eller cykler. Men hver søndag sad vi ved radioen hele familien og lyttede til gudstjenesten. Det var en fast tradition. At få lov at komme i kirke var noget helt stort.
      - Kirken står stadig mit hjerte nær. Derfor bruger jeg megen tid på frivilligt arbejde i den finske kirke. Jeg kan jo se, at det betyder noget for mange. Jo ældre man bliver, jo vigtigere bliver det med gudstjenester på ens eget sprog. Det man har lært som barn hænger ved.
     Hver tirsdag tager hun fra hjemmet i Skælskør ind til København for at lede det finske kirkekor.
     - Finner synger under alle livets forhold. Det er noget af det, jeg har med mig. På den måde udtrykker vi vores glæde, sorg, fortvivlelse og alt det andet, der hører menneskelivet til.
     - Som finne føler jeg mig ikke anderledes i Danmark. Men jeg kan aldrig blive dansk. Det er vigtigt for mig at holde nogle af de traditioner vedlige, som jeg er vokset op med. Når man bor i et andet land, bliver man mere bevidst om, hvem man selv er.

BMF

Den finske menighed i Danmark blev oprettet i 1989 og holder gudstjeneste hver anden måned i Garnisons Kirke i København. Menigheden betjenes af en finsk luthersk præst, der bor i Sverige. Ud over gudstjenester arrangerer menigheden blandt andet en årlig julebasar.