Kaldæisk
præst holder messer for irakere i otte byer
Kirken har altid været en del af hans liv. Som 11-årig messedreng i Bagdad fik han udleveret nøglen til den lokale kirke, så han kunne forberede gudstjenesten. Siden har Faris Toma Moshe vidst, at han ville være præst. I dag er den 38-årige irakiske kaldæer andenpræst ved den katolske Vor Frue Kirke i Århus med ansvar for de omkring 2.000 kaldæiske kristne i Danmark, hvoraf størstedelen er krigsflygtninge fra Irak.
Han kører landet rundt og holder
gudstjenester på
kaldæisk, et af Mellemøstens gamle kirkesprog, der er en dialekt
af det sprog, Jesus talte. Den kaldæiske kirke er et af verdens ældste
kirkesamfund og den største kirke i Irak. Kirken har fælles historie med Østens
Assyriske Kirke men lod sig i 1552 forene med Rom og har siden været katolsk.
En sommeraften efter messetid sidder Fader
Faris i mørkeblå præsteskjorte på en bænk i gården bag Sakramentskirken. Smilet
bag brilleglassene er venligt og imødekommende. Han taler engelsk og også lidt
dansk. Rundt om står grupper af irakere og småsnakker. Et par sortøjede drenge
sætter sig på bænken ved siden af præsten og lytter nysgerrigt med. Præsten er
tydeligvis deres ven.
Selv om stemningen blandt de knap hundrede
kirkegængere er afslappet, er virkeligheden for irakiske kristne barsk. Næsten
alle i menigheden har mistet familie eller venner i hjemlandet, siden vilkårene
for Iraks kristne befolkning blev drastisk forværret med den amerikanskledede
invasion i 2003. Denne lørdag har to familier mistet et familiemedlem. Ved
messen blev deres navne læst op, og præsten bad en bøn.
Fader Faris kender de irakiske flygtninges
virkelighed på nærmeste hold. Også hans egen familie har måttet søge
beskyttelse i andre lande og bor i dag i Finland, Tyskland og USA. Kun en ældre
bror er tilbage i Irak. Selv har han arbejdstilladelse i Danmark gennem den
katolske kirke.
- Da jeg forlod Irak for to år siden, var
forholdene dårlige. I dag er det langt værre. Som præst siger jeg til min
menighed: Hold fast ved jeres tro. Jesus har overvundet verden. Vi kan ikke få
de døde tilbage, men vi kan blive ved med at tro og vise kærlighed. Vi må gerne
sørge. Men tænk på Jesus. Han er vores trøst.
Kirke bombet
Den irakiske præst ved, hvad han
taler om. Inden han kom til Danmark, blev den kirke, hvor han var sognepræst i
Bagdad, bombet efter en messe. Fem medlemmer af menigheden døde, og 22 biler på
parkeringspladsen foran kirken udbrændte.
- Jeg ved, hvad det vil sige at være
bange. Siden invasionen har kirker og præster været særlig udsatte for
attentater, drab og kidnapning. I Irak må en præst være villig til at betale
prisen, siger han roligt.
Den fredeligere hverdag i Danmark som
præst for landsmænd i eksil var ikke hans eget valg.
- Som katolsk præst bestemmer jeg ikke
selv, hvor jeg vil arbejde. Jeg bliver sendt derhen, hvor der er brug for mig.
Og i Rom mente man altså, at jeg skulle til Danmark, hvor der manglede en
fastboende kaldæisk præst. For mig er det en ære at være den første. Det er
både et stort ansvar og en stor glæde, siger Faris Toma Moshe og fortsætter:
- I Danmark har de kristne en frihed, som
vi ikke kender i Irak. Det er meget værdifuldt. Alligevel er kirkerne i Irak
fulde - også selv om det mange steder er forbundet med livsfare at gå i kirke.
I Danmark har folk travlt og prioriterer ikke kirken. Arbejdet tager meget af
folks tid. Mange irakere er velintegrerede og arbejder meget. Men vores sjæl
har også brug for føde. Derfor opfordrer jeg folk til at komme i kirken. Selv
om de bor spredt, er det vigtigt, at familierne mødes, så de kan støtte
hinanden.
Erfaren præst
Selv voksede han op under
beskedne kår sammen med seks brødre og en søster i et af Bagdads kristne kvarterer.
Faren var arbejdsløs, og moren arbejdede frivilligt i kirken. De ældre brødre
forsørgede familien. Om søndagen gik alle til gudstjeneste i kirken.
- Kirken var fuld. Det var en stor og
levende menighed med masser af mennesker og aktiviteter. I mange år kom jeg i
kirken hver dag, fortæller han.
Med Fader Faris har de kaldæiske
menigheder i Danmark fået en åben, erfaren og teologisk særdeles velfunderet
præst. Forud for ordinationen i 1994 var gået seks års teologi- og
filosofistudier ved Babylon College i Bagdad. I Århus går han på sprogskole
fire dage om ugen og håber at afslutte Danskuddannelse 3 næste år. Han er meget
bevidst om, at han selv må kende det danske samfund og tale sproget, hvis han
skal hjælpe sine landsmænd til at blive bedre integreret. Besøg hos menigheden
må normalt vente til efter sprogskolen. Senere på dagen skal både lektierne og
de teologiske studier passes. I weekenderne holder han messe sammen med lokale
diakoner i seks byer en eller flere gange om måneden - Århus, Horsens, Ålborg,
Næstved, Roskilde og København. Hertil kommer messer hver anden måned i Esbjerg
og Holstebro.
- Det vigtigste er at undervise børnene og
de unge i kristendom. De skal kende deres tro og deres rødder. I Århus er der
undervisning for børnene hver lørdag og ungdomssamling søndag. Jeg fortæller
børnene og de unge, at de kan være stolte af deres kirke. Vores sprog og
gudstjenesteliturgi har rødder tilbage til Jesu tid. Vi blev kristne under
perserne og overlevede romerrigets forfølgelser. Nu har vi overlevet 1.400 år
under islam. Vores kirke er Guds kirke. Det er ikke ensbetydende med, at vi
nødvendigvis overlever som kirke i Irak. I vores land findes der mennesker, som
kun kender til vold, og som vil, at alt kristent skal ud af Irak. Men jeg ved,
at Gud er trofast. Han vil ikke forlade os.
Behov for beskyttelse
At verden endnu ikke har fået
øjnene op for omfanget af den forfølgelse, som de kristne i Irak i dag oplever
fra muslimske ekstremister, bekymrer ham. Stemmen bliver indtrængende, da
samtalen drejer ind på de afviste irakiske asylansøgere i Danmark. Man mærker,
at deres skæbne ligger ham meget på sinde.
- De har brug for nogen, der vil være
deres stemme over for de danske myndigheder. De behøver beskyttelse. Mange har
lidt ubeskrivelig meget.
- Der er allerede mange kristne irakere i
Danmark. De bor her og har meget at give det danske samfund. De taler stadig
Jesu sprog og vil gerne dele deres tro med andre. Kom og mød os og find ud af,
hvem vi er. Vi vil møde jer med varme hjerter.