I dag er de to verdener ikke længere adskilte. I den pakistanske menighed Asian Christian Fellowship i Søborg har Nadia fået hjælp til at integrere sin kristne tro i hverdagen og lært at være stolt af sin pakistanske kultur.
Nadia Azeem sidder i den
beigefarvede lædersofa i parrets lyse tre-værelses lejlighed på Nørrebro med
udsigt til grønne trækroner og fortæller om barndommen i Husum, hvor hun
voksede op som den yngste af tre søskende. Hendes far kom til Danmark i 1970
som gæstearbejder fra delstaten Punjab i det nordlige Pakistan. Han fik arbejde
på en køleskabsfabrik, og to år senere fulgte Nadias mor efter. Alle tre børn
er født i Danmark.
- Vores familie har været kristen i Pakistan
i mange generationer. Men i Danmark gik vi ikke i kirke. Mine forældre var
blevet lidt bange for danske kirker. De havde haft kontakt med Jehovas Vidner,
men der gik et
stykke tid, inden min far fandt ud af, at det var en anden retning. I stedet holdt vi
gudstjenester derhjemme om søndagen, hvor vi sang vores egne sange og spillede
på vores instrumenter. For min far var det vigtigt at videregive Bibelens ord
til os tre børn, så vi vidste, hvor vi stod i forhold til Gud. Min mor læste
Bibelen sammen med os, inden vi skulle sove, og sang salmer på punjabi. Når vi
var i Pakistan hver anden sommer, gik vi altid i kirke sammen med vores
familie. Jeg husker det som noget meget dejligt, for jeg kunne alle salmerne,
fortæller Nadia.
Vendepunkt
Morens uventede død efter et
hjerteanfald for fire år siden blev et vendepunkt for hele familien. For Nadia
som den eneste pige betød morens død også et markant rolleskift.
- På få dage gik jeg fra at være familiens
lille forkælede pige til at være kvinden i huset. Selv om min far og mine
brødre hjalp mig, var det en stor forandring.
I de efterfølgende måneder, hvor Nadia
kæmpede med sorgen, begyndte hun at stille spørgsmål til sit liv.
- Når man oplever en stor sorg, har man
brug for støtte og søger trøst. For mig blev det Bibelen. Jeg begyndte at
spørge, hvad det hele egentlig handler om. Hvad sker der, når man dør? Det
førte mig nærmere Gud.
Hun fik støtte fra andre kristne
pakistanske familier i København, som familien havde fået kontakt med i
forbindelse med morens sygdom og død.
- Da min mor blev syg, kom mange til vores
hus for at bede for hende. Pludselig var vi 25-30 kristne pakistanere, der sad
sammen og sang salmer på punjabi. Det var helt fantastisk. Her vågnede
interessen for at få vores egen menighed. En familie spurgte min far om at være
med til at starte noget, og nogle måneder senere begyndte vi at holde
gudstjenester på urdu i Haraldskirken i Søborg.
I dag er Nadias far pensioneret efter
mange år som kontorpakmester hos PostDanmark. Tiden bruges nu på at producere
kristne internetprogrammer på urdu. De fleste programmer laver den 66-årige
pakistaner selv.
- Der er rigtig mange, der hører
programmerne. De er et alternativ til folk, der ikke går i kirke, eller som har
mange spørgsmål, forklarer Nadia.
Arrangeret ægteskab
Mens hun taler, lytter hendes
mand Azeem Lal opmærksomt. Den 30-årige pakistaner, der har en
universitetsuddannelse i handel og økonomi, kom til Danmark for halvandet år
siden og forstår allerede meget dansk. Nadia fortæller, at Azeem har været en
uvurderlig støtte for hende - både i sorgen over hendes mor og som
samtalepartner om den kristne tro.
- Vi blev forlovet under et familiebesøg i
Pakistan få måneder efter min mors død men blev først gift halvandet år senere.
Jeg var ikke parat før. Azeem forstod mig, for han havde selv mistet sin mor.
Han var bare helt fantastisk.
Som det er almindeligt i Pakistan, var det
familiemedlemmer, der arrangerede det første møde mellem det unge par.
- På den måde er vores ægteskab
arrangeret. Men vi havde hele tiden fuld frihed til at sige nej. Inden vi
mødtes, havde vi fået hinandens foto og profil. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at ham ville jeg gerne lære at
kende!
- Da familierne var samlet første gang,
spurgte min far mig på dansk, om jeg ville tale med Azeem alene. - Ja tak, far!
Siden mødtes vi flere gange og fandt hurtigt ud af, at vi godt kunne lide
hinanden. Inden vi blev gift, var vi meget forelskede, ler hun.
Vagt i kirken
Ligesom Nadia kommer Azeem fra en
kristen familie i Punjab, hvor kristne udgør et lille mindretal. Han er meget
bevidst om, at religionsfrihed ikke er nogen selvfølge.
- I vores kirke sørger regeringen for, at
der altid er politi til at beskytte de kristne. Det har vi vænnet os til. De
senere år har der været mange kidnapninger og bomber, forklarer Azeem, der
nyder at kunne gå i kirke i Danmark uden frygt. Som musiker og trommeslager
spiller han til gudstjenesterne i Asian Christian Fellowship.
- Hvis der ikke var nogen urdu menighed i
Danmark, ville jeg nok gå i en dansk kirke. Men det er meget lettere med
sproget i vores menighed. Når jeg synger på mit eget sprog, føler jeg mig fri.
I menigheden er der mange velintegrerede pakistanere, som kan støtte mig, fordi
de forstår begge kulturer.
Større selvtillid
Den pakistanske menighed har
styrket Nadias identitet som kristen dansk-pakistaner og givet hende større
selvtillid.
- Tidligere snakkede jeg ikke så meget om
religion. Nu har jeg fået større viden og tør komme mere på banen med mine
synspunkter. Folk bliver meget overraskede, når de hører, at jeg er kristen. I
Danmark tror alle, at man er muslim, når man har sort hår og brune øjne og
kommer fra Pakistan. Jeg kan mærke, at danskernes holdning har ændret sig.
Førhen var folk mere imødekommende. I dag bliver man mødt med
mistænksomhed.
- Før vi fik vores egen menighed vidste
jeg ikke, at der var så mange kristne pakistanere i Danmark. Det har været en
enorm opmuntring at opdage, at vi er over 150. Når vi har vores egen menighed,
er det lettere at fortælle, at jeg er kristen. Jeg har noget, jeg kan være
stolt af. Den familie, der leder vores menighed, har bare gjort det så flot.
Som et stamtræ
I dag føler Nadia sig ikke længere
splittet. Tværtimod betragter hun sin baggrund som en rigdom, som hun gerne vil
give videre til datteren.
- Jeg er født og opvokset i Danmark, men
mine pakistanske rødder er som et stamtræ, der fortæller mig, hvor jeg kommer
fra. I vores menighed kan jeg holde fast ved den pakistanske del.
Som dansk-pakistaner håber Nadia, at
datteren vil tage det bedste fra begge kulturer.
- Det er en fordel for hende, at vi har
begge kulturer i vores familie. Så kan hun lære de danske værdier fra mig og de
pakistanske fra sin far. - Azeem tilføjer:
- Jeg er taknemmelig for, at min datter
kan vokse op i et trygt og højtudviklet land uden korruption og politivagt i
kirken. I Danmark er det sikkert at gå på gaden om aftenen - også for kristne.
Her kan hun få et helt andet liv end i Pakistan. Men det vigtigste er, at hun
lærer at følge Jesus og gå i hans fodspor.
BMF
Harald´s Asian Christian Fellowship blev oprettet i 2005 og holder
gudstjeneste på urdu/punjabi hver anden søndag eftermiddag i Haraldskirken i
Søborg. Menigheden har ca. 120 medlemmer, der hovedsagelig kommer fra
Pakistan.
Internetradio på urdu:
www.raheynajat.dk