Trods god vilje ender mange af hverdagens kulturmøder
som kulturkollisioner, uden at vi bliver klogere på os selv eller hinanden. På
Tværkulturelt Centers temadage i august var der konkret hjælp at hente til at
forstå og tackle kulturforskelle på mere hensigtsmæssige måder. Underviser var
den norske islamkender Jan Opsal, der er docent ved Misjonshøjskolen i
Stavanger, hvor han underviser og forsker i islam, tværkulturel kommunikation
og konfliktløsning.
- Jan Opsal,
hvorfor går det ofte galt...?
Mange
nordmænd har problemer med at erkende, at ære og skam fortsætter med at have
stor social betydning for mennesker, der kommer fra kollektivistiske kulturer,
hvor det ikke er det enkelte individ men fællesskabet, der er i centrum. Med
ære mener jeg de andres positive vurdering af min herkomst, position og adfærd.
Skam er de andres negative vurdering. Hermed bliver ære og skam noget, der
defineres og formuleres af andre, og som er uden for min kontrol.
Ære og skam har ikke kun betydning for
muslimer. Alle de store verdensreligioner er opstået i ære/skam-orienterede
kulturer – også kristendommen. Den bibelske verden er i høj grad præget af en
kollektivistisk tankegang, hvor ære og skam er centrale begreber. Vi genfinder
dem også i vores egen kultur. Men vi mangler ofte en bevidst erkendelse af,
hvad ære og skam betyder for os selv. Det hænger sammen med de vestlige
individualistiske idealer, hvor vi opfordres til kun at forholde os til vores
egen målestok. Men i virkeligheden er vi i høj grad påvirket af omgivelsernes
syn på os. Vestlig ungdomskultur er et tydeligt eksempel.
Der
er tre typiske fejl, som mange begår i kontakten med mennesker fra
relationsorienterede kulturer:
I vestlige samfund er sagen normalt
vigtigere end personen. Vi har travlt med at være effektive og få ting til at
ske. I ære/skam-orienterede samfund forholder det sig imidlertid omvendt. Her
er personen meget ofte vigtigere end sagen, og under alle omstændigheder skal
relationen til personen fungere godt, før man kan regne med at få gjort noget
ved sagen. Hvis man ikke bruger tid på at opbygge gensidig respekt og tillid,
kommer man ingen vegne. Fem minutter brugt på at spørge til den andens familie,
helbred og trivsel kan gøre en stor forskel, for det fortæller, at jeg tager
den anden alvorligt som person og som medlem af et større fællesskab.
For det andet er vi ofte meget ledende i
vores kommunikation. Det betyder, at den respons, vi får, i realiteten er
dikteret af os selv. Når vi stiller et direkte spørgsmål, der kun kan besvares
med ja eller nej, vil mange opleve det uhøfligt at sige nej. De kan jo mærke,
at vi gerne vil have et ja – og så får vi svar som bestilt. I stedet må vi lære
at give den anden mulighed for fri tilbagemelding.
For det tredje er vi for direkte i den
måde, vi nærmer os konflikter og følsomme emner på. Men dermed sætter vi den
anden persons ære på spil. Hvis den anden taber ansigt, har vi ødelagt
relationen, for skam er noget, der kun meget vanskeligt kan repareres.
Det positive ved relationsorienterede
kulturer er viljen til at udvikle gensidig respekt – også i mere formelle
relationer. Det er noget, som absolut kan være med til at gøre hverdagen i et
vestligt samfund varmere og mere medmenneskelig for os alle. Bagsiden er social
kontrol og undertrykkende kontrolmekanismer, når det kollektive får for stor
vægt. Udfordringen er at skabe en konstruktiv balance mellem mere strukturorienterede
værdier som retfærdighed og åbenhed, og relationsorienterede værdier som
fællesskab, nærhed og respekt.
Ikke
alle konflikter kan løses. Somme tider må man lære at leve med dem. Under alle
omstændigheder er den forudgående proces ofte vigtigere end løsningen. Åben
konfrontation i overværelse af andre opleves meget skamfuldt og ydmygende.
Derfor gives negative meldinger bedst i fortrolighed på tomandshånd – rundt om
hjørnet. Det er der, man bygger broer, for dermed signalerer man, at man ønsker
at beskytte den andens ære. Det er et meget vigtigt signal.
Jeg tror også, at vi skal blive bedre til
at inddrage konfliktmæglere. Mægleren har en bredt accepteret rolle i mange
kulturer. Der er situationer, hvor risikoen for skam gør direkte kommunikation
mellem to parter umulig. Mægleren har til opgave at tale med parterne hver for sig og være deres ører og
mund over for den anden part. En del af mæglerens rolle er også at filtrere,
hvad der bliver sagt, og kun viderebringe det, som den anden part kan tåle at
høre netop nu. Samtidig er det mæglerens opgave at få begge parter til at komme med løsningsforslag, som
de tror er deres egen idé! Det vil få begge til at eje den løsning, man til
sidst når frem til.
Ja,
det er et spørgsmål om øvelse. I Vesten er vi opdraget til at mene, at det
eneste redelige er at sige tingene ligeud. Men i andre kulturer følger man
andre konventioner. På japansk er der for eksempel 16 måder at sige ja på - men
15 af dem betyder nej! Godt nok findes ordet nej, men kun i ordbogen. Det
bruges ikke mellem dannede mennesker.
Formålet med indirekte kommunikation er at
kommunikere tydeligt, men skånsomt. Man opnår afklaring, uden at det udtrykkes
direkte. Selv har jeg i
mange år samlet på historier og fortællinger med tydelige
pointer, som kan bruges til at formidle et budskab, uden at nogen taber
ansigt.
- Der tales meget om respekt i kulturmødet. Har du gode råd?
Respekt er noget
gensidigt. For at få respekt må man også give respekt. Mere konkret handler det
om at vise interesse for den andens person og erfaringer og give positive
tilbagemeldinger. Gør vi det, har vi selv mulighed for at blive significant others, hvis anerkendelse
det er vigtigt at have. Det giver samtidig mulighed for at fortælle, hvad det
er, der giver et godt omdømme - ære - i vores samfund. Respekt er jo egentlig
et andet ord for ære. Det er et godt ord, fordi det har positive associationer.
Vi vil alle gerne behandles med respekt.
Og så må vi lære at forhandle. Hermed
bekræfter vi hinandens værdighed. Relations- og forhandlingskompetence er nok
de vigtigste nøgler til trivsel, når mennesker fra forskellige kulturer skal
leve sammen.