Venskab og vandreture

Cobra og Aase deler naturglæde og vandrelyst

En vandretur i Nordsverige lagde grunden til to århusianske kvinders venskab på tværs af kultur, sprog og livshistorie. Siden har de følt en særlig forbundethed - 49-årige Cobra Karimy, der er født i det nordlige Iran ved Det Kaspiske Hav, og 65-årige Aase Birk Nissen, der voksede op i den lille sjællandske stationsby Hørve mellem Holbæk og Kalundborg.

Fantastiske naturoplevelser og en fælles erfaring af, at noget kan være svært. Sådan beskriver Aase Birk Nissen det, der binder de to kvinder sammen i et anderledes og hudløst ærligt venskab, der startede for snart fire år siden. Da var Aase Birk Nissen netop flyttet til Århus efter at have mistet sin mand Steen, der døde af cancer efter et længere sygdomsforløb. I Gellerup Kirke gik hun med i en samtalegruppe for danske og udenlandske kvinder. Her mødte hun en tidligere iransk medicinstuderende, der var kommet til Danmark som flygtning i 1989 med to små børn og stærkt mærket af fængselsophold. Det var Cobra Karimy. De to kvinder fandt meget hurtigt hinanden.

- Cobra var åben og nem at få en virkelig god samtale med. Hun har mange interesser og snakker gerne om sit liv og sine børn. Hun ville også gerne høre om den sorg, jeg bar på. Hun forstod, at her var en smerte, fortæller Aase, der sidder Kobras hyggelige lyse lejlighed i Århus, hvor Cobra har dækket op med kaffe og solskinsgul passionsfrugtkage. I baggrunden lyder tonerne fra Pachebels Canon i D-dur. Aase ser over på Cobra:

- Jeg ved godt, at du har mistet langt mere end jeg - hele din baggrund og dit liv i Iran med familie og venner. Alligevel følte jeg en lighed mellem mig og dig og de andre kvinder i kirken, der også bar på noget, der var svært og tungt. Vi har det til fælles, at vi har mistet noget, der var dyrebart. Det var godt at være sammen med jer. Her var en fælles forståelse for, at midt i det svære skulle livet gå videre. Når man bliver alene, skal man lære at leve sit liv på en helt ny måde. Det er som at skulle integreres i en ny kultur.

Cobra nikker:

- Jeg følte mig også hurtigt tiltrukket af dig. Du er jo åben og ærlig. Uærlige mennesker kan jeg ikke holde ud! Jeg kan mærke det med det samme. I Iran var alle bange for alle - både under shahen og senere under præstestyret. Det sidder stadig i os. Men hos dig så jeg åbenhed, ærlighed og menneskelighed.

Forstår livshistorier

Det har nok overrasket dem begge, hvor godt de rent faktisk har til fælles på tværs af deres opvækst i meget forskellige miljøer og kulturer. Aase voksede op som den mellemste af tre søskende i et velhavende hjem med barnepige og en far, der var skofabrikant. Cobra er den næstyngste af ni søskende, der en stor del af tiden boede alene i familiens store hus inde i byen, mens deres mor arbejdede på landet. Cobra beskriver moren, der var analfabet, som en meget stærk og fremsynet kvinde, der insisterede på, at børnene skulle have en uddannelse inde i byen, mens hun selv passede familiens rismarker og frugtplantager. Som barn var Aase den udadvendte igangsætter, der havde mange veninder og legede pigelege, mens Cobra var en alvorlig pige, kortklippet og i drengeskjorte, der legede drengelege og fik sine første veninder i gymnasiet. De tilhører begge den første generation i deres familie, der fik en studentereksamen. Begge har boet i andre lande - Aase seks år i Afrika og Cobra 18 år i Danmark. De har begge voksne børn og har begge mistet deres mænd gennem dødsfald eller skilsmisse.

Vandretur

I hverdagen er mange fælles interesser med til at give næring til deres venskab - heriblandt naturglæde og vandrelyst. Cobra fortæller om en vandretur i de svenske fjelde for nogle år siden, der for dem begge blev en stærk oplevelse, der bragte dem tættere sammen.

- Aase fortalte, at hun skulle på vandretur i Sverige med nogle veninder, og så spurgte hun, om jeg ville med. At gå oppe i bjergene - det var min største drøm. Jeg har altid haft et helt specielt forhold til natur og blomster. Naturen snakker med mig og fylder mig med glæde. Så jeg ville meget gerne med, fortæller Cobra. Aase fortsætter:

- Der er noget meget frigørende i at smide dagligdagen og bare vandre. Det er både naturoplevelsen og det, at man kommer så tæt ind på hinanden. En dag stillede Cobra sig pludselig op på en sten og begyndte at synge på farsi. Solen skinnede over søen og bjergene. Det var helt fantastisk. Jeg blev så grebet, at jeg begyndte at hulke. Bagefter fortæller Cobra, at sangen var til mig og handlede om en, der havde mistet sin kære.

Kæmpende tro

På pilgrimsvandringer snakker de ofte om tro. Cobra er vokset op i et muslimsk hjem men opfatter ikke sig selv som religiøs. Hun tror på Gud, men hun har mange spørgsmål, som Aase med sin kristne tro godt forstår.

- Du er meget rationalistisk i din tankegang og har det svært med alt det, der sker ude verden - krig og nød og elendighed. Hvorfor tillader Gud ondskab? Det spørgsmål får jeg aldrig besvaret, men jeg kan fastholde Guds kærlighed, fordi han gav sin søn. Jeg er ligesom holdt op med at kæmpe med det. Du kæmper stadig.

I dag er Aase folkepensionist, og Cobra får førtidspension, da hun stadig er mærket af fortiden og flere ophold i iranske fængsler. Men selv om der kan gå uger og også måneder imellem, at de to kvinder ses, lever de fortsat med i hinandens glæder og sorger. Til sommer håber de på endnu en vandretur sammen, fortæller Aase.

- Det glæder jeg mig allerede til. For Cobra har også en pragtfuld humor, som jeg nyder. Når vi er sammen, tænker jeg sjældent på, at du er fra Iran - eller på aldersforskellen mellem os. Og så er du vild med min hund - og der vandt du mit hjerte!

BMF