Farvel Danmark

Afvist irakisk mor med tre børn får ny fremtid i Sverige

Entesar Sulayman har travlt med at pakke. I en lille annekslejlighed på fjerde sal på Amager går hun rundt mellem tøjbunker, flyttekasser, stabler af køkkengrej og kæmpebamser og forsøger at få overblik over familiens ejendele. Sidste sommer fik den 41-årige irakiske kvinde, der de sidste seks år har boet på skiftende asylcentre, igen kontakt med sin mand, der var kommet til Sverige. Her på den anden side af Øresund fik han asyl efter to måneder. Et år senere kom tilladelsen til familiesammenføring, og om få dage forlader familien Danmark med kurs mod et nyt liv i Sverige.

Seks år og to måneder. Så længe er det siden, at Entesar Sulayman og børnene Rani (17), Rania (15) og Marven (9) første gang satte fod på dansk jord. Siden er familien syv gange blevet flyttet rundt mellem forskellige asylcentre på Sjælland og i Jylland. Allerede efter et år fik de det første af i alt fem afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse, men på grund af den usikre situation i hjemlandet kunne de ikke sendes tilbage. For tre år siden blev de overflyttet til Center Sandholm nord for København, der er udsendelsescenter for afviste asylsøgere. Her blev de frataget kost- og lommepenge og henvist til lejrens cafeteria. To gange om ugen skulle Entesar møde hos politiet og forklare, hvorfor hun ikke rejste tilbage til Irak. Først for få måneder siden fik familien lov at bo i en anneksbolig, da den yngste søn er infantil autist (Tourette syndrom). Da var der gået næsten seks år.

- Hvorfor kom I til Danmark?

En dag var der nogle, der satte ild til vores hus og forretning. Som mange andre kristne i Irak solgte min mand alkohol. Min bror døde, og vi mistede alt. De fortsatte med at true os. Ingen turde beskytte os. Først rejste min mand. Nogle måneder senere rejste jeg med børnene. At vi kom til Danmark var et tilfælde.

- Hvordan forestiller du dig fremtiden i Sverige?

Jeg håber, det bliver et bedre liv. Vi skal bo i en lille by nord for Stockholm. Min mand får snart en lejlighed til os. Og så skal vi lære hinanden at kende igen. Efter seks år kender mine børn ikke deres far. Da min mand besøgte os sidste sommer, spurgte min yngste søn: ”Hvem er det?” Han var kun to år, da han sidst så sin far, og husker ingenting. De to ældste husker noget. Vi har altid haft et fotografi af deres far stående fremme. De kan se, at den mand, der siger, han er deres far, ligner manden på billedet!

- Glæder I jer?

Det er meget blandet. Vi er glade, fordi vi nu har en fremtid. Men vi har boet i Danmark i seks år og har mange venner her. Mine børn har lært sproget og den danske måde. Min datter er både glad og ked af det. Hun glæder sig til et nyt liv. Hun har været meget bange for at blive sendt tilbage til Irak og vågnede tit om natten og græd. Men hun er ked af at rejse fra sin skole og sine venner. Hun har mange venner og en dansk bedstemor, som hun er meget knyttet til.

- Hvad er du bekymret for?

Min datter har stadig svært ved at læse og skrive, selv om hun er 15 år. I Danmark har hun gået på forskellige asylskoler, men det var ikke rigtige skoler med undervisning som i danske skoler. For et par år siden fik hun lov at gå på en kristen friskole. De hjalp hende rigtig meget. Nu skal hun begynde forfra i Sverige og lære et nyt sprog.

Min ældste søn har epilepsi. Det fik han få dage efter, at vi var kommet til Danmark. Jeg tænker tit, at måske var det den lange rejse op gennem Europa gemt bag i en varebil, der var for meget for ham. Måske bliver det bedre, når han får et stabilt liv. Jeg håber meget.

Min yngste søn er anderledes end andre børn. Han er syg og går på specialskole. Jeg håber, at han kan fortsætte på specialskole i Sverige, og at vi ikke skal starte forfra med en masse undersøgelser.

- Hvordan har du det i dag?

Jeg er meget, meget træt. Men jeg er ikke vred. Jeg siger tak til alle de mennesker i Danmark, der har hjulpet os.

Efter seks år orker jeg ikke mere. Jeg kan ikke tænke længere. Jeg har konstant smerter i kroppen og får medicin. Somme tider får jeg voldsom hovedpine og kan ingenting. Men for børnenes skyld skal jeg være stærk. ”Mor, du må ikke dø, før jeg bliver stor,” siger min yngste søn. Jeg håber, at jeg får det bedre i Sverige. For børnenes skyld. Og for min mands skyld.

- Hvad har din kristne tro betydet for dig som asylsøger?

Jeg har altid vidst, at Gud ville hjælpe mig. Jeg kender min Gud. I Irak gik jeg i kirke hver søndag. Hvis jeg ikke havde kunnet bede, havde jeg ikke klaret det. Jeg takker alle de kirker, der har sendt en bus eller en taxi, så vi kunne komme i kirke, selv om vi ikke havde penge til transport. I kirken var det, som om alle mine byrder blev løftet væk.

BMF