Den 24. maj 2006. Det var den dag, Levi Jeremiah gik om bord i et fly i Entebbe Lufthavn sammen med sin 18-årige søn Solomon, der var udvalgt til at rejse til Danmark under den såkaldte FN-kvote for at blive opereret for en livstruende hjernesvulst. Samtidig var det den dag, da den 43-årige sudaneser på få timer udskiftede rollen som erfaren nødhjælpsarbejder og rådgiver med en ny tilværelse som flygtning og alenefar i Danmark. For resten af familien måtte han efterlade i en flygtningelejr i det nordlige Uganda.

Desperate mennesker, der har mistet alt. Overfyldte flygtningelejre. Natlige overfald. Knappe madrationer. Vaccinationsprogrammer. Genbosætning. - Levi Jeremiah kender Afrikas flygtninges virkelighed bedre end de fleste. I over 20 år arbejdede den 43-årige kristne sudaneser fra Tørring ved Vejle som administrator for internationale hjælpeorganisationer - først blandt flygtninge i hjemlandet Sudan og senere i lejre i nabolandet Uganda.

Levi Jeremiah sidder i stuen i en nedlagt butiksejendom i udkanten af Tørring og fortæller korte brudstykker fra de tidligste barndomsår i bushen i Sydsudan under den første borgerkrig, tiden som flygtning i nabolandet Congo, ungdomsårene tilbage i Sudan, hvor hans kristne navn gjorde det umuligt for ham i at blive optaget på universitetet, den dramatiske flugt til nabolandet Uganda for 14 år siden, og endelig de mange år som flygtningekoordinator og administrator for internationale nødhjælpsorganisationer i Uganda.

Kristne forfulgt

I det overvejende sunni-muslimske Sudan tilhører Levis familie det ikke-arabiske kristne mindretal mod syd. Den kristne tro går som en råd tråd gennem familiens historie fra beretningen om faren, der blev døbt i Congo og lagde hus til de første gudstjenester i landsbyen, til Levis personlige oplevelser af konkrete svar på bøn de utallige gange, han som medlem af et forfulgt kristent mindretal har råbt til Gud om hjælp.

- Det er en meget lang historie. Da regeringen i begyndelsen af firserne forsøgte at indføre islamisk lovgivning, fik det borgerkrigen til at bryde ud igen. På det tidspunkt var jeg ansat af UNHCR som administrator i et hjælpeprojekt for flygtninge fra Uganda, Den Demokratiske Republik Congo og Etiopien. Senere blev jeg nødhjælpskoordinator for det sudanesiske kirkeråd, hvor jeg arbejdede sammen med den anglikanske biskop. I august 1993 indledte regeringen med støtte fra arabiske militser voldsomme angreb på de kristne i syd. Store områder blev bombet og hele landsbyer brændt ned. På en enkelt dag var vi 35.000, der krydsede grænsen til Uganda på flugt fra regeringssoldaterne.

I Uganda fortsatte Levi sit arbejde som flygtningekoordinator - men nu blandt sine fordrevne landsmænd. Senere blev han ansat af den britiske nødhjælpsorganisation Oxfam i et område med 75.000 flygtninge. Han fortæller, at oprørsgrupper gentagne gange angreb flygtningelejrene - ofte støttet af den sudanesiske regering.

- Min nærmeste kollega blev skudt i sit hjem. Mange mennesker døde. Jeg så ubeskrivelige ting. På et tidspunkt trak Oxfam alle udenlandske medarbejdere ud af området. I to måneder var jeg alene med ansvar for at bringe mad ud til 10 lejre og 32 settlements. Fire gange kom oprørerne efter mig. De omringede vores hus, men jeg var ikke hjemme. Gud beskyttede mig.

I 2004 blev Levi ansat af en katolsk hjælpeorganisation som fredsrådgiver. Hans opgave var at uddanne lokale rådgivere.

- Da FN i 1999 introducerede et særligt freds- og forsoningsprogram, var jeg blandt de første, der gennemgik uddannelsen som fredsrådgiver. Mange flygtninge havde oplevet tortur og voldtægt. De var traumatiserede og havde brug for redskaber til at forsone sig med fortiden, så de kunne leve videre.

Hospitalsophold

I Danmark håber Levi at kunne bruge sine erfaringer fra de internationale hjælpeorganisationer og fra freds- og forsoningsarbejdet i Uganda. Han kunne godt tænke sig et job inden for humanitært, kirkeligt eller mellemfolkeligt arbejde - gerne med flygtninge og torturoverlevere.

- Jeg ved, hvad mange flygtninge har været igennem. Jeg har selv måttet flygte og ved, hvad lidelse er. De erfaringer vil jeg gerne bruge til at hjælpe mennesker her i Danmark, siger han. Sproget ser han ikke som nogen stor barriere.

- Dansk er ikke svært at lære for mig. Jeg taler i forvejen seks-syv sprog. Det første år i Danmark har været let for os, fordi vi kunne tale med læger og hospitaler på engelsk. Alle har været meget flinke mod os.

Levi er først for nylig startet på sprogskole. De første syv måneder i Danmark gik med at passe sønnen, der foreløbig har gennemgået fire større hjerneoperationer.

- Den første tid tilbragte jeg på hospitalet sammen med Solomon. Mellem hospitalsopholdene passede jeg ham hjemme. Inden vi kom til Danmark, var jeg ene om ansvaret for at skaffe penge til behandling og medicin. Men nu har kommunen løftet byrden fra mig. Jeg er meget glad og taknemmelig.

Sønnen, der ved ankomsten til Danmark var delvis lammet på grund af en hjernesvulst, er i dag langt på vej er selvhjulpen og går til genoptræning i Vejle

- Det er et mirakel, at Solomon lever. Et stort Guds mirakel, siger hans far.

Venner gennem kirken

Fra den første dag i Tørring var det vigtigt for Levi at møde andre kristne. Den første søndag gik han til gudstjeneste i byens hvidkalkede kirke, der til hans store glæde lå lige ved siden af hans nye hjem.

- Vi var de eneste sorte mennesker i kirken. Efter gudstjenesten gik jeg op til præsten og præsenterede mig på engelsk. Vi kommer stadig i kirken, selv om vi endnu ikke forstår så meget. I kirken har vi fået kontakt med danskere, der har besøgt os mange gange. Sidste sommer tog en familie os med til en international aften på en kristen sommerlejr. Jeg havde brug for at dele mine problemer med kristne brødre og søstre. Jeg spurgte, om de ville bede for min søn. Lederen tog det meget alvorligt og gav sig tid til at snakke med mig og bede for Solomon. Jeg er sikker på, at Gud har hjulpet Solomon gennem deres bøn. Jeg er meget taknemmelig for den hjælp, vi har fået i Danmark. ”I er meget velkomne,” sagde vores danske naboer til os den allerførste dag. De gav os et spisebord, og andre naboer gav min søn en mobiltelefon. Alle mennesker har været gode mod os.

Selv om Levi og Solomon allerede kan meget dansk, er sproget dog stadig en barriere for dybere relationer. Derfor tager far og søn ofte til gudstjeneste i en international afrikansk menighed i Vejle, som de fik kontakt med allerede den første dag.

- Kommunen tog os til Vejle for at købe varmt tøj. Vi frøs, for vi kom jo direkte fra Afrika! I Bilka mødte vi en sudaneser, der fortalte os om den internationale menighed, hvor der er gudstjeneste på engelsk søndag eftermiddag, fortæller Levi.

Bekymret for familien

Levi venter stadig på, at hans kone Rose - der er hans anden kone, efter at hans første kone forsvandt for syv år siden - og de i alt otte børn i alderen 6 måneder til 17 år kan komme til Danmark fra den flygtningelejr i det nordlige Uganda, hvor de fortsat opholder sig.

- Sikkerheden i lejren er meget dårlig. Det er svært for min kone at være alene med ansvaret for alle børnene. Jeg er meget bekymret for dem. Vi taler sammen i telefonen en gang om måneden. Jeg var nødt til at rejse meget hurtigt på grund af Solomons sygdom. Nu søger vi om familiesammenføring. Solomon har stadig brug for hospitalsbehandling og medicin. Vi kan ikke vende tilbage til lejren. Jeg tror på, at Gud har sendt os til Danmark, fordi vores fremtid er her.

BMF