Som barn i Etiopiens hovedstad Addis Abeba var Asnaketch Demissie overbevist om, at hendes land var det bedste i verden. I dag har den 55-årige human resource associate på det internationale kontor for FNs udviklingsprogram (UNDP) i København set en god del mere af verden end barndommens gade. Men trods krige, hungersnød, tørke og megen anden elendighed, der har placeret det gamle kristne kulturland på Afrikas Horn i bunden af verdensøkonomien, er hun stadig stolt af at være etioper. For et langt liv har lært hende, at livskvalitet er andet og mere end materiel velstand.
Asnaketch Demissie prøver bevidst at glæde sig over livets
lyse sider. Den positive livsindstilling har hun med sig fra barndommen i
kejsertiden under Haile Selassie, hvor hun voksede op i en kristen familie i
Addis Abeba.
- Det var en
meget tryg barndom. Vores kvarter var ikke særlig udviklet, men der var grønt
og frodigt. Naboer kom hinanden ved og havde omsorg for hinanden. Det er noget
meget værdifuldt. Vores familie var hverken fattige eller særlig rige. Min far
arbejdede som livvagt for kejseren. Uden for byen havde vi et landbrug, der i
generationer havde tilhørt min mors familie. Frem til revolutionen i 1974
dyrkede arbejdere jorden for os og solgte produkterne - hvede, byg, linser og
også honning og ost.
Asnaketch
fortæller, at forældrenes kristne tro prægede atmosfæren i hjemmet og var en
integreret del af hverdagen.
- Min mor lærte
mig at bede. Når der var problemer, var det første, hun gjorde, altid at løfte
hænderne og bede: ”Min Gud, jeg lægger alle ting i dine hænder. Jeg ved, at du
er trofast.” - Det satte ligesom tingene i perspektiv. I hverdagen fik vi fem
børn masser af kærlighed og omsorg. Min far husker jeg som en fredens mand.
Selv om han havde faste principper, var han en mild mand, og jeg så ham aldrig
vred eller ophidset. Han døde som 94-årig og havde hele livet en stærk tro på
Gud og hans omsorg.
Kort før den socialistiske revolution i 1974, hvor kejseren
blev afsat ved et militærkup, blev Asnaketch gift med Demissie Haile-Meskel,
der i dag er gået på pension efter over 30 år som administrator i en international
organisation. Som nygift under revolutionen har Asnaketch set og oplevet mange
ting. Men i dag er det de gode minder, der fylder mest.
- Jeg blev gift
som 20-årig, og da jeg var 22, var jeg mor til fire - en dreng på 11 måneder og
tre nyfødte trillingepiger! Senere fik vi endnu to børn. At blive mor til så
mange børn så tidligt var mit livs største udfordring - og også en utrolig
velsignelse. I mange år havde jeg fuldt op at gøre med at passe min familie og
mit arbejde og gøre mit universitetsstudium færdigt. Heldigvis hjalp min mand
mig meget. Han har altid været helt fantastisk! Vi har været gift i 35 år og
hjælper stadig hinanden med alt.
- Årene efter
revolutionen var en svær tid, hvor mange mistede familiemedlemmer og venner. Vi
havde ingen frihed. Men mange havde det meget værre end os. Nogle sad fængslet
i årevis. Selv om Etiopien er et gammelt kristent land, fik vi at vide, at vi
ikke skulle gå i kirke - men det gjorde vi alligevel gennem alle årene. Gud
beskyttede os, så vi kunne leve et nogenlunde normalt liv med vores børn.
Da Asnaketch for tre år siden blev overflyttet fra det
nationale FN-kontor i Addis Abeba, hvor hun havde været ansat i 14 år, til det
internationale kontor i København, var det en længe næret drøm, der gik i
opfyldelse.
- Som familie
var vi nået dertil, hvor jeg havde mulighed for en arbejdsperiode i udlandet.
Vores seks børn var alle voksne og fire af dem gift. De fem ældste havde
afsluttet deres universitetsuddannelse, og vores yngste søn læste i England.
Mine forældre, som jeg passede i en årrække, levede ikke længere. Jeg ville
gerne arbejde på et FN hovedkontor, så min mand og jeg blev enige om, at jeg
skulle søge jobbet her, fortæller Asnaketch.
Hovedkontoret i
København er en multikulturel arbejdsplads med medarbejdere fra mange lande og
engelsk som arbejdssprog. Derfor har Asnaketch ikke haft brug for at lære
dansk, men for sin egen skyld har hun taget et danskkursus og vil gerne lære
mere. Hendes mand benytter sig af en kirkelig organisations tilbud om fleksibel
danskundervisning, så begge i dag taler og forstår lidt dansk.
International menighed
Ligesom størstedelen af Etiopiens kristne befolkning
tilhører Asnaketch´s familie landets gamle ortodokse kirke, der har været
statskirke siden det fjerde århundrede. Selv begyndte hun som 14-årig at komme
i en protestantisk kirke.
- Jeg var
tiltrukket af deres sange og kom med i kirkekoret. Senere blev min mand og jeg
medlemmer af en international protestantisk menighed. I dag betyder min kristne
tro mere end noget andet. Min tro er basis for selve min eksistens. Det er her,
jeg finder glæde og mening med mit liv. Jeg ville ønske, at mange flere ville
opdage den hemmelighed. Når jeg har Gud, mangler jeg intet. Det har jeg oplevet
meget konkret mange gange i mit liv.
I Danmark
opsøgte parret allerede den første søndag en kirke.
- Det ville være
meget usædvanligt for os ikke at gå i kirke om søndagen. Men vi var lige kommet
og vidste ikke, hvor vi skulle gå hen. Vi spurgte en dansker på gaden, hvor der
var en kirke på engelsk, og blev vist hen til International Church of
Copenhagen. Efter gudstjenesten blev vi bedt om at præsentere os, og præsten
sagde velkommen. Vi kunne godt lide præstens prædiken, og folk var venlige og
imødekommende. I dag sidder min mand i menighedsrådet, fortæller Asnaketch og
tilføjer, at parret også somme tider besøger en etiopisk menighed, der mødes
lørdag i et missionshus.
- En gang
imellem har vi lyst til at være sammen med andre etiopiere og synge vores egne
sange. Så er den etiopiske menighed et godt sted.
Hun er fuld af beundring over den ligelige fordeling af
velstand i Danmark og den velfungerende infrastruktur. Også indtrykket af
danskerne er positivt.
- Folk er meget
venlige og hjælpsomme, når man lærer dem at kende. Her er mange store og smukke
kirkebygninger - men også mange tomme kirkebænke. Det er helt anderledes i mit
land. Vi har meget store problemer med fattigdom, men kirkerne er fulde om
søndagen. Åndeligt er vi ikke fattige.
Som veluddannet
etiopier føler hun et stort ansvar for at være med til at give sit folk en
bedre fremtid.
- Vi kan alle
gøre en forskel her i livet, hvis vi gør det, vi kan. Hverken mere eller
mindre. Som etiopiere må vi arbejde hårdt for at udvikle vores land. Konkret
har min mand og jeg planer om at starte et projekt, der kan give landmænd viden
og praktisk hjælp til at udvikle bedre dyrkningsmetoder.
- Jeg ville
ønske, at mit land ville gøre forskellen mellem rig og fattig mindre. Jeg afgav
gerne halvfems procent af, hvad jeg har, hvis det kunne udrydde fattigdom og
hungersnød i mit land. Vi er et land med en ældgammel civilisation, Den blå Nil
og masser af naturressourcer. Det er et paradoks, at folk dør af sult i
Etiopien. Jeg føler meget for mit land og mit folk. Min drøm er at se
fattigdommen udryddet i min levetid.