Der var mange
konkrete bud på, hvordan vi bliver bedre til at leve sammen, da over 100
danskere og nydanskere fra 18 lande var samlet i Fredens Kirke i København til
Tværkulturelt Centers forårskonference den 13.-14. marts med temaet migration og
brobygning. Konferencen bød på en broget mosaik af foredrag, nydanskeres
personlige beretninger, svensk aftensang, maleriudstillinger ved nydanske
kunstnere og musikalske indslag på urdu, twi, tagalog, rumænsk, swahili og
arabisk ved københavnske migrantmenigheder.
Hovedtaler var Jan
Opsal, der er docent i interkulturel kommunikation og konfliktløsning ved
Misjonshøgskolen i Stavanger. I fire foredrag med mange praktiske eksempler gav
han deltagerne konkret hjælp til at tackle konflikter og kulturforskelle. Han
understregede, at respekt er nøglen til interkulturel relationsbygning.
- Det kan være
tidskrævende at starte med at spørge til den andens familie og velbefindende,
men i kollektivistiske kulturer bekræfter jeg dermed den andens værdi som
menneske. Når jeg respekterer et andet menneske, har jeg også ret til at blive
mødt med respekt, sagde han blandt andet.
Konferencens anden
hovedtaler var den vestindiskfødte præst Arlington Trotman, der bor i London.
Han er formand for det europæiske kirkenetværk Churches Commission for Migrants
in Europe og følger udviklingen i Europa på nærmeste hold.
- Migration er en af
de store udfordringer i alle vestlige lande. Når marginaliserede unge i
storbyerne reagerer voldeligt, reagerer kirken ofte med frygt. Man ønsker ingen
kontakt. Det er forståeligt, men som kristne har vi medansvar for udviklingen i
vores samfund. I Danmark kan I stadig nå at vende udviklingen. Men det kræver,
at nogen går foran. I Storbritannien har en række kirker taget initiativ til at
samle aktører i lokalsamfundet og inddraget ofrenes såvel som voldsmændenes
familier. Her må kirken ikke have berøringsangst. Gå på besøg hos familierne og
udtryk jeres medfølelse og vilje til at hjælpe. Det er med til at bygge bro i
lokalsamfundet og give kirken troværdighed.
Arlington Trotman har
på egen krop oplevet, hvad det vil sige at blive mødt med negative fordomme. Da
han som ung indvandrer fra Barbados kom til London for at arbejde, blev han
afvist i den lokale kirke.
- Efter gudstjenesten
bad præsten mig om ikke at komme igen på grund af min hudfarve. ”Længere nede ad
gaden er der en kirke for folk som dig,” sagde han. Det var dybt sårende. Det
tog to år, før jeg igen satte mine ben i en kirke. Hvis jeg ikke havde haft en
god portion selvtillid med mig hjemmefra. kunne oplevelsen have rokket alvorligt
ved min tro på mig selv og mine fremtidsmuligheder.
Jan Opsal
definerede en fordom som en negativ variant af en stereotypi – det vil sige de
forestillinger, vi alle har om andre grupper. Han advarede mod fastlåste
stereotypier af indvandrere.
- I vores samfund har
vi store sociale grupper, der har meget lidt eller ingen kontakt med hinanden.
Det betyder, at fordomme kan udvikle sig frit i begge grupper. Når stereotypier
er erfaringsbaserede, justerbare og åbne for individuelle variationer, kan de
være en nyttig førstehjælp i kulturmødet. Men bliver de lukkede og fastlåste,
bliver de farlige.
- En polariseret og
hadsk tone i samfundsdebatten er også med til at stimulere og legimatisere de
kræfter, som kan tænkes at ty til vold. Hvis indvandrere til stadighed oplever,
at deres sociale værdier angrebes og karikeres i medierne, kan værtsamfundets
fordomme blive selvopfyldende. I dag ser vi, at mange unge har mistet troen på
fremtiden. De har kun respekt for knive og det stærkeste våben. Skal vi vende
udviklingen, må vi hjælpe dem med at genvende troen på fremtiden.
Han pegede på, at
de valg, vi som samfund og kirke træffer i dag, vil få vidtrækkende konsekvenser
for udviklingen fremover.
- Som borgere har vi
ansvar for at være med til at skabe et samfund, hvor langt flere flygtninge og
indvandrere oplever, at de får en reel chance for at skabe sig en fremtid, og
hvor arbejdsmuligheder, uddannelses- og boligtilbud bliver organiseret sådan, at
der skabes naturlige muligheder for kontakt mellem forskellige grupper.
- I menighederne har
vi ansvar for at være med til at skabe flere mødesteder for enkeltpersoner
og grupper såvel som på
lederniveau. Det sidste har stor symbolsk værdi, for medierne lægger mærke til,
hvad ledere foretager sig. Derfor skal menighedsledere opfordres til at tage
kontakt til ledere i moskéer, indvandrerforeninger og migrantkirker, så man
kender hinanden og kan gå til hinanden, når der opstår problemer.
Han pegede på, at
menigheder og kirkelige foreninger kan være med til at påvirke tonen i den
offentlige debat ved at fortælle om deres erfaringer med kontakt til
nydanskere.
- Når vi fortæller om
flygtninge og indvandrere fra de mest udsatte grupper, hvis liv faktisk lykkes,
begynder flere at se disse mennesker som individer og ikke bare som en
skræmmende gruppe, forklarede Jan Opsal og tilføjede, at også muslimer har
historier, som kristne kan være med til at fortælle.
- Det er vigtigt at forstå værdien af de marginale kontakter – det at nogen i den ene gruppe kender nogen i den anden og kan sige: ”Jeg kender dem, du snakker om. Det, du siger, stemmer ikke med mine erfaringer.” Vi kan alle gøre en forskel ved bevidst at finde en ven, der er indvandrer eller flygtning. Når jeg har en ven, kender jeg mindst en i den anden gruppe. Erfaringer kan ikke diskuteres på samme måde som holdninger. Mennesker med bombastiske holdninger kender ofte ikke flygtninge eller indvandrere personligt. En ven kan man få ved at opsøge en migrantmenighed eller en moské. Som menigheder og foreninger kan man arrangere tiltag sammen, hvor man deler ansvaret, og hvor begge parter bidrager på lige fod.