Kasandras mormor

Afvist irakisk ægtepar har børnebørn i Århus

Da Kasandra var seks måneder gammel, flygtede hendes mormor og morfar fra livstruende chikane i Saddam Husseins Irak og endte ved et tilfælde i Danmark. I et land uden retssikkerhed for religiøse minoriteter var de blevet fordrevet fra deres hjem i et tidligere kristent kvarter i den irakiske hovedstad Bagdad. I dag er Kasandra 7 år og går i 1. klasse på Viby Skole. Men mens kammeraternes bedsteforældre bor i huse og lejligheder, bor Kasandras mormor og morfar i Sandholmlejren i Nordsjælland på et lille værelse med fælles bad og toilet. For det ældre irakiske ægtepar er stadig asylansøgere – på ottende år.

Den største menneskeskabte katastrofe i årtier. Sådan beskrev en anset britisk avis for nylig krigen i Irak, der har sendt over fire millioner irakere på flugt og forårsaget ubeskrivelige ødelæggelser i et land, der huser nogle af verdens ældste kulturskatte. Men vold og kaos i Irak har ikke ændret den faste rutine i Sandholmlejren for Shama Hanna Youssef (57) og hendes mand Yoel Odisho (68). Som afviste asylansøgere i aktuel udsendelsesposition skal de stadig møde hos politiet to gange om ugen, hvor de bliver spurgt, hvornår de rejser tilbage til Irak.

- Jeg siger, at jeg ikke kan rejse, fordi jeg elsker Danmark og er blevet en dansk kvinde! Hvad kan jeg sige? Det er meget ydmygende. De ved jo godt, at vi ikke kan rejse tilbage, siger Shama og fortæller om en veninde i Bagdad, der ringede for få dage siden for at sige, at de endelig ikke måtte tænke på at vende tilbage til Irak.

- Hun fortalte, at hendes familie ikke længere tør gå i kirke. ”Bagdad brænder,” sagde hun. ”I kan ikke forestille jer hverdagen her.”

Syv år på asylcentre

Shama åbner døren ind til det lille værelse i en af de sortmalede træbarakker i Sandholmlejren, der efter fire års ophold på fem forskellige asylcentre har været parrets stue, soveværelse og interimistiske køkken de sidste tre år. På bordet mellem de røde jernsenge er der dækket op med kaffe, småkager og chokoladekarameller. Langs den ene væg er parrets sparsomme ejendele stablet op og dækket med et tæppe.

- Syv år er meget lang tid. Vores børnebørn er blevet store. Vi er blevet gamle. Min mand har forandret sig meget. Han sidder hver dag og spiller kort med de andre mænd. I Irak arbejdede han som blikkenslager og var altid glad. Nu er han meget nervøs og har mistet sit gode humør.

- Da vi kom for syv år siden, havde vi været illegalt i Tyrkiet og længtes bare efter sikkerhed og et normalt liv. Det var tilfældigt, at det blev Danmark. Vi ville bare et sted hen, hvor vi kunne få arbejde, lære sproget og få venner. Men vores liv er stadig ikke normalt. I syv år har vores liv været på pause. De siger, at de vil sende os tilbage, men i Irak har vi ingen, der kan hjælpe os. Vores eneste datter bor i Århus, fortæller Shama.

Tøjbutik

De fleste dage arbejder Shama frivilligt i Sandholmlejrens tøjbutik, hvor beboerne efter et særligt pointsystem kan få nødvendige beklædningsgenstande.

- Jeg er nødt til at være aktiv. Jeg kan ikke sidde på min seng hele dagen. De sidste tre år har vi ikke måttet lave mad, så jeg må finde andre ting at gøre.

Som størstedelen af Iraks kristne mindretal tilhører Shama den kaldæiske kirke. Hun fortæller, at den kristne tro altid har været det bærende i hendes liv.

- Jeg lærte at bede som barn. Jeg beder stadig hver dag og læser i min bibel. Min tro er i mit hjerte. Bønnen hjælper mig til ikke at give op. Når jeg er nervøs, beder jeg. Så bliver jeg rolig. I Irak gik jeg i kirke hver uge, men her kan vi kun komme i kirke, når kirken sender en bus. Vi har jo ingen penge til transport. Jeg går i kirke for at bede. Kirken er Guds hus. I kirken kan jeg glemme mine problemer. Når jeg modtager nadveren, føler jeg fred i hjertet.

Skød omkring huset

Shama voksede op som den næstældste af en søskendeflok på ni. Som 10-årig blev hun taget ud af skolen for at hjælpe derhjemme, men selv om hun kun har gået tre år i skole, kan hun både læse og skrive. Det har hun lært sig ved at se fjernsyn, fortæller hun med et smil. Senere fik hun arbejde på en fabrik, hvor hun var i 22 år. Hun fortæller om baggrunden for flugten:

- Vi boede i en kvarter med mange kristne familier. Men det blev stadig sværere for de kristne. I 1997 fik vores datter problemer og måtte rejse. Min bror var allerede rejst til USA. Saddams sikkerhedsfolk kom mange gange og spurgte efter vores datter og min bror. Vi sagde, at vi ikke vidste, hvor de var. En dag begyndte nogen at knuse vores vinduer. Det skete flere gange. Om natten kom de og truede os og skød omkring vores hus. Vi vidste ikke, hvem de var, men vi var meget bange. Ingen af naboerne turde hjælpe os. Til sidst kom de og tog vores ting og satte dem ud på gaden. ”I har solgt jeres hus,” sagde de. Men vi havde ikke solgt noget og fik aldrig nogen penge. Vi tog ud til min bror i en anden bydel, men vi følte os ikke sikre. Efter kort tid rejste vi illegalt til Tyrkiet.

Bedre end Irak

Siden invasionen i 2003 har Shama mistet sin mor, to brødre og en svoger i Irak. Resten af familien bor i dag i Syrien, Holland og USA.

- Jeg savner min familie meget. Jeg har mange søstre, der også er mine veninder. I Irak besøgte vi hinanden flere gange om ugen. I Danmark er jeg alene. Men i kirken har jeg fået danske venner, der prøver at hjælpe os. De er blevet vores nye familie, siger Shama.

Som afviste asylansøgere har parret ikke fået kost- eller lommepenge i tre år.

- I Sandholm kan vi komme og gå, som vi vil, men vi er frataget alt og kan ikke bestemme over vores eget liv. Men det er stadig meget bedre end Irak. Her er vi i sikkerhed og kan gå i kirke uden at være bange for bomber. Det værste er, at jeg ikke kan købe noget til mine børnebørn. Somme giver de os et stykke chokolade i cafeteriaet. Det gemmer jeg til Kasandra.

Stressende

Børnebørnene Kasandra (7) og Gorgeis (14) bor i Viby ved Århus, hvor deres mor Jaklin Yoel Odisho (37) arbejder som rengøringsassistent og deres far er vicevært i en boligforening.

Jaklin Odisho lægger ikke skjul på, at familien oplever forældrenes situation som et stort pres i hverdagen.

- Det er meget hårdt at se, at mine forældre har det så dårligt uden at kunne hjælpe dem. Det er meget stressende. Jeg er dansk statsborger. Jeg er meget vred over, at Danmark behandler mine forældre på den måde. Hver dag bliver 30 eller 50 mennesker dræbt i Irak. Da terrorister for nylig kidnappede min fætter, forlangte de 50.000 dollars i løsesum. Jeg er enebarn og har ingen søskende, som mine forældre kan bo hos i Irak. Min far er 68. Hvem vil give ham arbejde, hvis han bliver sendt tilbage? Hvem vil betale løsepenge, hvis han bliver kidnappet?

- Da jeg kom til Danmark i 1997, fik jeg asyl efter 11 måneder. Nu har mine forældre ventet i syv år. De sidste tre år har de ikke haft nogen penge. I Irak ejede min far et stort hus med fem værelser. Han tjente gode penge. I Danmark skal han bede sin datter om penge, hver gang han vil købe en liter juice. Det er meget forkert. Somme tider sidder min mor bare og græder, når hun besøger os. Vores danske venner og arbejdskolleger er chokerede over, at mine forældre har ventet så længe. De synes, det er meget mærkeligt.

Også familiens børn lider under usikkerheden og den stadige trussel om tvangsmæssig hjemsendelse af bedsteforældrene. Jaklin fortæller, at specielt 7-årige Kasandra er meget knyttet til bedsteforældrene, der ofte er på besøg i lejligheden i Viby.

- Hun vil slet ikke kunne bære at skulle skilles fra mormor og morfar.