VENNER PÅ TVÆRS
Tværkulturelt
Center fik støtte fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
til delprojektet VENNER PÅ TVÆRS, der kørte over en to-årig periode
(2007-2008). Projektet tog udgangspunkt i, at venskaber med danskere er af
afgørende betydning for nydanskeres trivsel. Personlige relationer skaber
tryghed i et nyt land og giver adgang til vigtige informationer om dansk kultur
og samfund samt letter adgangen til arbejdsmarked og uddannelse. Men mange
nydanskere ved ikke, hvor og hvordan de får danske venner. Dette projekt havde
til formål at fremme venskaber mellem etnisk danske familier fra
ressourcestærke kirkelige miljøer og nyankomne og/eller ressourcesvage
flygtninge- og indvandrerfamilier ved at skabe trygge rammer om nye møder på
tværs og tilbyde støtte til eksisterende venskabsordninger, erfaringsudveksling
samt undervisning i kulturforståelse og relationsbygning. Projektet omfattede
rekruttering af venskabsfamilier, kontaktformidling, lokalt forankrede
aktiviteter og mødesteder, fora for erfaringsudveksling, konferencer om venskab
på tværs af kulturer, udgivelse af informationsmateriale, løbende synliggørelse
af gode historier samt afsluttende erfaringsopsamling i mindre udgivelse.
Desuden søgte projektet at afklare forventninger til venskaber i forskellige
kulturer for at forebygge og afklare misforståelser på begge sider. – I 2008
udgjorde Ministeriets støtte 200.000 kr.