Tolke føler sig velkomne

Kirkeligt netværk modtager irakiske tolke i Vestjyllland

Da de danske soldater gjorde klar til at forlade Irak sidste sommer, vidste Hussein, at han ikke havde nogen fremtid i sit krigshærgede land. Som mange af studiekammeraterne fra Basra Universitet havde den 32-årige iraker arbejdet som tolk for de danske soldater siden invasionen i 2003. Med danskernes exit stod han uden beskyttelse i et land på randen af kaos, hvor alle, der havde hjulpet koalitionsstyrkerne, var oplagte mål for oprørenes kugleregn. Derfor tog Hussein imod tilbuddet om at blive evakueret til Danmark med sin familie.

Solen sender en enkelt nysgerrig stråle ind gennem en sprække i de orange gardiner, der er trukket for alle vinduer i lejligheden i udkanten af Skjern. I den sorte lædersofa sidder Hussein i jeans og rødstribet T-shirt og leger med sin lille datter, der pludrer tilfreds, mens hans kone Kathem serverer sød kaffe og chokoladekage.

Hussein og Kathem var blandt de første, der blev fløjet til Danmark i juli sidste år, da de irakiske tolke, der havde arbejdet for danskerne, fik mulighed for at søge asyl i Danmark. Efter tre måneder på et asylcenter i Ebeltoft fik familien asyl, og sammen med to andre tolkefamilier flyttede de i november til den vestjyske by Skjern, hvor de skal følge et treårigt integrationsforløb med sprogskole og praktik. I alt har 373 tolke med familier taget imod tilbuddet om at komme til Danmark, og godt 300 har foreløbig fået asyl.

Fodbold og julefest

I Skjern stod et velfungerende kirkeligt netværk parat til at modtage de irakiske familier.

- Vi er heldige, at vi kom til Skjern. Allerede den anden dag fik vi besøg af en dansker. Kommunen havde sagt til os, at han ville komme. Han fortalte, at han kom fra kirken, og spurgte, om vi havde lyst til at spille fodbold samme aften! Han fortalte også, at vi kunne få danske kontaktfamilier. Det var meget dejligt at få besøg. Vi kendte jo ingen. I dag er han vores gode ven, og gennem kirken har vi fået to fantastiske kontaktfamilier. Vi besøger hinanden, og de har inviteret os til spisning i kirken og mange andre ting, så nu kender vi rigtig mange mennesker, fortæller Hussein.

Kontaktfamilieordningen har betydet, at alle de irakiske familier i dag har et dansk netværk, der støtter dem i hverdagen. Det har givet familierne en god start, mener Hussein.

- Vi ser vores kontaktfamilier mindst en gang om ugen og ofte mere. Men vi ved godt, at de også har deres eget liv, så vi forventer ikke mere. Heldigvis bor de lige i nærheden, og vi har lavet en aftale om, at vi gerne må besøge hinanden uden at ringe først - bare komme og banke på døren, ligesom vi gør i Irak. De har hjulpet os rigtig meget. Vi har også været på fisketure sammen og fanget torsk og gedder. Det var rigtig godt. Jeg voksede op i Basra 50 meter fra Iraks største flod Eufrat og har fisket hele mit liv. Fisk er både sund og gratis mad!

Fra hjemlandet har Hussein og Kathem et positivt billede af kristne.

- I Irak er de kristne fredselskende mennesker, der er kendt for at være meget pligtopfyldende. Der er ikke nogen kirke i vores kvarter i Basra, så vi har ikke haft personlig kontakt med kristne, før vi kom til Danmark. Men vi kan godt lide at spise i kirken og være sammen med danskere og andre udlændinge. Vi har også været til julefest i kirken. I min familie er vi meget åbne. Vi er ikke meget religiøse. Vi faster i Ramadanen, og som Shiamuslimer beder vi normalt fem bønner tre gange om dagen. Vi er sådan almindeligt troende. Mange af os har en uddannelse, så vi har altid diskuteret meget.

Tilbudt arbejde

Med en universitetseksamen i engelsk var Hussein en oplagt kandidat til jobbet som tolk for koalitionsstyrkerne i Basra efter invasionen i 2003.

- Jeg ville gerne bruge min uddannelse og gøre noget godt for mit land. Dengang var stemningen helt anderledes. Folk var glade og taknemmelige og havde gode følelser over for danskerne, der byggede veje og skoler og åbnede den første internetcafé i vores bydel. Men tiden gik, og situationen blev ikke bedre. Der var store problemer med gas- og elforsyningen. Sikkerheden blev stadig dårligere, og familier mistede deres sønner. Folk begyndte at skifte mening.

- Hver dag hørte vi om tolke, der blev dræbt. Vi mistede venner og kolleger. På en enkelt dag blev 17 tolke dræbt. Når jeg gik på arbejde om morgenen, vidste min kone ikke, om jeg kom hjem om aftenen. Det var meget farligt for os. Derfor sagde jeg med det samme ja tak til at komme til Danmark. Vi rejste om natten med militærfly til Cypern. Mens vi ventede på vores fly, blev vi flere gange beskudt og måtte smide os på jorden. Jeg sagde til mine kolleger, at det ikke ville være godt at blive dræbt nu i de sidste timer, vi var i Irak, griner Hussein.

Han bliver alvorlig og fortsætter:

- Da vi sad i flyet, var vi glade og lettede, men det var også en meget trist dag. Vi efterlod vores familie, venner og alt, hvad vi havde bygget op. Ved siden af arbejdet som tolk var jeg også engelsklærer på et gymnasium og havde en tøjforretning. Jeg tjente gode penge. I Danmark kan jeg hverken bruge min uddannelse eller mit sprog. Jeg har mistet alt og starter helt fra nul.

Høj pris

Hussein er for længst holdt op med at bebrejde sig selv, at han valgte at arbejde for danskerne.

- Ingen kunne forudse, hvordan det ville gå. Jeg ønskede at hjælpe mit folk. Men havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg ikke gjort det. Det er os, der er taberne. Vi betaler en høj pris.

- Jeg vil meget gerne tilbage til mit land en dag. Selv om det er meget svært i Irak lige nu, er det bedst at bo i sit eget land sammen med sin familie. I Irak bor vi i storfamilier. I vores familie boede vi 12 mennesker i et stort hus i Basra. I Irak er der altid mennesker i gaderne. I Danmark er det helt anderledes. Da vi kom til Ebeltoft, blev vi meget overraskede over, at gaderne var helt tomme. Hvor var danskerne henne?!

For nylig henvendte en lokal kristen friskole sig til Hussein og spurgte, om han havde lyst til at komme på besøg som gæstelærer.

- Det var mit første møde med en dansk skole. Jeg fandt ud af, at i Danmark går lærerne ikke i jakkesæt som i Irak! En af eleverne stillede et meget sjovt spørgsmål. Han sagde: ”Vi tror på Gud. Hvad tror du på?!” Jeg sagde, at jeg også tror på Gud! Eleverne troede, at muslimer har en helt anden religion end kristne. Jeg fortalte, at som jeg ser det kommer alle religioner fra den samme kilde - fra Gud. Jeg fortalte også, at muslimer har stor respekt for Jesus som en stor profet.

Gode samfundsborgere

Selv om det har været en stor omvæltning at komme til Danmark, er Hussein optimistisk med hensyn til fremtiden. Han har let ved sprog og har allerede lært en del dansk.

- Det er meget vigtigt for mig at lære sproget og få et arbejde, så jeg kan forsørge min familie. Jeg vil gerne vise, at irakere kan blive gode danske samfundsborgere. Jeg håber også, at min datter må få en god uddannelse og blive et godt menneske. Hun bliver dansker, men jeg håber, at hun aldrig vil glemme, at hun også er iraker. Vi har en meget gammel kultur og civilisation. Hun skal vide, hvor hun kommer fra.

Hussein lægger ikke skjul på, at det sværeste er savnet af familien i Irak og frygten for, at der skal ske dem noget.

- Jeg er nært knyttet til min mor. Hver gang vi taler sammen i telefonen, græder hun. Jeg savner også min far. Han lærte mig at respektere alle mennesker og turde tro på mig selv. Han har ikke en stor uddannelse, men han har et stort hjerte. Jeg savner mine brødre og alle mine venner. Jeg har altid haft let ved at snakke med alle slags mennesker. Heldigvis bor vi i samme boligforening som de andre irakiske familier i Skjern. Vi er gamle studiekammerater og har været venner og kolleger i mange år. Det er godt, at vi kan vi besøge hinanden hver dag og hjælpe hinanden. Vi forstår hinanden, fordi vi er i samme situation og har oplevet det samme.

BMF

Efter ønske fra Hussein er familiens navne ændret.