Min lange rejse

Albansk flygtning blev præst for svensk menighed i Malmø

Det er reglen snarere end undtagelsen, at muslimer overværer gudstjenesten i Hyllie Park Kyrkan i Malmø. Men sådan har det ikke altid været. Inden Ferro Mehmedovic i 2002 blev ansat som præst ved kirken, der ligger i et naturskønt område med udsigt til Øresundsbroen, var der ikke mange i den velhavende svenske forstadsmenighed, der forestillede sig, at muslimer kunne have lyst til at gå i kirke. I dag er menigheden kendt som et åbent fællesskab, hvor alle er velkomne uanset tro og overbevisning. For 16 år siden tog præsten selv den lange rejse fra islam til den kristne tro.

Ferro Mehmedovic skiller sig ikke nævneværdigt ud fra den svenske menighed, der småsnakkende er på vej ind i Hyllie Park Kyrkan i Malmø denne søndag formiddag. Men bag de venlige grågrønne øjne gemmer den 40-årige teolog og præst på en meget anderledes livshistorie. Som etnisk albaner voksede han op i en muslimsk familie i Montenegro i Titos Jugoslavien. Han har det sorte bælte i karate og har været medlem af det serbiske antiterrorkorps. Under Balkankrigen blev han indkaldt til det serbiske politi men flygtede til Sverige, hvor han de næste måneder boede på et asylcenter. Her mødte han for første gang kristne, der var anderledes end de kristne soldater, der myrdede, torturerede og voldtog i hjemlandet. Efter få måneder blev den deserterede politiofficer kristen - imod alle odds.

- Da jeg kom til Sverige, kom jeg lige fra krigens rædsler og havde oplevet meget barske ting. Jeg var fuld af had og frustration og havde været tæt på at gøre en ende på det hele. Jeg var overbevist muslim, men en dag gik jeg til gudstjeneste i en svensk kirke – bare for at se, hvad der foregik. Her rørte Gud ved mig. Det var en meget stærk oplevelse, der rystede mig totalt. Jeg vidste, at jeg havde mødt Kristus, og begyndte at læse i Bibelen for at finde ud af mere, fortæller Ferro Mehmedovic, der senere tog en fireårig teologisk uddannelse ved et svensk præsteseminarium. Om kort tid afslutter han en mastergrad i islamiske studier.

- De første år tog jeg kraftig afstand fra islam og alt, hvad der havde med min fortid at gøre. Alt var meget sort/hvidt. Senere opdagede jeg, at det ikke er alt i islam, der er dårligt. Men der er en afgørende forskel mellem islam og den kristne tro. Forskellen er Jesus, og hvorfor han døde.

Under jorden

Kort efter at Ferro var blevet døbt, fik han afslag på asyl i Sverige. De svenske myndigheder troede ikke på, at han som desertør stod til 20 års fængsel og mulig henrettelse, hvis han vendte tilbage. De næste tre år levede han under jorden hos en svensk præstefamilie.

- De tog sig af mig, som var jeg deres egen søn. Her lærte jeg, hvad det vil sige at leve som kristen. Efter to år mødte jeg min svenske kone, og året efter blev vi gift. Men der gik endnu to år, før jeg fik opholdstilladelse og kunne begynde at leve et normalt liv.

I de illegale år modnedes overbevisningen om, at han skulle være præst - ikke for indvandrere, men for sekulariserede svenskere. Den beslutning kom til at koste mange kampe.

- I de første år som præst havde jeg ofte følelsen af ikke at blive hørt og taget alvorligt. Hvordan kan du som tidligere muslim undervise os om vores tro?! Kan en muslim virkelig blive omvendt til den kristne tro? Har han den intellektuelle kapacitet? Det handlede både om menigheden og mig selv. Jeg kæmpede meget med mit selvbillede og overførte min egen usikkerhed på menigheden. I dag oplever jeg, at der bliver lyttet meget til mig og forventes noget af mig. Men det har taget tid at vinde menighedens tillid. Jeg har skullet gøre en ekstra indsats. Tillid er noget, der kommer, når folk ser, hvordan man lever sit liv. I dag kan folk se, at jeg lever, som jeg prædiker.

Genfandt sine rødder

De første år brugte han megen tid på at blive så svensk som muligt.

- Det var meget besnærende. Men selv om jeg lærte sproget og meget om svensk kultur, gav det mig ikke følelsen af at høre til i Sverige. Jeg begyndte at indse, at jeg havde mistet min identitet. Jeg hørte ikke længere til noget sted. De sidste fem år har jeg forsøgt at genfinde mine egne rødder. Det har været en lang rejse fra ikke at kunne se noget som helst godt i min albanske kultur til at opdage, at jeg har meget godt med mig. I dag er jeg ikke længere fremmed for mig selv. Jeg kan mærke, at svenskere opfatter mig som en af deres egne. På samme tid betragter flygtninge og indvandrere mig også som en af deres! Min rolle er at være en bro - og det er et stort privilegium.

Selvtillid som kirke

Med sine meget anderledes erfaringer kan Ferro Mehmedovic give menigheden i Hyllie Park nogle andre perspektiver end sin svenske kollega.

- Jeg kan mærke, at menigheden sætter pris på, at jeg er anderledes. De nyder, når jeg tør være mig selv. At have en præst, der har erfaring med islam og andre kulturer, giver dem større selvtillid som kirke i en multikulturel by som Malmø. Folk fra menigheden kontakter mig, når de har spørgsmål om islam eller hvordan de forholder sig til muslimer, de møder på arbejdspladsen. Nogle arrangerer dialogmøder og inviterer mig. Det tør de, fordi de ved, at jeg er der.

- I dag er vores menighed kendt for at være åben over for andre kulturer, fordi der er en præst med en anden baggrund. Hver søndag kommer der muslimer til gudstjenesten. I menigheden er der flere, der er blevet kristne fra en muslimsk baggrund. Selvfølgelig er jeg en af grundene til, at de kommer. Men de føler sig også godt tilpas på grund af vores profil som en åben menighed, der ikke udfordrer og konfronterer.

Flerkulturelle gener

Ferro ser det som en vigtig opgave at hjælpe svenske menigheder til at blive turde være flerkulturelle.

- Mennesker, der kommer fra andre kulturer, føler sig hjemme i en kirke, hvor de kan se, at der ikke er én dominerende kultur – den svenske. Sådanne menigheder virker tiltrækkende på mange muslimer. Kirken bør være et sted, hvor alle, også svenskere, tør stille spørgsmål til deres egne kulturelle værdier. Det må ikke være sådan, at man skal sidde, synge, smile og drikke kaffe på en bestemt måde for at blive accepteret!

- En menighed bør have mange farver. Det ligger i kirkens gener. Derfor er det vigtigt, at menighedens ledelse afspejler flere kulturer. Så langt er vi i det mindste kommet i Hyllie Park, siger Ferro Mehmedovic, der samtidig er meget bevidst om, at menigheden langt fra afspejler befolkningssammensætningen i Malmø, hvor omkring 40 procent har udenlandsk baggrund.

- Det er en meget lang proces. Men jeg er sikker på, at menigheden aldrig vil blive den samme igen, efter at de har haft mig som præst. Fordi de er trygge ved mig, vil de fremover ikke være så bange for at kontakte andre flygtninge og indvandrere. Når de møder en indvandrer, de ikke kender, vil de tænke: ”Måske er han ligesom Ferro!”

BMF

HYLLIE PARK KYRKAN er tilknyttet Svenska Baptistsamfundet og Evangeliska Frikyrkan og har ca. 375 medlemmer. 150-200 deltager i søndagsgudstjenesterne. Uden for gudstjenesterne lægger kirken ofte lokaler til dialogarrangementer med muslimer, og over 200 muslimske familier har jævnligt kontakt med kirken gennem forskellige arbejdsgrene.