Derya
og Kirsten
Pigecafé i Århus nedbryder fordomme mellem kristne og muslimer
Derya er
muslim. Kirsten er kristen. De bor et stenkast fra hinanden i
andelsboligforeningen Skovgårdsparken i Århusforstaden Brabrand, der grænser op
til Gellerupplanens hvidgrå boligblikke. Derya (21) er medicinstuderende og
deler en kollegielejlighed med søsteren Döndü, der også læser medicin. Kirsten
(31) er ansat i Indre Mission og bor i en fire-værelses lejlighed i naboblokken
sammen med sin kinesiske mand John og sønnen David på 2 år. - Derya og Kirsten
lærte hinanden at kende i en pigecafé i Århus, hvor 20-30 muslimske og kristne
piger mødes til debat om religion, pigehygge og fortrolig snak. Caféen foregår
på skift i et beboerhus, en kirke, en moské, et missionshus og pigernes
hjem.
Veninder er de vel ikke. Dertil er aldersforskellen for
stor. Og så alligevel. For som Kirsten siger:
- Når man sidder
sammen uge efter uge og taler om de dybeste ting, kommer man til at kunne lide
hinanden. Så på en måde kan man godt sige, at vi er veninder. - Derya er enig:
- Det giver
virkelig meget at komme tæt på dig og dine følelser om kristendommen.
De lægger ikke skjul på, at de er meget
forskellige - de to piger, der sidder og drikker krydret lakridste på Deryas
hyggelige kollegieværelse i Brabrand i udkanten af Århus. 21-årige Derya Alici
læser medicin på fjerde semester ved Århus Universitet. Kirsten Søvndal Jiang
er 31 år, uddannet lærer og ansat i Indre Mission i Århus. Deryas forældre kom
til Danmark som gæstearbejdere fra en landsby i Tyrkiet i slutningen af
halvfjerdserne. Kirstens forældre bor i Vestjylland. Som barn blev Derya sendt
i koranskole i den tyrkiske moské sammen med sine fem søstre for at lære at
recitere Koranen på arabisk og lære om islams grundelementer. Kirstens forældre
sendte deres fem døtre i søndagsskole og børneklub i missionshuset, for at de
skulle lære om Jesus.
At Derya og Kirsten
mødte hinanden skyldes, at begge er medlemmer af foreninger, der ønsker dialog
med anderledes troende. Derya er aktiv i den muslimske organisation Muslimer i Dialog, og Kirsten kommer i
Indre Mission.
- Da KIVIK* startede en pigecafé med
debataftener for kristne og muslimer i Århus, fik jeg til opgave at finde de
kristne piger. Senere fik vi kontakt med foreningen Muslimer i Dialog. Her var de muslimske piger meget interesserede i
at være med, fortæller Kirsten. En af dem var Derya. Hun uddyber:
- Jeg havde lyst til at møde kristne og
få nogle kristne veninder. Jeg ville gerne tale med dem om tro. Man hører så
meget negativt om islam. Som muslim synes jeg, at det er min pligt at oplyse om
den sande side af islam.
Derya har været med i pigecaféen i knap et
år. Det har bekræftet hende i, at dialogarbejde er vigtigt.
- Når vi diskuterer trosspørgsmål, bliver
vi selvfølgelig ikke enige. Men det giver noget andet at høre om kristendommen
fra kristne, man kender. Man hører ikke så meget om kristendommen gennem
medierne – eller om, hvordan kristendommen påvirker kristnes hverdag. Jeg havde
læst om kristendommen i bøger, men jeg havde ikke mødt nogen, der lever
kristendommen. Man kan jo ikke bare tage til Netto og få fat i nogle kristne!
Jeg vidste for eksempel ikke, at troende kristne også har nogle begrænsninger
med hensyn til fester og alkohol. Det er godt for muslimer at opleve, at vi
ikke er alene, når vi ikke vil drikke os fulde til fester.
Også Kirsten har fået
nedbrudt nogle fordomme.
- Før jeg mødte Derya og de andre piger,
vidste jeg en del om islam fra bøger, men at møde muslimer er noget helt andet.
Det har været godt at opleve, at vi har mange ting til fælles - og spændende at
møde nogle piger, der er meget bevidste om deres tro, og for hvem troen fylder
lige så meget, som den gør i mit liv. Vi håber, at flere med tiden vil blive
veninder på tværs. Når man kender
hinanden, kan man spørge om detaljer og få mere viden og indblik. Mange tror
for eksempel, at alle muslimske piger, der går med tørklæde, bliver presset til
det af forældrene. Men sådan er det jo ikke.
Begge føler, at de kan være helt åbne om
deres tro over for hinanden. Her er ingen skjulte dagsordener.
- Selvfølgelig ville jeg ønske, at Kirsten
blev muslim. Jeg mener jo, at det bedste for alle mennesker er at tro på Allah
som skaberen og Muhammed som den sidste profet. Men der er ikke tvang i islam.
Jeg kan kun håbe, at det, jeg forklarer, kan hjælpe nogen, der er i tvivl.
Mission er jo heller ikke bare ord. Det er hvordan man lever. Jeg vil gerne
vise, hvordan man er som muslim - at man har en god opførsel, siger Derya.
Kirsten nikker genkendende.
- Som kristen vil jeg også ønske, at alle
mennesker må finde troen på Jesus. For mig er islam jo ikke det bedste. Men jeg
kan kun fortælle, hvad der er det vigtigste for mig, og forsøge at vise,
hvordan jeg lever mit liv som kristen. Jeg må respektere, at Derya har en anden
tro.
Livsstil
Begge piger ønsker at leve deres tro ud i hverdagen i en
personlig praksis såvel som sammen med andre, der har den samme tro. Derya
forklarer:
- For mig er islam en livsstil. Det
betyder meget for mig at leve efter Koranen og profetens eksempel. Jeg beder
fem gange om dagen, læser Koranen, faster og giver penge til humanitære
organisationer. Ved siden af tænker jeg meget over, hvad meningen med livet er.
Det er vigtigt at være et godt eksempel for andre. Mine forældre har altid
sagt, at vi skulle være stærke og tage en uddannelse. Det har helt klart haft
indflydelse på min personlige udvikling. Derfor læser jeg i dag medicin, er
aktiv i samfundet og med i dialogarbejde.
For Kirsten har den kristne tro altid
været en naturlig del af hendes liv.
- Jeg begyndte i søndagsskole, da jeg var
3 år. Derhjemme bad vi bordbøn, og min far læste et andagtsstykke efter
aftensmaden. Men det var ikke sådan, at vi snakkede en masse om troen. Det var
mere mine forældres vaner - at de gik i kirke og til møder i missionshuset.
Når hun skal forklare, hvordan hun
praktiserer sin tro, nævner hun bøn, bibellæsning og kirkegang.
- Jeg har altid været vant til at læse i
Bibelen og bede, før jeg gik i seng. Det gør jeg stadig. Når jeg lægger min søn
i seng, synger vi og beder Fadervor.
Hvis vi en søndag ikke kommer af sted i kirke, mangler der noget. Det er
både det at høre Guds Ord og det fællesskab, der er i kirken. I hverdagen
forsøger jeg at tænke over de ting, jeg gør - hvordan jeg kan leve et godt liv
og vise andre lidt af Guds kærlighed.
Derya begyndte først bevidst at prioritere
sin religion, da hun gik i gymnasiet.
- Når vi diskuterede i timerne, følte jeg,
at jeg ikke havde den fulde viden om min religion. Min tvillingesøster og jeg
snakkede meget om vores identitet. Vi var født i Danmark, men vi ville gerne
vide lidt mere om vores baggrund. Derfor begyndte vi at læse Koranen og nogle
bøger om vores profet og gå til møder i foreninger. I starten var vores
forældre lidt bekymrede. De havde jo hørt, at man kan udnytte islam til dårlige
ting. Men vi fortalte dem altid, hvor vi gik hen, og hvad vi hørte. Det gør vi
stadig.
- Ramadanen er
en måned, hvor fællesskabet styrkes, og man oplever noget helt andet, end man
plejer. Egentlig er det ikke så hårdt at faste. Man får jo styrke. Når jeg
holder mig fra at spise og drikke fra solopgang til solnedgang, dukker der en
masse tanker op. Man bliver mere villig til at støtte de fattige og betale
noget til humanitære formål, når man selv prøver at være sulten. At faste
tester også ens tålmodighed. Man må jo ikke gå rundt og være sur, fordi man er
sulten!
- For mig er det ikke svært at være muslim
i Danmark. Jeg har gået med tørklæde, siden jeg var 12 år. Min tvillingesøster
og jeg begyndte samme dag. Det var vores eget valg. Dengang syntes alle i
klassen, at det var virkelig underligt. I dag er det overhovedet ikke noget
problem - hverken på universitetet eller hospitalet. Folk har vænnet sig til,
at vi altså også findes!
På spørgsmålet om, hvad der er det bedste
ved at være henholdsvis muslim og kristen, siger Derya efter en kort pause:
- At jeg lever efter noget, jeg er
overbevist om er sandt. Livet har et formål. Der er noget efter døden. Jeg ved,
at jeg bliver stillet til regnskab. Derfor passer jeg på, hvad jeg gør. Jeg
føler, at jeg får det bedste, når jeg underkaster mig under Allah. Jeg vil også
gerne på pilgrimsrejse, mens jeg er ung, rask og sund. For man ved jo
aldrig.
For Kirsten er det friheden i
Kristus:
- For mig er livet en gave og ikke nogen
test. Jeg ville aldrig kunne bestå en test. Jeg tror, at Jesus har gjort det,
jeg aldrig kan gøre. Derfor kan jeg leve mit liv i taknemmelighed til ham og
bruge min frihed under ansvar. Ved pigeaftenerne bliver jeg så glad for min
egen tro!
Derya og Kirsten er enige om, at mødet med
nogle, der har en anden tro, har styrket deres egen tro.
- Det er et kæmpe privilegium at møde
nogle piger, der bare er så anderledes, og få indblik i deres religion og
hverdag - og samtidig få lov at fortælle om min egen tro, siger Kirsten. Derya
nikker bekræftende:
- Jeg er rigtig glad for, at jeg i dag har
flere veninder som Kirsten, der er kristne.
* Kristent Informations- og Videnscenter om Islam og
Kristendom