Prædiken ved åbningsgudstjeneste den 17. marts 2006
i forbindelse med Tværkulturelt Centers repræsentantskabsmøde og forårskonference

Biskop Steen Skovsgaard, Lolland-Falster Stift

Ikke et ord om islam!
Ikke et ord om Muhammed-tegningerne!
Som jeg sagde til Birthe Munck-Fairwood, da jeg læste programmet for denne multietniske forårskonference:
- Hvor er det dog egentlig befriende at se, at I i år har valgt et alment menneskeligt emne som sorg. Sorgens mange ansigter. Om eksil, sorg og livskriser.
Det er da også blevet et spændende program, som tegner godt.
Og apropos at tegne, så kunne man jo godt stille spørgsmålet: Kan man i grunden tegne sorgen? Og hvis man prøver, hvordan ville den da se ud?
Det spørgsmål fik forfatteren Poul Ørum stillet af en psykiater, som han opsøgte i forbindelse med sin kones død. Han var i tiden efter hendes pludselige dødsfald ved at gå til i sorg og gik nu i sin nød til en god ven, som var psykiater for at få hjælp. I bogen Ravnen mod aften skildrer Poul Ørum samtalen med psykiateren, som netop spørger ham:
- Kan du visualisere din sorg?
Og Poul Ørum svarer prompte : Ja.
Og så prøver han at beskrive sin sorg for psykiateren:
- Den er rund som en klode. Lidt større end en tennisbold. Med en skal som en grålådden strid, stikkende pels.
- Og indeni? spørger vennen ham.
- Sort mørke, et universmørke. Og i midten af mørket er der en død, skrumpen, larveagtig ting, vissen som en bælg. Sådan er det.
Så spørger psykiateren ham:
- Er der ikke en lille bitte ting inde i den skrumpne larve?
Og Poul Ørum undrer sig. Om der er en lille bitte ting inden i larven. Det har han alligevel ikke tænkt på; men efter et øjebliks betænkningstid siger han:
- Jo - den er ellipseformet, med spidse ender og den er olivengul. Det er der ikke noget der hedder. Det hedder olivengrøn. Men olivengul er den.
Her slutter så samtalen og Poul Ørum tager hjem igen.
Men på vej ind i toget slår det ham, hvad det var, der befandt sig inderst inde i den hårde sorgens frugt:
- Et livsfrø. Det gyldne hvedekorn, som må dø for at kunne blomstre og bære frugt.
For ham blev den erkendelse et vendepunkt i bearbejdningen af sorgen. Han opdagede nemlig, at der inde i mørket, dybt inde i sorgen, var en ny mulighed. Et livsfrø med løftet om forandring og nyt liv.
Hvis man kort skal sige, hvad kristendom er, og hvad der er det kristne håb og evangelium i denne verden, så er det forkyndelsen af og troen på, at der er tændt et lys i mørket. Troen på at vi aldrig er alene med eller i vort mørke eller i vor nød. Der er plantet et frø, der er tændt et lys, der er en ny mulighed midt i sorgen og smerten.
Som sådan er Jesu opstandelse et håbets lysglimt midt i verdens sorg og nød: "Se af øjets tåreflod morgensolen mildt opstod," skal vi synge om lidt - og på den måde her midt i fastetiden tage forskud på påskemorgen.
I Marias tårer spejler lyset sig. I smerten, ja selv i døden er der tændt et håb.
Det er det budskab, som siden den første påskemorgen har forandret verden. Ikke på den måde at verden er blevet ret meget anderledes. Tværtimod. Døden, sorgen og den meningsløse lidelse, adskillelsen og fortvivlelsen er her stadig.
Og i denne tid kan vi konstatere, at det endda er, som om den tager til. Med krige, terror, sult naturkatastrofer som vi dagligt hører om, så kan vi hurtigt blive enige om, at nøden i verden i hvert fald langt fra er forsvundet; men den er forvundet, sådan som vi også synger det i salmen: Et barn er født i Bethlehem. "Forvunden er nu al vor nød". Nøden er - i lyset af evangeliet - forvunden, overvundet, indefra.
Som et lille lys, der tændes i mørket, og som mørket ikke har nogen magt over.
Det er evangeliet i denne verden: Et håb og et lys vi skal værne om og glæde os over, ikke mindst når vi er trætte og tyngede af byrder, og når sorgen knuger os, og frygten truer med at opsluge os. Når vi står rådvilde og ikke ved hverken ud eller ind i en verden med terror, uro, nød og elendighed, så er det, at Jesus opfordrer os til at komme til ham. "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." "Lær af mig for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet."
Han er sagtmodig.
Jesus kom ikke for at fjerne al nød og elendighed i verden. Hvis det havde været hans mission, så måtte man også konstatere, at den ikke lykkedes ret godt; men hans opgave var en anden, nemlig den at sætte sig selv ind i al nød og elendighed. At tage bolig i denne verdens mørke.
Det betyder så til gengæld også, at vi nu kan finde ham der. Han er med andre ord til stede midt i vores sorg og smerte - som det forvandlende livsfrø. Som et lys der indefra overvinder mørket og som lover, at han endeligt en dag skal fortrænge alt mørke.
Det er det store håb, som vi har lov til at leve og dø i. Håbet om opstandelsen - om Paradiset - det evige liv - den nye himmel og den nye jord.
I et forsøg på at samle nogle tanker om udfordringen til de kristne i denne tid var vi et par biskopper, der sidste fredag skrev en kronik i Kristeligt Dagblad, og her skrev vi bl.a., at vi som kristne "lever under Jesu ord: "Mit rige er ikke af denne verden" (Joh. 18,36), og vi lever i et håb, som rækker ud over denne verden og dette liv.
Dette håb skal vi holde fast i, og det skal lyde ind i tiden til trøst og opmuntring. "Det gælder om at leve i evigheden, mens vi hører stueuret slå." Sådan har Søren Kierkegaard udtrykt det. I håbet om det kommende Gudsrige skal vi åbne alle vore sanser for denne verden, og virke til gavn og bedste for hinanden, dér hvor vi hver især lever og er sat. Jesus siger i Bjergprædikenen (Matt. 5): "I er verdens lys" - "I er jordens salt" - "Salige er de, som stifter fred." Jesus har store forventninger til sin menighed; Gudskelov at han har lovet at ville være med os alle dage indtil verdens ende.
Amen.