Glæden er blå
Velbesøgt efterårskonference om tro, kultur og livsglæde

Tværkulturelt Centers konference den 4.-6. november i København med temaet ”Glæden er blå” bød på et kalejdoskop af kulturmøder for øjne, ører og alle sanser. Konferencen var  arrangeret i samarbejde med kirkelige organisationer og københavnske migrantmenigheder og samlede over 200 danskere og nydanskere fra 19 lande og fem kontinenter. Her mødtes danskere og nydanskere fra et bredt udsnit af dansk/nydansk kirke- og foreningsliv på tværs af landsdele og kirkeretninger. Nye venskaber opstod, og alle rejste hjem med større netværk og videre horisonter.   

Fra programmet kan nævnes oplæg om livsglæde ved herboende flygtninge og indvandrere (heriblandt flere migrantpræster)  fra Kina, Irak, Iran, Sydsudan og Sydkorea, foredrag om religion og terror ved en dansk universitetslektor, oplæg om aktuel udlændingelovgivning ved en advokat, seminar om partnerskab med migrantmenigheder ved en afrikansk præst og en dansk kirketjener, kreativ workshop ved en aserbajdsjansk kunstner og en dansk teolog, anglikansk aftensang, kinesisk kor, brasiliansk dans og bugnende buffeter fra Asiens og Mellemøstens køkkener tilberedt af herboende thailændere fra IKCs sprogskole i Bethesda, den kaldæiske menighed i Søborg og en etiopisk menighed i København.

Mange nydanskere kender glæden ved at hjælpe andre. Fra hjemlandet har de syn for samfundets svage og sårbare grupper og har ofte selv gennemlevet svære ting. Med deres smittende livsglæde, robuste kristentro og overskud til at gøre en forskel er de populære frivillige medarbejdere i menigheder og kirkelige organisationer, hvor de gerne giver en hånd med. Det blev gentagne gange understreget på konferencen, hvor der
der var masser af gode historier om vellykket integration på trods på af de svære oplevelser, som mange nydanskere har med i baggagen. Mange vil huske de stærke personlige beretninger om, hvordan den kristne tro kan bære i gode såvel som onde dage - også når man er opvokset i en anden kultur, har gennemlevet krig og måttet flygte fra sit hjemland.

At selv torturoverlevere kan bevare troen på Guds godhed og en bedre fremtid er den eritreanske gospelsanger Helen Berhane, der kom til Danmark som FN-kvoteflygtning for fire år siden efter omfattende tortur i hjemlandet, et levende eksempel på. Der blev lyttet intenst, da hun lørdag aften fortalte om sit liv og hvordan hun formåede at holde fast ved sin tro og livsglæde i fængslet og fortsætte med at synge under ekstreme forhold.
 
Foruden oplæg i plenum kunne deltagerne vælge seminarer om blandt andet aktuel udlændingelovgivning, kulturmøder set fra begge sider, konvertering, venskabsfamilier og en kreativ workshop, hvor opgaven var at male glæden på tværs af kulturer.

Den sidste dag fortalte fire livskloge kvinder fra Taiwan, Sri Lanka, Uganda og Danmark  engageret om deres personlige tro og oplevelse af livsglæde i hverdagen i en  panelsamtale, inden alle gik ind til den afsluttende festgudstjeneste i Sct. Andreas Kirke sammen med den internationale menighed International Church of Copenhagen, der også bød på kirkefrokost.