At Fabrice endte i Danmark var en tilfældighed. Den 37-årige
congoleser, der i dag har lært sig flydende dansk, ønskede blot en fremtid i et
fredeligt land. En fremtid han som læge var parat til at arbejde hårdt for.
Foreløbig har han
ventet i 41 måneder. Arbejdstilladelse har han stadig ikke, selv om politiet i
forbindelse med det sidste afslag på asyl opfordrede ham til at søge om et såkaldt
green card, der ville give ham den ønskede opholds- og arbejdstilladelse. Ansøgningen
er for længst afsendt. Svaret lader som alt andet i Fabrice´s liv vente på sig.
Siden er hans asylsag blevet genoptaget. Efter ti måneder som afvist asylsøger
i fase 3 - aktuel udsendelsesposition frataget lommepenge og mulighed for
aktivering - har han det sidste halvandet år igen været i fase 2 med ret til
lommepenge, danskkurser og aktivering. Da hans sag blev genoptaget, blev han
samtidig overflyttet fra Sandholmlejren i Nordsjælland til Center Kongelunden på
Amager, der er omsorgscenter for asylsøgere med særlige behov. For den lange
ventetid i uvished havde tæret på kræfter og helbred.
Fængslet i Congo
Men Fabrice nægter at give op. I sene nattetimer når han
ikke kan sove råber han til Gud om hjælp. Det må og skal lykkes at få opholdstilladelse.
For én ting ved han: Han rejser ikke tilbage til hjemlandet.
- Jeg er ikke
velkommen i Congo. Da jeg vendte hjem fra Cuba i december 2005, opdagede jeg,
at vores ambassadør på Cuba havde sendt rapporter om mig og sagt mange dårlige
ting. På Cuba var jeg leder af ungdomsafdelingen i et oppositionsparti, der
arbejder for demokrati i Congo. Men i Congo kan man ikke kritisere regeringen. Derfor
var min situation ikke god. Jeg prøvede at få arbejde, men mit navn var for
kendt. På et tidspunkt blev jeg tilbageholdt og fængslet. Men jeg var heldig. Nogle
venner fra mit parti havde høje militærgrader og hentede mig ud. - Rejs ud af
landet, sagde de. Uden deres hjælp havde jeg nok ikke siddet her i dag. Andre
kom ikke ud igen.
Den første tid i
Danmark var han fuld af håb. Men efter flere afslag på asyl blev han mere og
mere desperat.
- Der var
tidspunkter, hvor jeg ikke sov i flere dage. Jeg var meget bange og havde mange
triste tanker. Når politiet sagde til mig, at jeg skulle tage tilbage, spurgte
jeg: Hvor skal jeg tage hen? Det er de samme mennesker, der har magten i Congo
som for tre år siden. I mit land slår man mennesker ihjel. Politiet henter dem,
og familien ved ikke mere om dem. Det sker meget ofte. Det er meget trist.
Kontakten med kirken i Danmark har hjulpet Fabrice med at
bevare troen på fremtiden.
- Jeg kommer fra
en katolsk familie og har altid troet på Gud. I Congo gik vi i kirke hver søndag.
Da jeg som 14-årig blev sendt til Cuba for at fortsætte min skolegang, læste
jeg hver dag i Bibelen på mit værelse og bad til Gud. Det gør jeg stadig. Der
er sket mange ting i mit liv. Hvis det ikke var for Guds hjælp, havde jeg ikke
klaret det. I dag er jeg den eneste i min familie, der har en uddannelse. Det
forpligter.
- Det hjælper mig
at gå i kirke igen her i Danmark. Jeg boede et år på et asylcenter i Brovst,
hvor der var en kirkebus hver anden søndag. Da jeg blev overflyttet til
Sandholmlejren, var der nogle kirker i København, der sendte en bus. I dag går
jeg somme tider til gudstjeneste i en dansk kirke, hvor jeg kender præsten. Han
er god at snakke med. Gennem kirken har jeg fået danske venner. Jeg har altid været
meget aktiv. Det værste er at sidde på et asylcenter og gøre ingenting. Så kommer
alle tankerne.
I dag har Fabrice afsluttet alle niveauer i
danskundervisningen hos Røde Kors og er i gang med et online kursus på Roskilde
Sprogcenter. For drømmen er stadig at arbejde som læge i Danmark. Og så er det
vigtigt med gode danskkundskaber.
- Det er min
store drøm at få mulighed for at gøre noget i det danske samfund. Indtil da prøver
jeg ikke at tænke for meget. Det er bedst at have travlt, så man ikke har tid
til så mange tanker.
Han ser ud i
luften et øjeblik og fortsætter:
- Vred på Gud? Nej, det er jeg ikke. Jeg har lært, at der
altid er lys for enden af en mørk tunnel. Men det er svært at holde fast ved, når
man er inde i tunnelen. Når ting sker, er der en mening, som vi måske ikke ser
med det samme. Af natur er jeg en varmblodet mand, men i Danmark har jeg lært
at være tålmodig og tage ting langsomt.
- Den dag, jeg får
opholdstilladelse - hvis og når - er det første, jeg vil gøre, at takke Gud. Jeg
vil også takke Danmark for at give mig mulighed for igen at blive nogen - og gøre
alt, hvad jeg kan, for hurtigst muligt at blive et nyttigt samfundsmedlem. Og så
vil jeg fortsætte kampen for demokrati i mit hjemland. Det skylder jeg den næste
generation. Det skylder jeg mine børn.
BMF