Efter alt hvad vi har oplevet er det vigtigste fred,
tryghed og sikkerhed, og at jeg kan være sammen med min mand, mine børn og min
mor her i Danmark. Min mor har boet hos os siden 1995. Hun er en velsignelse
for os.
Som assyrer tilhører jeg et folk, der i generationer har
oplevet krige og massakre. Min mor husker svagt, at hendes bedstemor flygtede
med hende på armen under en massakre på deres landsby i 1933. De seneste
måneder er mange kristne blevet dræbt i Nordirak og 3.000 assyriske familier
tvunget på flugt.
Selv havde jeg
et godt liv Irak før krigen mod Iran i 1980. Jeg kommer fra en stor familie,
hvor der var masser af kærlighed. Vi havde en høj levestandard og manglede ikke
noget. Om søndagen gik vi i kirke, og familie, venner og naboer besøgte
hinanden spontant. Det var ikke som i Danmark, hvor man skal skrive alt i kalender. Min far døde tidligt, men min mor
sørgede for, at mine syv søskende og jeg fik gode uddannelser. Jeg husker det
som en tid med megen glæde. Men da krigen kom, blev alt anderledes. Hverdagen
blev fuld af angst. Der faldt bomber. Fra at leve et normalt liv handlede det
nu om at overleve fra dag til dag.
For nylig
spurgte jeg min mor, hvad et godt liv er for hende. Hun er 77 og voksede op i
en assyrisk landsby i Nordirak, hvor hun blev gift som 13-årig. Hun har aldrig
gået i skole og kan hverken læse eller skrive. Hun har arbejdet hårdt hele
livet. I dag har hun mange smerter i ryggen og går med rollator. Men hun klager
ikke. Min mor har en stærk tro på Gud. Hun er taknemmelig for, at hun bor i et
trygt og roligt land, og at hendes familie er omkring hende. Hun har altid
accepteret sit liv, som det var. Sådan var en kvindes liv dengang. Hver søndag
tog hun os med i kirke og lærte os at sige tak. Vi har fået vores tro på Gud
fra hende.
Min familie er det vigtigste, jeg har. I dag er mine
søskende spredt ud over verden i Sverige, USA, Australien og Danmark. Der er
stor geografisk afstand mellem os, men det vigtigste er, at der ikke er krig
der, hvor de bor. Jeg har mange fætre og kusiner i Irak. Vi ved ikke, hvad der
sker med dem.
Livet har lært mig, at man skal kæmpe. Da vi flygtede,
havde jeg kun min tro tilbage og håbet om, at det en dag måtte blive bedre. Jeg
bad til Gud hver dag. Det gav mig styrke til at fortsætte. Det vigtigste for os
var at beskytte børnene og holde familien samlet. Jeg husker et tidspunkt, hvor
det var få sekunder fra at gå galt. Vi skulle smugles gennem et bjergområde.
Det var mørkt og meget farligt. Der var ikke nogen rigtig vej. Jeg tænkte: Kan
jeg klare det? Jeg råbte til Gud om at hjælpe mig. Bagefter ved jeg ikke,
hvordan jeg fik styrke. Men jeg klarede det. Jeg siger somme tider til mine
børn, at de skal huske at være taknemmelige og takke Gud. Når de er stressede,
siger jeg: Tro på Gud. Tro på jer selv. I kan klare det. Vi har oplevet mange
dårlige ting, men vi fik hjælp.
Uretfærdighed i verden. Min mand siger, at sådan er verden.
Det er politik. Men det gør mig vred og ked af det, når jeg hører, at præster
bliver slået ihjel og kirker bombet i Irak. Hvorfor gør de det? Hvorfor er der
krig og ødelæggelse?
Når vi har det godt med hinanden. Når mine børn er glade
for deres liv. Jeg bliver også glad, når jeg går i kirke til vores assyriske
gudstjenester, og når vi samles med de andre assyrere her i Århus.
Et godt liv handler om at være glad og
tilfreds med det, man har. Det materielle betyder ikke ret meget. Da vi kom til
Danmark, startede vi helt forfra. Efter mange år i en lejlighed har vi nu købt
et stort hus, hvor der er god plads til os alle. Vi er taknemmelige for, at vi
har gode jobs, og at vores børn kan få gode uddannelser. Det er også vigtigt
for mig at give min kristne tro videre til mine børn. De skal vide noget om
kristendommen. De skal også kende vores assyriske sprog, kultur og traditioner,
så de ved, hvem de er, og hvor de kommer fra. Når mine børn har det godt med
sig selv, er jeg glad.
Jeg kan ikke ønske mere for mig selv. Kun at der snart
bliver fred i mit land. Hver dag tænker vi meget på vores familie og de
kristne, der er tilbage i Irak.
BMF