Venskab er et
naturligt behov for alle mennesker og samtidig et stort privilegium. Mine
venner har mange farver og kommer fra mange lande og kulturer. De taler mange
forskellige sprog og har forskellige religioner. Venskab er en universel
virkelighed på tværs af tro og kultur. Vi behøver hinanden. Vi behøver venner.
Uden venner er livet ensomt. Venner giver os mod til at leve. Glæde er en
vidunderlig del af venskab.
En ven ser mit
inderste jeg -
det som meget få kender.
En ven lytter og
lader mig være mig selv.
En ven ser mine gode
sider, værdsætter mig
og
siger: ”Du er god nok.”
En ven er Guds gave,
når det bliver mørkt
omkring mig.
En ven hjælper mig se
mine begrænsninger
og indrømmer egne begrænsninger:
”Jeg kender det godt...”
En ven tilgiver mig,
når jeg har sagt eller gjort noget dumt,
og tør selv bede om
tilgivelse.
En ven giver
konstruktiv kritik –
men som en ven, ikke en dommer.
En ven ringer eller
banker på min dør -
også uanmeldt.
En ven har tid til en
kop kaffe
eller et måltid mad.
En ven giver mig
kvalitetstid
og sætter andre ting til side,
så vi kan være sammen.
En ven har tid til at
tale om personlige ting –
hvad der gør os glade
og hvad der får os til
at græde.
En ven røber ikke
mine hemmeligheder.
En ven kan græde og
le med mig,
for tillidsfulde tårer er smukke
og latter gøder vores venskab
når vi sammen fejrer
livet.
En ven er en
intellektuel samtalepartner
og udfordrer mig om politik, velfærd,
børneopdragelse, flygtninge,
krig og fred i verden.
En ven diskuterer og
reflekterer med mig
og tør være uenig,
for vi har tillid til
vores venskab.
En ven er en engel
sendt til mig fra Gud.
Elizabeth Padillo Olesen
Christiansfeld
Fra oplæg om venskab holdt på Tværkulturelt Centers
efterårskonference i København november 2007.
Se www.123hjemmeside.dk/Kunst-liv-tro