Hendes storebror husker svagt familiens telt i flygtningelejren i Iran og flugten på hesteryg ad smalle bjergstier i mørke og kulde. Selv har Homasa Shino ingen erindringer fra den krig, der i 1985 sendte hendes forældre på flugt fra landsby til landsby i Nordirak - en flugt, der endte i en flygtningelejr i nabolandet Iran, hvor hun selv blev født fem år senere. Da Homasa var tre måneder gammel, kom familien til Danmark. Siden har de boet i Århus, hvor faren er socialrådgiver og moren folkeskolelærer.
Homasa er kristen assyrer og en glad og udadvendt pige med
mod på livet. Til august bliver hun 18 år og har allerede lagt planer for
fremtiden. Når hun næste år bliver færdig med gymnasiet, vil hun arbejde nogle
måneder og derefter ud at rejse.
- Jeg vil gerne
se andre dele af verden og besøge min familie i USA og Australien. Når jeg
kommer hjem, overvejer jeg at læse til lærer. Jeg er glad for børn og synes,
det kunne være rigtig spændende.
Foreløbig går
Homasa i 2. g på Langkær Gymnasium i Århus, hvor hun har en travl hverdag med
lektier, familie, venner, fodboldklub, det assyriske folkedanserhold, hvor hun
hjælper med at oplære de yngre piger, assyriske gudstjenester hver anden lørdag
og det assyriske kirkekor, hvor hun synger sammen med andre piger i menigheden.
Som hun siger: Det er jo os, der engang skal tage over.
Som assyrer er
Homasa meget bevidst om, at hun er anderledes end sine danske veninder. Det har
hun ingen problemer med.
- Det er fint
nok at være lidt anderledes. Jeg er meget stolt af min baggrund, vores
assyriske kultur og gamle kristne traditioner. Jeg har aldrig oplevet noget
negativt, selv om assyrere jo er mørkhårede og ser anderledes ud. Jeg er bare
rigtig glad for at være assyrer, siger Homasa og tilføjer, at hendes danske
veninder altid har vist positiv interesse for hendes kultur og traditioner.
- De kan godt lide at komme hos os, og mine
forældre er meget åbne for at fortælle. Nogle har været med til assyriske
gudstjenester. De synes, det er hårdt at skulle være der i flere timer og stå
op hele tiden. I en dansk kirke tager det jo ikke særlig lang tid. Hos os
foregår gudstjenesten på assyrisk, som de selvfølgelig ikke forstår, så jeg
prøver at oversætte lidt. Mine veninder har også været med til assyriske
fester. Det synes de er helt vildt fedt! De kan mærke, at assyrere har et meget
tæt fællesskab. Vi danser rigtig meget, spiser, hygger os og snakker. Hos os
handler det om at være sammen. Det er mere socialt end til danske fester. Selv
om vi godt kan drikke lidt, kommer vi ikke for at drikke os fulde.
- Jeg prøver at
blande det bedste fra vores assyriske kultur med det bedste fra dansk kultur.
Men når jeg en gang skal giftes, bliver det nok med en assyrer. Det gør det
hele meget nemmere. Danskere og assyrere er jo meget forskellige. Vi har vores
kultur, traditioner og sprog, som jeg aldrig vil opgive.
Familien vigtigst
Homasa er glad for at kende sin baggrund og
familiehistorie. Men hun kan godt have svært ved at forholde sig til
begivenheder, som hun ikke selv kan huske.
- Da jeg var
mindre, snakkede vi meget om mine forældres flugt og hvordan det var dengang.
Jeg havde mange spørgsmål. Det har været utrolig hårdt for mine forældre at
flygte med to små børn - min ældste bror og søster. Min mor var gravid - først
med min anden bror og så med mig. Jeg kan slet ikke rigtig forestille mig det.
Vi taler ikke så meget om det længere, men når vi hører nyheder fra Irak,
fortæller mine forældre somme tider, at dengang de flygtede gjorde de sådan og
sådan.
- Min familie
betyder rigtig meget for mig. De er det vigtigste i mit liv. De mennesker, jeg
har omkring mig, gør mig glad - min familie og mine venner. Jeg har også to
mostre, en faster og en farbror og deres familier her i Århus. I alt er vi 15
fætre og kusiner.
Mormor hjalp
For et par år siden flyttede Homasas familie fra en fireværelses
lejlighed i Århus til et stort hus i forstaden Tilst. Her er der god plads til
de fire voksne børn, der alle bor hjemme, og til Homasas mormor, der i mange år
har boet hos familien.
- Nu har vi for
første gang hver vores værelse. I lejligheden sov vi sammen, så vores mormor
kunne få sit eget værelse. I vores kultur har vi ikke tradition for plejehjem.
Min mormor taler kun assyrisk, så det ville også være meget svært for hende.
Det er rart at have vores mormor hos os hele tiden, så vi kan nyde hende. Hun
har så mange erfaringer og kan fortælle alle mulige historier. Da vi var mindre
og mine forældre havde travlt med at arbejde og studere, havde hun altid mad
parat til os, når vi kom hjem fra skole.
Homasa er
taknemmelig for, at hun er vokset op med bøn og kirkegang.
- Mine danske
veninder spørger tit, hvorfor vi er så religiøse i vores familie. Jeg
forklarer, at det er noget, vi har inde i os. Jeg ved, hvem jeg har deroppe -
hvem jeg kan gå til, når jeg har problemer. Det styrker min hverdag. Herhjemme
beder vi altid, inden vi spiser. Vi beder også aftenbøn. Min mormor beder mange
gange hver dag. Det gør jeg ikke, men jeg beder flere gange om ugen og læser i
Bibelen. Det er bare naturligt. Mine veninder har sagt ja til deres konfirmation,
men troen betyder ikke så meget for dem. Det har jeg svært ved at forstå, for
min tro betyder bare så meget for mig.
BMF