Olivia
8-årige
Olivia er asylbarn på fjerde år
Olivia kan ikke huske, hvordan det er at leve et
normalt liv. Måske har livet aldrig været normalt for den 8-årige irakiske
pige. Hendes familie er blandt de 3,8 millioner irakere, der har forladt deres
hjem på grund af vold, mordtrusler og etnisk udrensning siden den
amerikansk-ledede invasion for snart fire år siden. Forud var gået en længere
periode med frygt og ustabilitet. For Olivias forældre endte flugten i Danmark,
hvor de i dag er blandt de knap 600 irakere, der har fået afslag på asyl. Men
på grund af den eskalerende borgerkrig tør de ikke rejse tilbage - og af samme
grund kan de ikke udsendes tvangsmæssigt. Derfor bor Olivia og hendes to ældre
søskende på fjerde år på et asylcenter.
Olivia sidder på en
af de rødmalede jernsenge i familiens stue i Sandholmlejren nord for København
og fortæller stolt, at hun går i 3.B på en rigtig dansk skole. For den spinkle
pige med de tykke brune fletninger er danske klassekammerater ikke nogen
selvfølge. Som de fleste asylbørn har Olivia hidtil været henvist til særlige
skoleordninger under Røde Kors, men i januar blev hun og hendes storebror Ayven
på 11 år optaget på en dansk folkeskole i Hillerød og tager hver morgen af sted
med bus og tog.
- Det er en rigtig stor skole med 650
elever. I min klasse er vi 7 piger og 13 drenge. Pigerne er alle sammen mine
bedste venner, fortæller Olivia ivrigt.
Olivia er født i
al-Dora distriktet i Bagdad – en Sunnimuslimsk bydel, hvor der tidligere boede
mange kristne familier. Bydelen regnes i dag blandt de farligste i den
voldshærgede hovedstad. Hendes far har været soldat i to krige - først krigen
mellem Irak og Iran og senere Golfkrigen. Da Olivia blev født, arbejdede han
som skrædder på en konfektionsfabrik, men da Bagdads elforsyning efterhånden
blev mere og mere ustabil, nedsatte han sig som taxachauffør.
Olivia fyldte 5 år få dage efter Saddam
Husseins fald. I de efterfølgende kaotiske måneder blev der vendt op og ned på
familiens tilværelse. En dag kom hendes far ikke hjem fra arbejde. Som mange
andre irakere var han blevet kidnappet af bevæbnede mænd, der forlangte 20.000
dollars i løsepenge. Olivias mor turde ikke blive boende i familiens hus og
flygtede med de tre børn til Nordirak og videre til Tyrkiet. Her ventede de en
måned, indtil en onkel i Australien sendte penge, så de kunne betale en agent
for at få dem videre til Danmark. Fem måneder senere fulgte Olivias far efter,
da det lykkedes ham at slippe væk fra sine bortførere. I maj 2004 stod han i
Sandholmlejren efter en månedlang flugt gennem Tyrkiet og Georgien med fly,
taxaer og mange kilometer til fods.
Det første år boede
familien på skiftende asylcentre, mens de ventede på svar på deres ansøgning om
asyl. Men da Saddam Hussein ikke længere var ved magten, fik næsten alle
irakere afslag, og i marts 2005 var familien tilbage i Sandholmlejren. Som
afviste asylansøgere får de ingen lommepenge og har ikke mulighed for selv at
lave mad. Morgen, middag og aften kan de spise i lejrens cafeteria. To gange om
ugen skal Olivias forældre til samtale hos politiet, hvor de bliver spurgt,
hvornår de rejser tilbage til Irak. Men de rejser ikke tilbage, siger Olivias
far Amir Younis (46).
- For børnenes skyld bliver vi her. Det
danske samfund respekterer børn. Selv om et asylcenter er et meget dårligt sted
for børn, er det meget bedre for dem her end i Irak. I Irak mistede vi vores
ældste søn. Han ville have været 20 år i dag. Vi vil ikke miste flere af vores
børn, siger han med et nik hen mod fjernsynet i hjørnet, hvor en irakisk
nyhedskanal igen viser billeder af lemlæstede mennesker og brændende biler
efter endnu et blodigt bombeattentat på en markedsplads i Bagdad.
- For en far er det meget hårdt ikke at
kunne give sine børn et normalt liv. Jeg må jo ikke arbejde. Kun praktik her i
Centret. Jeg ville gerne i praktik uden for Centret. Hvad som helst. Bare komme
væk om dagen. Tre år uden arbejde er meget lang tid for en mand. Men i det
mindste er vi sammen som familie. Vi er heldigere end mange. Selv om min kone
og jeg har det meget dårligt, prøver vi ikke at skændes for meget foran
børnene. Det er ikke godt for dem. Jeg har ikke opgivet håbet om en bedre
fremtid for mine børn. De skal have en uddannelse. Min ældste datter vil læse
til lærer. Min søn vil være politibetjent. Og Olivia vil være læge eller
advokat, så hun kan hjælpe mennesker.
Olivias familie
tilhører den kaldæiske kirke, der er Iraks største kirkesamfund. I Danmark har
familien kontakt med flere danske kirker og kommer regelmæssigt til
gudstjeneste. Også børnene er med i kirken. I december gik Olivia og Ayven
sammen med andre irakiske asylbørn i Luciaoptog i Københavns domkirke. Det
husker Olivia tydeligt.
- Det var en meget stor kirke med rigtig
mange mennesker, der alle sammen ønskede, at vi fik positiv. Vi havde hvide
dragter på og stjerner i håret. Det var rigtig sjovt, siger hun. Hendes far
supplerer:
- Kirken hjælper os meget. Vi kan mærke,
at de kristne respekterer os. Vi er meget taknemmelige. Børnene er også glade
for at komme i kirken. I Irak gik vi i kirke hver søndag. Vi har lært vores
børn at bede til Gud hver aften, inden de skal sove. Det gør de stadig. Vi har
oplevet mange ting. Hvis vi ikke havde vores kristne tro, kunne vi ikke holde
ud. Men Gud har hjulpet os mange gange før. Han vil også hjælpe os nu. Når jeg
sammenligner Irak og Danmark, er jeg meget taknemmelig for, at vi er her. Det
er ekstremt farligt i Irak. Her er vi i sikkerhed, siger Amir Younis.
I dag har Olivia ingen familie tilbage i
Irak. Nogle er døde, og resten bor spredt i mange lande. Men hendes mormor og
morfar, en moster og en morbror fik asyl i Danmark for syv år siden og bor i
Århus. Hvis Olivia bliver sendt tilbage til Irak, ser hun måske ikke sine
bedsteforældre igen. Olivia fortæller, at hun elsker at besøge
bedsteforældrene.
- De bor i et stort hus. Det er meget
bedre at være der end her i Sandholm. Her er ikke så rart. Somme tider er der
nogle, der opfører sig mærkeligt, så man bliver bange. Når vi er hos mine
bedsteforældre, er min far og mor meget gladere. Min mor hjælper min bedstemor
i køkkenet, og jeg leger med mine fætre og kusiner, siger Olivia og får liv i
øjnene.
Olivia er en kreativ
pige, der er glad for at tegne og male. Hendes mor fortæller, at hun for et par
år siden sendte en tegning til integrationsministeren.
-
Olivia fik et personligt brev fra ministeren, der skrev, at hun var glad for
tegningen og havde hængt den op på sit kontor. Hun sendte Olivia sine bedste
ønsker, men desværre gav hun ikke Olivia opholdstilladelse, siger Olivias mor
Hilda Mousa Mermez (41) med en resigneret latter.
Olivia sidder tavs på sengen. Lidt efter
fortsætter hun med at fortælle om sin nye skole.
- Jeg kan godt lide at lave dansk og
matematik. Det er meget bedre end på asylskolen. Der havde vi hele tiden pause.
På min nye skole har vi kun korte pauser. Så lærer vi bedre, og det er meget
sjovere.