Mens vold,
kidnapninger og antallet af selvmordsbomber tager til i Iraks hovedstad Bagdad
og andre dele af landet, får irakiske asylansøgere i Danmark afslag og
opfordres til at rejse hjem. Tør de ikke skrive under på, at de vil rejse
frivilligt, fratages de kost-, tøj- og lommepenge og overflyttes til et såkaldt
udsendelsescenter på Sjælland. Blandt irakerne i Sandholmlejren ved Blovstrød
har nogle ventet i fem år. En del af de udviste er kristne, der ikke kun
frygter den generelle lovløshed i Irak. De frygter også for deres liv på grund
af deres kristne tro.
Hvordan beviser
man, at man tilhører et særlig udsat mindretal, når man kommer fra et land, der
siden november har været erklæret i undtagelsestilstand, og hvor daglige
bombeangreb de seneste to uger har kostet mindst 400 civile livet? Når kristne
irakiske asylansøgere henviser til bombeangreb mod kirker og kidnapninger,
ildspåsættelser, trusler og chikane mod kristne, får de at vide, at de kristne
ikke er mere udsatte end andre irakere. Men det svar stemmer ikke overens med
den virkelighed, som familie og venner i Irak beretter om - eller det billede
af de kristnes situation, som tegnes af udenlandske iagttagere.
Mellem
håb og håbløshed
- Kan kirken i
Danmark ikke hjælpe os, spørger en midaldrende kvinde med et spinkelt håb i
stemmen.
De svæver mellem håb og håbløshed - de
irakiske familier, der denne eftermiddag sidder tæt på sengene i Entesars stue
i en nybygget træbarak bag Sandholmlejrens gamle gule kasernebygninger.
Barakken har de seneste syv måneder været den 38-årige irakiske kvindes hjem.
Hun serverer te med dampende varm mælk og byder figner, nødder og chokoladekiks
rundt.
Officielt er Irak-krigen slut og landets
første demokratisk valgte regering taget i ed. Men situationen i Irak er
fortsat så ustabil, at kun få af de omkring 900 irakere i Danmark, der har fået
endeligt afslag på asyl, tør skrive under på, at de vil rejse tilbage
frivilligt - og de irakiske myndigheder siger foreløbig nej til at modtage
tvangshjemsendte flygtninge.
- Danskerne siger, at vi skal rejse
tilbage og være med til at genopbygge vores land. Men hvordan kan vi vende
tilbage? I Irak bliver vi betragtet som Bush' venner - men vil Bush beskytte
os? Fordi vi har den samme religion, betragter muslimske ekstremister det som
legitimt at hævne sig på de kristne i Irak, siger en ældre mand, der flygtede
til Danmark for fem år siden. I sidste uge blev han og hans kone overflyttet
til Sandholmlejren fra et asylcenter i Nordjylland. Med flytningen forsøger
myndighederne at få den hvidhårede iraker til at skrive under på, at han
frivilligt vil rejse hjem. Men han nægter at underskrive.
- Jeg er 74 år. Vi har ingen familie tilbage
i Irak. Vi har ingenting. Uden nogen til at beskytte os har vi ingen mulighed
for at klare os i Irak, siger han og ryster på hovedet.
Støtter hinanden
En efter en fortæller irakerne deres historie. De forsøger
at støtte hinanden og holde modet oppe. Men det er svært, efterhånden som håbet
om en fremtid i Danmark svinder ind.
Entesar er enlig mor til tre børn. En
15-årig søn lider af epilepsi, og en 6-årig søn får psykologhjælp. Inden
Entesar blev sendt tilbage til Sandholmlejren, boede hun tre år på fire
forskellige asylcentre på Sjælland og i Jylland - senest i Ebeltoft. Hvor
hendes mand er, og om han stadig er i live, ved hun ikke.
- Min mand havde en forretning, hvor han
solgte alkohol. I Irak er det forbudt for muslimer at drikke alkohol, men ikke
for kristne. En dag var der nogle, der satte ild til min families hus og dræbte
min bror. Siden vi mistede vores hus, har mine forældre boet hos en anden
familie. Min mor er meget syg. Min far er aldrig kommet over tabet af min bror
og kan ingenting længere. Danskerne siger, at jeg skal rejse tilbage til Irak.
Men jeg har ingen mand til at beskytte mig. Hvor skal vi bo? Hvad med børnene?
I Irak er det umuligt at få medicin til min søn. Her i Danmark har jeg en
svoger, en fætter og en tante, der har fået asyl. I Irak har jeg kun mine gamle
forældre. De kan ikke hjælpe mig, siger hun.
Et par gange om måneden tager Entesar i
kirke med børnene, når folkekirker i Hovedstadsområdet sender en kirkebus til
Sandholmlejren.
- Jeg går i kirke for at bede. Danskerne
siger, at jeg skal være en stærk kvinde, fordi jeg er alene med børnene. Men
jeg er meget træt. Gud er den eneste, der kan hjælpe mig og mine børn. Gud
forstår mig.
Ingen
beskyttelse
Mens Entesar
fortæller, rapporterer den arabiske satelitkanal Al Arabia om det seneste bombeangreb i Bagdad, der dræbte 15 og
sårede 150 - de fleste civile irakere. I går blev 27 dræbt. Den sorte røg fra
bombesprængningen bølger hen over fjernsynsskærmen, mens irakerne ser til i
tavshed. De kommer alle fra Bagdad. De fleste tilhører den kaldæiske kirke, der
er det største kirkesamfund i Irak. En enkelt er ortodoks kristen, og en er
medlem af en protestantisk kirke.
De fortæller samstemmende om de irakiske
myndigheders manglende evne til at beskytte det kristne mindretal, om kirker
som mål for koordinerede bombeangreb og om religiøse fanatikere, der truer
kristne mænd til at lade skægget vokse og kristne kvinder til at gå med slør,
og som maler kors på de kristnes huse og over højttalere opfordrer dem til at
forlade Irak. Alle ved de om kidnapninger og drab på kristne, der aldrig er
blevet opklaret.
Kidnappet
Helda er 39 år
og mor til tre børn på 14, 10 og 7 år. Hun kom til Danmark alene med børnene i
december 2003 efter Saddam Husseins fald. Hendes forældre, en søster og en bror
fik asyl i Danmark for flere år siden og bor i dag i Århus, hvor de er
medlemmer af den kaldæiske menighed.
- Vi er en kristen familie. I Irak
arbejdede min mand som skrædder, og jeg passede vores hus og børnene. En dag
blev min mand kidnappet af terrorister. Jeg vidste ikke, om jeg nogen sinde
ville se ham igen. Vi betalte mange penge. Min mand slap fri og kom senere til
Danmark, fortæller hun.
Også 28-årige Nahreen har forældre i
Danmark. De fik asyl i 1998 og bor i dag i Jelling. Nahreen kom til Danmark for
halvandet år siden sammen med sin mand og familiens ældste barn. Den yngste
datter er født i Danmark.
- Vi havde problemer med en nabo. Da
naboen blev dræbt, sagde de, at min mand havde dræbt ham, og truede med at
dræbe os. Vi havde ingen familie til at beskytte os. Ingen turde hjælpe os -
heller ikke kirken. Er der heller ingen i Danmark, der vil hjælpe os, spørger
Nahreen og lægger armen om den etårige datter.
Genbrugscenter
Siden Shama og
hendes mand kom til Danmark for fem år siden, er de blevet flyttet fra
asylcenter til asylcenter syv gange.
- Sandholm, Avnstrup, Hjallelse, Galten,
Ebeltoft, Avnstrup, Sandholm. Jeg er meget træt, siger Shama, en 55-årig kvinde
med kortklippet rødbrunt hår og et guldkors om halsen.
- Vi er ikke unge. I vores alder forlader
man ikke sit land, hvis man ikke har problemer. Selv om danskerne siger, at vi
skal bo her i Sandholmlejren på et lille værelse uden penge, er det meget,
meget bedre end i Irak.
Som afvist asylansøger har Shama ikke
længere ret til undervisning og aktivering. I stedet arbejder hun frivilligt i
Sandholmlejrens genbrugscenter.
- Jeg kan ikke sidde på vores værelse hele
dagen og tænke. Jeg må ud og gøre nytte. Jeg har været aktiv, siden jeg kom til
Danmark. Der må fortsat være noget, jeg kan gøre, siger Shama.
Bange
for fremtiden
Noor er
tidligere engelsklærer og kom til Danmark i marts 2002 sammen med sin mand
Khalid, der er ingeniør og først i halvfjerdserne. Parrets eneste søn bor i et
østeuropæisk land.
- De sidste tre år har vi boet på et lille
værelse på asylcentret i Hanstholm. Om søndagen gik vi hen i Hansted Kirke. Vi
forstod ikke så meget, for det var jo på dansk, men præsten gav os Fadervor og
Trosbekendelsen på engelsk. Han og hans kone var meget venlige mod os. Der var
ikke så mange mennesker i kirken. Kun 8-10 personer, hvis der ikke var noget
særligt. Det var lidt mærkeligt. I Bagdad var vores kirke altid fuld.
Fremtiden tør hun ikke tænke på.
- Vi er meget bange. Men vi håber stadig,
at vi får lov at blive i Danmark. Min mand er gammel. Han har mange smerter og
er meget nervøs. Han kan slet ikke klare at rejse tilbage.