Man
skal kende sin historie
Engang
var 18-årige Sargina fra Århus asylbarn
Hendes bedsteforældre flygtede fra Irak til Syrien
under Anden Verdenskrig og kom senere til Libanon. Hendes forældre
flygtede fra den libanesiske borgerkrig og endte på et asylcenter i Jylland.
Her tilbragte Sargina Sliyo sin tidligste barndom, for forældrene fik først
afslag på deres ansøgning om asyl. Der gik et år og otte måneder, inden
familien endelig fik asyl og deres egen lejlighed i Århus. Da var Sargina knap
tre år.
Sargina har altid
vidst, at hun er født i Libanon, og at hendes familie for mange år siden måtte
flygte fra Irak, fordi de som kristne assyrere blev forfulgt. Men først for to
år siden fortalte hendes mor hende om flugten fra Libanon til Danmark, da
Sargina kun var et år gammel.
- Jeg bliver tit spurgt, hvor jeg kommer fra,
så jeg havde lyst til at vide noget mere om mig selv. Nu ved jeg, at vores
flugt tog ti måneder. Vi flygtede først til Cypern og derfra videre til Libyen,
Bulgarien og det tidligere Jugoslavien. I Jugoslavien kom mine forældre i
fængsel. Det har været rigtig hårdt for dem at flygte med et lille barn. Men de
ville ikke have, at jeg skulle vokse op med krig. Det er jeg bare så taknemmelig for. Her i Danmark har
jeg alle muligheder. I Libanon havde det været helt anderledes.
Når Sargina i dag hører om asylbørn, der
venter i årevis på asylcentre, tænker hun somme tider, at det kunne have været
hende og hendes forældre.
- Det er jo helt anderledes at komme til
Danmark nu end dengang. Hvis mine forældre var flygtet i dag, havde det bare
været hårdt.
I dag er Sargina 18
år. Hun går i 2. g på Langkær Gymnasium i Århus og er en glad, aktiv og
udadvendt pige, der klarer sig godt fagligt og altid har haft let ved at få
venner - både danskere og assyrere.
- Jeg er meget sammen med mine danske
venner. På gymnasiet har jeg musik på A-niveau og synger i et band, hvor jeg er
den eneste tosprogede. Når jeg er ude med mine venner, fortæller jeg altid mine
forældre, hvem jeg er sammen med, og hvornår jeg kommer hjem. Mine forældre har
fuld tillid til mig. Min far har faktisk sagt, at jeg gerne må drikke lidt for
at være social. Men jeg kan godt hygge mig med mine venner uden at drikke. Man
sparer også en masse penge. Og så vil jeg kunne huske, hvad jeg har lavet, og
hvem jeg har danset med!
- Nogle af mine assyriske venner mener, at
jeg har integreret
mig for meget. Men jeg glemmer jo ikke min egen kultur. Mine danske venner
respekterer mig, fordi de kan se, at jeg ved, hvem jeg er. Jeg er stolt af at
være assyrer og kristen. Folk tror, at med sort hår er jeg muslim. - Du må jo ikke spise svinekød,
siger de. Jo, jeg må! Jeg er assyrer og kristen! Så smiler de. Når muslimer
hører, at jeg er kristen, tror de, at jeg er konverteret. - Nej, jeg er
assyrer, og vi har altid været kristne! Det respekterer de helt.
Sargina er meget
bevidst om, at hun skal have en uddannelse - både for sin egen og for
forældrenes skyld, og så hun kan være rollemodel for sine to yngre søstre på 7
og 9 år.
- Mine forældre tog 9. klasse i Libanon,
men de fik aldrig en uddannelse dernede. Derfor er det enormt vigtigt for dem,
at jeg får en uddannelse. Her i Danmark har min far taget en uddannelse som
klejnsmed på teknisk skole. Jeg kan huske, hvordan han sad og læste, og at jeg
tænkte, at når han kan, så kan jeg også. Jeg vil gerne læse jura, så jeg måske
en dag kan blive statsadvokat. Jeg interesserer mig vildt meget for
samfundsfag. Jeg skal altid se nyheder. Jeg vil bare være opdateret.
Forældrenes forventninger har Sargina
aldrig oplevet som et pres. Tværtimod er hun glad for og også lidt stolt over,
at de interesserer sig for hendes skolegang.
- Det er der mange af mine venner, der
misunder mig. De fleste vil jo gerne have lidt opbakning hjemmefra. Da jeg i 5.
klasse havde problemer med at få lavet lektier, sagde min far: Nu sidder jeg
bare her hver dag i to timer og kigger på, mens du laver dine lektier. Hvad har
du for? Forklar mig det! - Han vidste jo, at når jeg forklarede det for ham,
forstod jeg det bedre selv. Det gav mig et puf. I dag fortæller jeg stadig min
far, hvad vi laver. Far, nu skal du lære om middelalderen! Jeg har et rigtig
godt forhold til min far og er bare stolt af, at han er min far.
- Når jeg en gang bliver mor, skal mine
børn kunne se op til mig. De skal have en mor, der har taget en uddannelse,
taler flydende dansk og kender systemet.
I dag er Sargina glad
for, at hendes forældre valgte at blive boende i Århus, hvor der er en
stor assyrisk menighed med egen præst og et omfattende børne- og
ungdomsarbejde.
- Fordi jeg er vokset op mellem både
assyrere og danskere, er jeg ikke rodløs. Jeg er jo assyrer og føler mig
hundrede procent som assyrer - men jeg er også hundrede procent dansk, for det
er jo her, jeg bor. Men fordi her er mange assyrere, har jeg fået en masse at
vide om vores historie. Da jeg var lille, gik jeg til assyriskundervisning hos
vores præst. Jeg kan stadig huske de historier, han fortalte. Mine forældre har
også fortalt en masse. Det assyriske folks historie er helt fantastisk. Jeg er
ret stolt over alle de ting, vi har opfundet. Det er bare synd, at vi nu er
spredt over hele verden. Mange synes, at det er lidt interessant, at det
assyriske sprog - det gamle aramæisk - er mit modersmål, og at vi faktisk taler
det derhjemme.
Som kristen assyrer
er Sargina vokset op med kirken og har også gået i juniorklub i den lokale
sognekirke.
- I den assyriske menighed har vi
gudstjeneste hver anden lørdag. Vi skulle
bare med i kirke! Om søndagen har vi vores egen klub, Kristelig Assyrisk Børne-
og Ungdomsforening, hvor vi er ca. 40. Jeg underviser jeg i assyrisk folkedans.
Jeg har selv danset, siden jeg var 6 år. Det er rigtig sjovt og en god måde at
være sammen på.
- I dag er jeg begyndt at spørge præsten
om mange ting - for eksempel hvordan det er med videnskab og religion. Jeg
synes, det er rigtig spændende i kirken. Jeg vil helt sikkert blive ved med at
gå i kirke. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg kommer væk fra kirken.
Når Sargina en dag skal giftes og stifte
familie, er religion vigtigere for hende end etnisk baggrund.
- Han skal bare være opvokset her og kende
det danske system. Og så skal han være kristen. Mine forældre ville ikke være
glade for, at jeg kom hjem med en, der ikke tror på noget. Hvad så med vores
børn? Jeg ville jo heller ikke kunne kommunikere med ham om det vigtigste. Det
kan godt være, at kærlighed gør blind, men ikke så blind!