En dag bliver det bedre

Afviste irakere: 21-årige Helin har været asylsøger halvdelen af sit liv  

Vi mødtes første gang til en middag på tværs i Apostelkirken på Vesterbro tilbage i januar. Hun stod lidt genert i døren sammen med en kristen irakisk veninde. Pigerne kom fra samme by i Irak og var studiekammerater på kosmetologskolen i København. Begge talte flydende dansk. Men mens veninden netop havde fået asyl, var Helin Gargari, der er sunnimuslim, stadig asylansøger på 10 år. I dag er veninden ved at opbygge et nyt liv i Danmark, mens Helins familie er omfattet af den tilbagetagelsesaftale, som Danmark indgik med Irak i maj. Aftalen betyder, at Helin, hendes forældre og fire søskende på 5, 13, 16 og 23 år, risikerer at blive sendt tilbage til Irak i den nærmeste fremtid. – Mens travle mennesker haster forbi i morgenmylderet på Københavns Hovedbanegård en onsdag i august, fortæller Helin om livet som afvist asylsøger. 

 
Egentlig har jeg ikke lyst til at snakke om det.  Jeg har talt med mange journalister, men det har ikke hjulpet. De åbner for mit sår, men min situation bliver ikke bedre. For fire år siden blev jeg interviewet i TV-avisen. Dengang havde vi ventet i syv år. I dag er vi den irakiske familie i Danmark, der har ventet længst - snart 11 år.  

Jeg husker ikke ret meget fra Irak. Kun at politiet ofte kom til vores hus og ledte efter min far i tiden op til flugten. Der skete en hel masse, som jeg prøver at glemme. Da de dræbte min onkel, flygtede vi. Det var i slutningen af 1998. Jeg var 11 år. Jeg ved ikke præcis, hvorfor de dræbte ham. Vi er kurdere og kommer fra en landsby i nærheden af Mosul, hvor UNHCR siger, at det stadig er meget farligt.   

Vi drømte om frihed til at leve et normalt liv i Danmark. Men vores liv er ikke normalt. Først boede vi fire et halvt år på Center Holmegård på Langeland, hvor nogle syge mennesker forsøgte at brænde centret ned. Jeg husker, at jeg var meget bange. Jeg fik lov at gå i skole i Rudkøbing, men så blev vi flyttet til et andet center, og da vi fik endeligt afslag på asyl, måtte jeg ikke gå i skole længere. Da var jeg 17 år. De næste to år lavede jeg ikke noget. Så fik jeg lov at gå i 9. klasse på VUC. Bagefter kom jeg på teknisk skole, men som afvist asylansøger måtte jeg ikke få en praktikplads. I stedet kom jeg ind på en privat frisørskole, hvor vi ikke skulle i praktik. For tre år siden blev jeg færdig som frisør. Men asylansøgere må jo ikke arbejde, så jeg fortsatte på kosmetologskolen. 

Jeg prøver ikke at tænke for meget på det hele. Når jeg tænker, kan jeg ikke koncentrere mig om mine studier. I september skal jeg til afsluttende eksamen, så jeg skal læse meget. 

For to år siden fik vi afslag på at få vores asylsag genoptaget med den begrundelse, at vi ikke er kristne. Det gjorde ondt at få den besked. Hvorfor skal der være forskel på kristne og muslimer? Vi tør heller ikke bo i Irak efter borgerkrigen. Vi er også bange. Vi har ingen fremtid i Irak. Da vi flygtede, solgte vi alt for at få penge til at rejse. Siden er vores familie enten flygtet eller døde.

I dag har næsten alle de kristne irakiske familier fået asyl. Vi er meget glade på deres vegne. Flere af mine veninder er kristne. På asylcentret dansede vi og lavede fest sammen med dem. Men man bliver også lidt ked af det og tænker: Hvad med mig? Hvad er forskellen? Jeg har været i Danmark halvdelen af mit liv. Jeg taler dansk og føler mig som dansker. Jeg har integreret mig og har mange danske veninder.  Hvorfor kan vi ikke få opholdstilladelse?

I flere år var vi på madkasseordning og fik ingen penge overhovedet. Mine søskende er først for nylig kommet i folkeskolen. Indtil da gik de på asylskoler, hvor man ikke har fuldt pensum. Heldigvis fik vi sidste år lov at flytte ud fra Center Avnstrup, hvor vi havde boet de sidste fire år. Nu bor vi i et hus i en nærliggende by. Der er kun vores familie i huset. Det er trods alt meget bedre.

Somme tider føler jeg, at jeg er to personer. Når jeg er hjemme, tænker jeg på det hele. Vi snakker meget om vores situation. Hvad skal vi gøre? Skal vi tage til et andet land? Er der noget nyt fra advokaten? Men når jeg er på skolen i København og ude i byen med mine veninder, føler jeg, at jeg er ligesom dem. Så ser jeg ikke mig selv som en asylansøgerpige. Men i mit hjerte ved jeg godt, at jeg snyder mig selv. Jeg har jo ikke opholdstilladelse. Det er kun en drøm.

I Danmark har jeg tit været i kirke sammen med mine kristne veninder. Der er jo ikke nogen rigtig moské her. Kirken er også Guds hus. Somme tider sidder jeg og beder til Gud derhjemme. Så får jeg det godt. Min tro gør mig stærkere. En dag bliver det bedre. Jeg vil kæmpe og ikke give op. En dag får vi opholdstilladelse, så jeg kan arbejde og bruge min uddannelse. Det tror jeg på. Sådan må det være.

Bent Dahl Jensen og BMF