I UNICEF pensioneres medarbejdere, når de fylder 62. Adnan Dahan fik et ekstra år i den internationale afdeling på Østerbro i København og er siden hentet ind på korttidskontrakter, når der har været brug for hans mangeårige ekspertise som konsulent på vand- og sanitetsprojekter verden over.
- Hvis man kan bidrage med noget, bør man gøre det, siger den 67-årige tidligere universitetsprofessor og rådgivende ingeniør fra Bagdad, der de sidste fem år har været formand for Tværkulturelt Center. I dette interview fortæller han om sit liv og om at omstille sig til en hverdag med en åben kalender - endnu en gang.
Han tager imod i lejligheden nær Bellahøj i Københavns
nordvestkvarter, hvor familien har boet de sidste ti år. På væggene hænger
fotografier af de tre voksne børn og to glade børnebørn. Et tændt fyrfadslys
oplyser en række Kristusbilleder. Adnan Dahan forklarer, at det levende lys
foran en Kristusikon er en skik, mange kristne har med fra Mellemøsten.
- Det er en stadig påmindelse om, hvad der
er det væsentligste her i livet, siger han med et smil.
Gennem et langt liv har Adnan Dahan lært
omstillingens svære kunst. I 1995 kom han til Danmark som flygtning fra Irak
sammen med sin kone og tre teenagebørn, efter at en nevø var blevet myrdet og
familien havde modtaget mordtrusler mod deres jævnaldrende søn. Som 54-årig begyndte
han livet forfra på et asylcenter på Amager.
- Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
Selv om der er megen
lidelse og ondskab i verden, tror jeg på, at ondskaben ikke vil sejre. Jeg har
generelt tillid til mine medmennesker og tror på det kristne
næstekærlighedsbud.
- Hvilke oplevelser har været med til at forme dit livssyn?
Da jeg var 11 år,
døde min far uventet efter kort tids sygdom. Foruden chokket var det en
økonomisk katastrofe. Pludselig havde vi ingen indkomst. Det lærte mig at tage
ansvar og være selvstændig. Jeg begyndte tidligt en daglig rutine med personlig
bøn, som jeg har fulgt lige siden. Bønnen har givet mig indre fred i senere
livskriser. Under Golfkrigen i 1991 blev Bagdad bombet dag og nat i tre uger.
Vores hus lå nær flere oplagte bombemål. Det eneste, vi kunne gøre, var at
sidde sammen med børnene og bede. Jeg kan stadig høre lyden af flyvemaskiner og
bragene, når huse i nabolaget blev ramt. Bagefter er man ikke den samme.
Flugten til Danmark nogle år senere
ændrede vores liv radikalt. Vi havde ingen anelse om, hvad fremtiden ville
bringe. Hvor skulle vi bo? Ville jeg kunne forsørge min familie? Der var ingen
svar - og ingen tid til at planlægge fremtiden. Men jeg var overbevist om, at
Gud ville sørge for os. En nat forlod vi alt og kørte ud gennem ørkenen forbi
bevæbnede checkposter, hvor store drenge pegede på os med deres geværer. De
kunne så let som ingenting have dræbt os alle fem. Men Gud beskyttede os. Vi
kom sikkert frem til grænsen. Det forpligter. Hvis jeg i dag kan gøre noget for
at hjælpe andre, gør jeg det gerne.
- Er der en mening med alt?
Jeg har aldrig været
i tvivl om, at Gud har en plan med vores liv. Havde jeg været i Irak i dag, var
jeg med meget stor sandsynlighed blevet dræbt. For nylig så jeg en liste med
navne på 350 universitetslærere, heriblandt mange tidligere kolleger, der enten
er dræbt eller kidnappet siden invasionen. Fordi vi måtte flygte dengang, kunne
vi være med til at tage imod de irakere, der senere kom til Danmark. Ikke
mindst i forhold til de afviste irakiske asylansøgere oplever jeg det meget
meningsfuldt.
- Hvad gør dig glad?
Når vores voksne børn
uventet kommer på besøg fra England og Sverige med vores to børnebørn, som de
gjorde sidste weekend! Jeg er glad, når min familie, min kone, mine børn og
børnebørn har det godt. Liv og helbred er en gave, som jeg dagligt takker Gud
for. Og så er det en glæde at kunne hjælpe andre. Jeg har en stor familie, og
selv om vi er spredt i mange lande, hjælper vi hinanden, hvis vi på nogen måde
kan.
- Hvad kan gøre dig vred?
Når nogen misbruger
min tillid. Og når jeg besøger et asylcenter og ser de afviste irakiske børn,
som Danmark vil sende tilbage til Irak. Som dansk statsborger skammer jeg mig
over, at mit land behandler mennesker på den måde. Som iraker gør det mig vred.
Men personligt bærer jeg ikke nag til nogen. Jeg har set og oplevet meget
dårligt, men jeg er ikke bitter.
- Hvordan ser du fremtiden i Irak?
Jeg føler en dyb
smerte. Virkeligheden i Irak er langt værre end det, vi ser og hører i
medierne. Selv om sikkerheden i Bagdad er blevet bedre det sidste år og folk
fortæller, at de ikke længere ser lig i gaderne hver morgen, er Irak fortsat et
af verdens farligste lande. Den irakiske befolknings lidelser er ubeskrivelige.
Men Gud kan
stadig gribe ind. Måske forværres borgerkrigen, når de allierede trækker deres
soldater hjem. Men en besættelse er altid noget midlertidigt, der må få ende en
dag. Jeg tror på, at Gud ikke har forladt Irak.
- Hvad betyder det for dig at gå i kirke?
Kirken har altid
været en del af mit liv. Der hører jeg til. I den syrisk-ortodokse kirke, hvor
jeg voksede op, har vi nadver hver søndag. Sakramenterne er vigtige for mig. I
nadveren bliver jeg fornyet i min tro og mit gudsforhold. I Danmark er jeg
medlem af folkekirken men kommer ofte i den koptisk-ortodokse kirke i Tåstrup -
og kan også gå til en katolsk gudstjeneste.
For mig er vores fælles tro på Kristus vigtigere end de teologiske
forskelle. Der findes kun én Kristus.
- Du er nået den tredje alder. Hvilke tanker gør du
dig?
Når man ikke
arbejder, må man finde andre ting at bruge sin tid på. De sidste par år har jeg
haft flere oversættelsesopgaver, som jeg håber at fortsætte med. Jeg har også
nogle tanker om bøger, jeg gerne vil skrive. Og så længe jeg har noget at
bidrage med, fortsætter jeg med at holde foredrag om Irak og min kirke og
deltage i Tværkulturelt Centers arbejde.
For os har det
vigtigste været at give vores børn en fremtid. Det var derfor, vi kom. De har
det godt i dag, og så må jeg acceptere, at det er meget anderledes at blive
gammel i Danmark end i Irak. Her er vi ikke omgivet af vores familie. Bortset
fra vores hjemmeboende søn, som også får sit eget liv en dag, har vi seks
timers kørsel til den nærmeste familie.
- Hvad er det
vigtigste, livet har lært dig?
At der er ting, man
er nødt til at acceptere, og så gøre det bedst mulige i en given situation. Det
handler om at være villig til at tilpasse sig den nye virkelighed i tillid til,
at vi ikke er alene. De svære oplevelser og voldsomme begivenheder har bragt
mig tættere til Gud og lært mig, at materielle ting og karriere ikke er så
vigtige. De kan være væk i morgen. Det afgørende er det åndelige liv og mit
forhold til Jesus.
- Hvad ser du som Tværkulturelt Centers vigtigste opgave
fremover?
Mine egne første
kontakter til det danske samfund var gennem Centret. Her blev jeg mødt med en
udstrakt hånd, som gjorde hverdagen lettere. Centret skal fortsætte med at
bringe danskere og nydanskere sammen i ligeværdige fællesskaber, spørge efter
nydanskeres erfaringer og lade deres stemme blive hørt. Gennem vores netværk
skal vi hjælpe dem ind i det danske samfund, men vi skal også give dem
platforme, hvor de kan fortælle os om deres baggrund, historie, kultur og
kirkeliv. Det er godt for begge parter.
Samtidig skal vi vise, at Danmark er andet
end det, man som udlænding umiddelbart ser på gaden og i medierne. I kirken
findes de grundlæggende værdier, som det danske samfund bygger på.
Tværkulturelt Center skal være med til at synliggøre de kristne værdier for
mennesker, der ikke kender kristendommen, eller som har negative fordomme med
fra hjemlandet. De værdier skal vi leve ud i hverdagen. I min erfaring er det
ofte de kristnes liv, der får et menneske til at spørge efter Kristus.
- Født 1941 i Mosul
(oldtidsbyen Nineve) i Nordirak. Student fra Oriental
Secondary School i
- Ingeniør ved Bagdad
Water Supply Services 1962-67. Fra 1967 lektor ved Bagdad Universitet,
Institute for Applied Engineering Science. Assistant professor 1987.
Afdelingsleder til 1993. Leder af Undervisningsministeriets
projektudviklingsafdeling 1976-85.
- Har skrevet seks
lærebøger og 25 forskningsartikler.
- Medlem af stiftsrådet
for Bagdad/Basra Syrisk-Ortodokse Kirke 1983-95. Projektansvarlig for
kirkebyggeri og leder af kirkens sociale hjælpearbejde.
-
Forskningsmedarbejder ved DTU 1996-97. Konsulent i UNICEF 1997-2004.
Korttidsopgaver siden 2004.
- Gift med Nashwa, der
er uddannet designer. Tre voksne børn og to børnebørn.