Komponistens datter
23-årige Nargíz bruger sine
kreative evner som voluntør i Internationalt Kristent Center
Når Nargíz Galib
står ved tavlen og gennemgår det danske talsystem for eleverne i Internationalt
Kristent Centers danskundervisning i Bethesda i København, kan man ikke høre,
at hun kun selv har gået på sprogskole i fire måneder. Hun retter hurtigt og
præcist sine afrikanske og sydamerikanske elevers udtale.
- En-og-tyve, to-og-tyve - ja, det
er et mærkeligt system, men sådan vil danskerne altså have det, og så må vi
lære det, hvis vi vil klare os her, siger hun med et stort smil.
Den 23-årige aserbajdsjaner har let ved at
relatere til
eleverne i Internationalt Kristent Center – Indre Missions tværkulturelle
arbejde i København, hvor hun siden juli har været voluntør. For det første
taler hun selv seks sprog. For det andet er hun opvokset i et muslimsk land og
kender religionsmødet på egen krop. Endelig befinder hun sig selv i en usikker
livsfase ligesom størstedelen af eleverne i det lyse kælderlokale. De venter på
asyl eller opholdstilladelse gennem familiesammenføring. Nargíz venter på visum
som voluntør efter at have fået afslag på asyl.
Til Norge
Egentlig var det i
Norge, hun håbede på en fremtid, da hun sammen med sin familie forlod
hjemlandet Aserbajdsjan for fire år siden. Faren, der er komponist og tidligere
lektor ved et musikgymnasium, havde fået arbejde i Norge som organist. Nargíz
og hendes bror Hassan fik også lov at indrejse i Norge på turistvisum, men da
de var over 18 år, fik de ikke opholdstilladelse sammen med forældrene.
At familien forlod Aserbajdsjan var ikke
udelukkende selvvalgt. Siden hele familien konverterede til kristendommen i
1997, da børnene var 14, 13 og 5 år, var hverdagen blevet stadig farligere.
Konvertering var ikke velset i den overvejende muslimske tidligere
Sovjetrepublik, og efterhånden som familiens religionsskift blev kendt og
omtalt i aviser og TV, blev de udsat for stigende pres fra myndighederne i form
af telefonaflytning, chikane og trusler om overgreb mod familiens børn. Da
faren nægtede at arbejde for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, begyndte
jorden at brænde under familien. Gennem farens arbejde som organist fik
forældrene hurtigt opholdstilladelse i Norge sammen med Nargíz' lillesøster,
der i dag er 14 år. Men Nargíz og hendes bror fik afslag.
- Det er en lang historie - meget lang! Da
min bror og jeg fik afslag i Norge, spurgte en af vores norske venner, om vi
kunne tænke os at studere på en højskole i Danmark. Det lød OK. Men vi var nødt
til at rejse til Tyrkiet og søge om studievisum derfra, inden vi kunne starte
på højskolen i Hillerød. Senere fortsatte vi på Børkop Højskole. Det var rigtig
godt. Vi oplevede kristne mennesker, fik en masse danske venner og lærte om
vores kristne tro. Selv om vi var kristne, kendte vi ikke så meget fra
Aserbajdsjan. I dag er vi begge ansat som voluntører i Indre Mission og vil
gerne blive i Danmark, hvis vi får lov, fortæller Nargíz.
Musik skabte kontakt
Farens musik var
den direkte årsag til, at Nargíz’ familie begyndte at interessere sig for
kristendommen. Da Aserbajdsjan i 1994 pludselig skulle modtage over 800.000
fordrevne etniske aserbajdsjanere i forbindelse med krigen i provinsen
Nagorno-Karabakh, fik forældrene kontakt med norske nødhjælpsarbejdere, der var
kommet for at yde humanitær hjælp til de mange flygtninge, der strømmede ind i
landet. Nordmændene var interesserede i farens kompositioner.
- Min far inviterede dem hjem til os. De
var meget interesserede i hans musik og ville gerne holde kontakt med os. At de
var kommet hele vejen fra et fremmed land for at hjælpe flygtninge med mad og
tæpper, gjorde os nysgerrige. Hvorfor tænkte de på os? Vi spurgte, hvorfor de
kom, og så snakkede de om deres kristne tro. Mine forældre havde aldrig
praktiseret islam, men de var åbne og interesserede i religion – specielt
buddhisme. De søgte vejen til Gud. På et tidspunkt spurgte vores norske venner,
om vi var interesserede i en bibelstudiegruppe i vores hjem. I vores land var
det forbudt at snakke om tro og kristendom, så når vi var sammen, slukkede vi
alt lyset, så det så ud, som om der ikke var nogen hjemme. Eller vi kaldte det
fødselsdagsfest! En dag sagde min far, at nu ville han døbes. Det ville min mor
også. Det endte med, at vi alle blev døbt hjemme i vores stue. Min mormor var
en slags kvindelig mullah og troede meget på islam. Hun var glad for, at vi
troede på Gud, men hun syntes, det var mærkeligt, at vi skiftede religion.
Lærte at spille orgel
Året efter
flyttede familien fra hjembyen Gäncä til hovedstaden Baku.
- I vores egen by snakkede alle om os:
"De er kristne. De er ikke muslimer." Men selv om vi flyttede, blev
det værre og værre. Folk fra KGB ringede og sagde ulækre ting i telefonen. Til
sidst var vi virkelig bange. Så da vores norske venner lovede at skaffe min far
et job som organist i Norge, hvis han kunne lære at spille orgel på seks
måneder, blev vi meget glade. Han lærte det - og efter seks måneders
arbejdsprøvning i Norge fik han lov at invitere min mor og lillesøster til
Norge, fortæller Nargíz, der på det tidspunkt var begyndt at læse til
indretningsarkitekt ved universitetet i Baku.
I dag fire år senere er hendes egen
fremtid endnu ikke afklaret. Men hun har ikke mistet håbet.
- Jeg ved, at Gud har en plan for alle
mennesker. Det har jeg set i alle de svære situationer i min families liv. Jeg
har set meget bogstavelige svar på min bøn. Måske ikke altid med det samme. Alt
har sin tid. Men jeg kan vente.
Mens Nargíz venter, er der god brug for
hendes kreative evner som voluntør på Internationalt Kristent Center, hvor hun
foruden dansk- og engelskundervisning også er med i en kreativ workshop og har
startet et kor og et band.
- Vi oplever, at folk er rigtig glade for
at lave noget kreativt. Mange tænker meget på de hårde oplevelser, de har haft,
og på fremtiden. Hos os kan de slappe af.
- Selv elsker jeg at tegne og male. Gennem mine billeder fortæller jeg om min tro. Jeg kan ikke lade være med at fortælle andre, hvad jeg selv har oplevet med Gud. Det er ikke, fordi jeg er særlig from, men det er vigtigt for mig at være den, jeg er. Jeg er meget åben over for nye ting, men jeg vil altid holde fast ved min tro på Jesus og ved min baggrund og traditioner. Det kan jeg alt sammen vise i mine billeder.