Veninderne

Suhaila bor i Akacieparken i Valby, hvor størsteparten af beboerne har anden etnisk baggrund end dansk. Her trives den turkmenske land- og skovbrugslærer godt, for mellem de blomstrende kirsebærtræer kommer man hinanden ved på tværs af kulturer og religioner.

Et stenkast fra Langgade Station, og man befinder sig i en anden verden. Det almennyttige boligområde Akacieparken består af knap 400 boliger opført i 1995 på et gammelt remiseområde ved Valby Langgade. Suhaila, en midaldrende turkmensk kvinde fra Kirkuk i det nordlige Irak, tager den besøgende med ind mellem de mange etageejendomme og lave rækkehuse, hvor 1.200 mennesker fra hele verden deler hverdag - en kosmopolitisk enklave midt i den pulserende bydel med gamle patriciervillaer, nedslidte boligkarréer, knejsende kirketårne, pakistansk moské, indvandrerbutikker og små grønne oaser.

Selvfølgelig er der problemer i Akacieparken ligesom alle andre steder, hvor mange mennesker med mange børn, krigstraumer og høj arbejdsløshed bor tæt sammen. Men beboerne er enige om, at Akacieparken skal være et rart sted at bo, siger Suhaila, der har boet her i snart 10 år. Hun går hjemmevant gennem arkader, stier og hen over gårdspladser med blomstrende træer og buske, mens hun smiler til legende børn og hilser på tre somaliske kvinder, der sidder i aftensolen og drikker te.

- Akacieparken er et godt område. Jeg har gode naboer - både danskere og kurdere, tyrkere, somaliere og bosniere. Her er også mange irakere. Jeg snakker meget med mine naboer og inviterer dem - både muslimer og kristne. Vi kender hinanden. Mange af os har haft de samme oplevelser. Vi forstår hinanden og kan støtte hinanden, når vi har det dårligt, fortæller Suhaila, der er fraskilt og alene med en 19-årig søn, der læser fysik ved Københavns Universitet.

Krigen

Selv kom hun til Danmark for 11 år siden med en universitetsuddannelse inden for landbrug og skovbrug og 18 års undervisningserfaring. I Danmark har hun arbejdet på et fritidshjem og undervist i matematik og arabisk på muslimske friskoler. Men for tre år siden blev hun syg med en alvorlig depression.

- Jeg kunne ikke koncentrere mig. Det var som om mine øjne ikke ville fokusere. Jeg kunne læse og ikke forstå, selv om det var mit eget sprog. Min læge siger, at jeg har oplevet for meget. I 1990 kom kurderne og tog vores by. Jeg var alene med min lille søn. Vi flygtede ud af byen. Der var lange bilkøer overalt. Alle ville ud. Så kom Saddams fly. De bombede bilerne. I sådan en situation er der ingenting, du kan gøre. Absolut ingenting.

- Vi flygtede op i bjergene. Vi gik i dagevis til den tyrkiske grænse. Vi var næsten seks måneder i en flygtningelejr. Det var koldt, og der var ikke telte til alle. I perioder havde vi ikke mad nok - måske fire kartofler til en hel dag. De kom med helikoptere og smed mad ned fra luften. Jeg tabte mange kilo. Mange blev syge og døde. Senere vendte vi tilbage til Kirkuk, hvor jeg arbejdede som lærer på et teknisk gymnasium. Jeg fik løn, men lønnen kunne ikke engang betale min transport. Vi solgte mange ting. Vores hjem blev meget tomt. Sådan er det, når der er krig.

Suhaila fortæller om andre fly og andre bomber, om gyngende huse, revnede lofter og naboens kælder, hvor de søgte beskyttelse.

- Jeg har set meget krig. Alt for meget. Når jeg sover, ser jeg stadig krigen. Jeg vågner med voldsom hovedpine. Så kan jeg ikke lave noget.

- Vi muslimer her i Danmark vil ikke mere krig. Vi vil bare leve langt borte fra krigen. Jeg håber, at Danmark altid vil være et stille land.

Kontakt med kirken

I Akacieparken er Suhaila med i en frivilliggruppe, der arrangerer forskellige aktiviteter. Her har hun fået en ældre dansk veninde, der kommer i den lokale kirke.

- Jeg inviterede Ingrid til te sammen med andre veninder. Det var meget hyggeligt. Siden har jeg ofte drukket te hos hende og hendes mand, og hun drikker te hos mig. Hun er en meget god veninde. Vi kan alle sammen meget godt lide hende.

Fra barndomsbyen Kirkuk er Suhaila vant til at have kristne veninder.

- Vi havde kristne naboer og skelnede ikke mellem muslimer og kristne. De kristne er gode og stille mennesker. Vi forstår hinanden godt. Vi gik i skole sammen og legede sammen. Derfor vil jeg gerne lave mad i kirken, når Ingrid spørger, om vi vil hjælpe til middage på tværs. Kirken er et godt sted at sidde og snakke. Der kommer mange danskere fra andre områder end Akacieparken, fortæller Suhaila, der ikke har problemer med at komme i kirken til særlige arrangementer, selv om hun er praktiserende muslim.

- Når vi snakker, siger jeg min mening, og de siger deres. Mange af os her fra Akacieparken vil gerne hjælpe i kirken, når der foregår noget særligt, fordi vi kender Ingrid. Hun har hjulpet os meget. Men vi er lidt generte, så vi kommer kun, når vi bliver inviteret!

I dag er Suhaila dansk statsborger og føler sig meget integreret.

- Jeg vil gerne besøge min søster og mine gamle forældre i Irak, men jeg bliver boende her i Danmark. Min søn er meget dansk. Det vigtigste for mig er at hjælpe ham, så han kan blive færdig med sine studier.