Teologen og imamen
De kan blive enige om ganske meget. Men når samtalen bevæger sig ind på kernen i
kristendommen og islam - om Jesus er Guds Søn og Muhammed Guds profet, ved de,
at de ikke bliver enige.
- Så er vi
enige om, at vi er uenige! Men vi kan stadig være venner. For faktisk ligner vi
hinanden temmelig meget. Vi er begge engageret i vores tro og vil gerne
fortælle andre, hvad vi tror, siger de samstemmende - Daniel Ettrup Larsen,
teolog og tværkulturel konsulent i Indre Mission, og Mustafa Øztoprak, der
læser arabisk sprog og islamisk kultur ved Århus Universitet og det sidste år
har fungeret som imam ved en af byens tyrkiske moskéer. De er også enige om, at
venskab handler om andet og mere end religionsdialog, og at de efter en
teologisk diskussion trænger til at gøre noget helt andet sammen.
For 33-årige Daniel
Ettrup Larsen er det første gang, at han kan kalde en jævnaldrende
praktiserende muslim en ven. Men interessen for islam er ikke ny. På
teologistudiet skrev han emneopgave om Jesus i Koranen.
- Jeg ville gerne vide mere om, hvad
muslimer tænker. Det er godt at sætte sig ind i, hvad andre mennesker tror. Men
at arbejde teoretisk med islam er noget andet end at møde muslimer. Det mest
spændende er selve mødet med et andet menneske. Det er det, der flytter noget,
siger han, mens han skænker te og serverer hjemmebagt æblekage for Mustafa.
- Dengang var første gang, jeg fik kontakt
med et miljø, hvor der var danskere, der praktiserede deres tro, fortæller
Mustafa, der efter udstillingen kom med i en lokal kristen/muslimsk
dialoggruppe.
- Det er godt, at muslimer og kristne
laver noget sammen. Udstillinger er en meget god ting, for her kan vi vise
vores tro og besvare spørgsmål. Mange ved ikke, hvordan der ser ud i en moské
eller en kirke, hvad tingene betyder, hvad en imam og en præst laver, hvordan
muslimer og kristne beder, og så videre. Der kom rigtig mange - både
folkeskoleklasser og elever fra kristne og muslimske friskoler, fortæller
Mustafa. Daniel supplerer:
- Jeg havde ikke prøvet at samarbejde med muslimer
før. Men det fungerede rigtig godt. På udstillingen spurgte jeg Mustafa, om vi
kunne mødes igen, for jeg ville gerne finde ud af, om det, jeg havde skrevet i
min emneopgave om Jesus i Koranen, nu også holdt. Så vi mødtes nogle gange hos
Mustafa, og jeg stillede ham en masse spørgsmål. Det er vigtigt for mig ikke at
misfortolke Koranen i min egen retning men at spørge, hvordan muslimer selv
fortolker Koranen, og så sammenholde det med mine egne synspunkter. Så mødes
man på et reelt grundlag.
- Mustafa og jeg kan blive enige om mange
beskrivelser af Jesus - at han er Guds Ånd, Guds tjener og Guds Ord. Men når vi
dykker ned i, hvad vi forstår ved titlerne, dukker forskellene op. Den største
forskel er, om Jesus døde, og om han var Guds Søn. Der er vi ikke enige.
Mustafa nikker og tilføjer med et skævt
smil:
- Kristne tror
jo også forskelligt. Var Jesus sand Gud, sandt menneske eller begge dele?
Hvilken rolle har jomfru Maria? I nogle kirker beder de kristne til hende
ligesom til Jesus.
Som de sidder
afslappet i sofaen og fortæller om deres liv, bliver det klart, at Daniel og
Mustafa har megen fælles bagage. Begge kommer fra troende familier. De voksede
op på landet - Daniel på Koldingegnen sammen med to søstre, og Mustafa i
Sivas-provinsen i det centrale Anatolien som den næstyngste i en søskendeflok
på syv. Begge drenge mistede tidligt den ene af forældrene. Da Daniel var 12
år, flyttede han til Århusforstaden Brabrand, hvor faren fik arbejde som
kordegn. Da Mustafa var 12 år, giftede hans mor sig med en tyrkisk enkemand i
Odder og rejste til Danmark med de yngste børn. Efter 10. klasse kom Mustafa i
lære som tømrer, mens Daniel startede på en landbrugsuddannelse, men begge
fandt efter nogle år ud af, at de ville læse videre. Fritiden bruges på
foreningsarbejde - Daniel i kirken og Indre Mission, og Mustafa i moskéen og
den tyrkiske kulturforening i Åbyhøj. De er begge gift og familiefædre. Mustafa
og Rukiye har en søn på halvandet år, og Daniel og Vibeke venter nummer tre til
marts. Mustafa reflekterer:
- Vores tro har meget at gøre med
omstændighederne omkring vores opvækst. Jeg er født som muslim. Daniel er født
som kristen. Måske er vi kommet tættere på hinanden, fordi Daniel har en
teologisk uddannelse og har læst lidt om islam. Jeg har også læst Bibelen på
tyrkisk, men jeg kan ikke huske det hele. Nu læser jeg Bibelen på dansk, når
der er noget, jeg vil finde ud af. Den interesse kommer fra, at jeg gerne vil
lære Daniels tro bedre at kende. Som muslim ville jeg ønske, at alle mennesker
i denne verden blev ført tilbage til Guds vej og profetens vej. Det er den vej,
jeg har valgt at følge. Men i religionen er der ikke tvang. Som muslim
respekterer jeg alle mennesker uanset tro, sprog og hudfarve.
For dem begge er
troen en integreret del af deres hverdag. Daniel fortæller, at han læser i
Bibelen hver dag. Familien synger bordvers og beder Fadervor med børnene, når
de skal i seng, og om søndagen går de så vidt muligt i kirke.
- Jeg arbejder også med Bibelen, når jeg
skal holde møder, men den personlige del er vigtig, for at den mere
professionelle del kan fungere. Jeg må selv have et forhold til Jesus. Det
bedste ved at være kristen er, at jeg kan leve med den tryghed, at jeg er Guds
barn, fordi Jesus har genoprettet mit forhold til Gud.
Mustafa taler om bønnen og fasten.
- Som muslim beder jeg fem gange om dagen
- enten hjemme eller i moskéen. I Ramadanen faster vi. Når vi bryder fasten om
aftenen, spiser vi sammen. Der er meget fællesskab i Ramadanen. En aften
inviterede jeg Daniel ud i vores tyrkiske kulturforening, hvor vi spiste sammen
og forklarede om Ramadanen med musik og powerpoint.
- For mig er det bedste ved at være
muslim, at jeg som troende på Gud og hans sendebud ikke kun er her for mig
selv. Profeten siger, at den bedste af jer er den, der har gode relationer til
andre mennesker. At være muslim handler om at leve sådan, at man er til gavn
for andre. Som muslim håber jeg jo, at Allah vil acceptere mig og tilgive mig,
forklarer Mustafa.
De har begge erfaret,
at når man går ind i dialog, risikerer man, at fordommene falder.
- Når man begynder at snakke sammen,
opdager man, at ikke alle muslimer og kristne er ens. Jeg håber, at jeg ved at
fortælle, at jeg kender Mustafa personligt, kan være med til at give flere
kristne lyst til at skabe relationer på tværs, siger Daniel og understreger, at
dialog ikke kun handler om samtaler om tro.
- Dialog er også hverdagsdialog og
samfundsdialog. Et fællesskab kan ikke bare bygge på, at man taler om åndelig spørgsmål. Det er vigtigt, at vi taler om
almindelige hverdagsting, og om hvad vi sammen kan gøre for at vores område
bliver et bedre sted at bo. Vi ved jo, at kristne og muslimer skal leve sammen
fremover.
Fornylig holdt Mustafa og Daniel seminar
om religionsdialog på Tværkulturelt Centers konference i København. Det var en
positiv oplevelse for Mustafa, selv om det foregik i en kirke:
- Jeg vil gerne fortælle om det budskab, jeg
har taget til mig, og besvare spørgsmål om min religion. Som muslim
repræsenterede jeg jo islam. Men jeg kom også for at lytte til hvad andre
mennesker havde at sige og lære noget.
Daniel ser anerkendende på Mustafa:
- Jeg synes, du klarede det flot. Hvis det
var mig, der kom ind til en forsamling tyrkiske muslimer, der måtte stille spørgsmål til mig om min
tro, ville jeg nok være lidt nervøs!