Hvorfor afslaget blev omgjort ved
de stadig ikke. At familien tilhører lraks trængte kristne mindretal er ikke
hele forklaringen. Næppe heller at den generelle situation i Irak ikke er
mærkbart forbedret fem år efter Saddam Husseins fald. Ganske vist var den
kendte kaldæiske biskop fra Nordirak, der tidligere på året blev bortført og
dræbt, Zinas mors fætter. Men han var langt fra den første kristne præst. der betalte med livet i det voldshærgede land. Og Salam
Mansour og Zina Rassams historie er stadig den samme, som da de først kom til
Danmark - Salam tilbage i 2000, da familien blev udsat for pengeafpresning og
dødstrusler og flygtede til Jordan, og Zina i 2005 efter fem år illegalt i
Jordan og tre måneder tilbage i Bagdad, hvor muslimske ekstremister truede med
at kidnappe datteren.
- Vi er meget glade og taknemmelige for,
at vi nu har en fremtid i Danmark. Men vi har svært ved at forstå, hvorfor vi
skulle vente så længe, siger Salam Mansour, der om få uger fylder 50.
- Otte år er meget lang tid, når man er
midt i livet. Jeg har tabt mine bedste år. Da jeg kom i november 2000, var jeg
fuld af håb om at starte et nyt liv. Jeg regnede med at få opholdstilladelse
efter nogle måneder. Så ville jeg finde et arbejde, så jeg kunne forsørge min
familie. Det var meget hårdt at se, hvordan andre irakere, der kom sammen med
mig, fik asyl og begyndte at arbejde. I dag er nogle af dem danske
statsborgere.
Adskilt i fem år
Den lange ventetid i uvished har
mærket Salam. Trætheden ligger lige under overfladen, blodtrykket er for højt
og synet nedsat. Han har svært ved at koncentrere sig om at læse. I Danmark har
han ikke måttet arbejde og kan dårligt huske, hvordan det er at leve en normalt liv.
- Det værste var de år, vi var adskilt som
familie. Efter fem år kendte min datter mig ikke længere og skulle lære, at jeg
var hendes far. Da jeg efterlod min kone i Jordan med vores datter, var hun
endnu ikke fyldt to år. Vi havde kun penge til, at jeg kunne rejse videre, men
vi regnede med, at de snart kunne følge efter. Men der gik et år og otte
måneder, før jeg fik
svar på min ansøgning om asyl - og det var afslag. Efter yderligere
to år fik jeg afslag i Flygtningenævnet og besked på at rejse tilbage til Irak.
- Rejs hjem, sagde
politiet. Det samme igen og igen i fire år. Hvis du ikke rejser frivilligt, vil
vi tvinge dig. - Jeg var meget nervøs og bange. At være uønsket er en meget
dårlig følelse.
Gemt i varebil
Når Salam ikke havde
opholdstilladelse, kunne Zina ikke få indrejsevisum til Danmark. I fem år
levede hun under jorden i Amman med hjælp fra en lokal kirke. At det alligevel
for tre år siden lykkedes hende at komme til Danmark med datteren, der nu var
syv år, er en historie for sig. I 2005 blev Zina udvist af Jordan med fem års
indrejseforbud og sendt tilbage til Irak. Men efter trusler mod datteren turde
hun ikke blive. Med hjælp fra familie i USA besluttede hun at rejse til
Danmark, hvor hun vidste, at Salam var. Men uden indrejsevisum var hun henvist
til menneskesmuglere. Rejsen op gennem Europa tog otte dage gemt bag i en
lukket og gloende hed varebil.
- Da jeg fik afslag, vendte angsten
tilbage. Jeg tænkte, at lige meget hvad kunne jeg bare ikke gøre det igen,
siger hun.
De første år i Danmark blev meget
anderledes, end Zina havde forestillet mig.
- Jeg tænkte, at Salam havde en lejlighed,
hvor vi kunne bo. Selv om vi havde talt sammen i telefonen, kunne han ikke
beskrive et asylcenter for mig. Meena havde svært ved at forstå, hvorfor vi
skulle bo i en lejr omgivet af pigtråd. Når jeg forklarede, at det var fordi vi
var flygtninge, blev hun ved med at spørge hvorfor. Til sidst sagde jeg, at det kunne jeg heller ikke
forstå. Men Sandholm var trods alt langt bedre end Jordan. Her var vi i
sikkerhed, og vi var sammen igen, siger Zina. Hun har en smittende latter, men
bag smilet fornemmer man også frustration.
- Jeg smiler, men jeg har også andre
ansigter. Indvendigt har jeg mange følelser. Men det er mine egne, siger
hun.
Venner i kirken
Kontakten med kirken og venner
uden for asylcentret hjalp Salam og Zina til ikke at give op.
- Jeg har altid været kristen, men mens
jeg var i Jorden, blev min tro stærkere. Jeg takker Gud for, at jeg i dag
kender ham bedre. De otte år har ikke været spildt. Gud ville mig noget i
Jordan.
- Da jeg kom til Sandholm, var det vigtigt
for mig at finde en kirke. Derfor blev jeg meget glad, da jeg fandt ud af, at
en kirke sendte en bus hver anden søndag. De to timer i kirken var ugens
bedste. I kirken bad de for os. Det betød utrolig meget. Gennem kirken fik vi
hurtigt danske venner. Nogle af de bedste øjeblikke var, når vi inviterede vores
venner på middag på vores værelse, eller de inviterede os. Så var det næsten,
som om vi levede et normalt liv. En kort tid kunne vi glemme vores problemer.
Vores venner hjalp os med at fortsætte livet. Vi kunne mærke, at deres hjerter
var med os.
Familien glædede sig også over den
opbakning, som alle de afviste irakere fik fra mange præster, kirkelige netværk
og almindelige danskere.
- Der blev skrevet artikler, lavet
interviews, høringer
og støttedemonstrationer. Vi vidste, at mange forsøgte at hjælpe
os. Selv om det ikke umiddelbart ændrede vores situation, hjalp det os inde i
os selv, siger Zina.
Nyt liv
Ved siden af andre jobs har Salam
haft egen restaurant i Bagdad og er en særdeles habil kok. I det lille køkken i Sandholmlejren blev der
i mange måneder kogt, stegt, bagt og lavet biryani, kubba og dolmer til
kirkefrokoster, konferencer og lysgudstjenester i blandt andet Københavns
Domkirke.
- Vi var glade for at kunne gøre noget for
kirken. På den måde kunne vi vise, hvem vi er. Kirken har hjulpet os meget. Vi
vil gerne give noget igen, siger Salam, der håber, at der fortsat vil være brug
for dem.
Om kort tid starter den irakiske familie
et nyt liv med egen bolig, sprogskole og en ny skole til datteren Meena, der
allerede taler flydende dansk og mest af alt glæder sig til at få sit eget
værelse.
- Det er som at skulle starte livet
forfra. Men heldigvis har vi allerede mange danske venner og et netværk i
kirken. Efter otte år er vores håb blevet til virkelighed. Danmark har sagt
velkommen til os.
BMF