Flygtningehytter, der ligger spredt mellem højhuse og hoteller. Det er blot et af de mange indtryk, som Daniel Ettrup Larsen, tværkulturel konsulent i Indre Mission, ikke har kunnet ryste af sig efter mødet med et af verdens fattigste lande, der huser over en million flygtninge og internt fordrevne. I juni fik han en førstehånds oplevelse af virkeligheden for mange flygtninge fra Afrikas borgerkrige, da han deltog i en konference i Uganda arrangeret af det kristne netværk Refugee Highway Partnership. Efterfølgende besøgte deltagerne flygtningelejre i det nordlige Uganda.
Langt de fleste af verdens 37
millioner flygtninge og internt fordrevne opholder sig i fattige nærområder
langt fra mediernes bevågenhed. Afrika er det kontinent, der huser flest
flygtninge, og som traditionelt har vist størst gæstfrihed. Derfor var det ikke
tilfældigt, at den internationale flygtningekonference blev holdt her.
- Vi snakkede ikke bare om verdens
brændpunkter. Vi befandt os i et af dem. Over 200.000 flygtninge fra Sudan,
Somalia, DR Congo, Rwanda og Burundi bor i flygtningelejre i Uganda. Men mens
mange af de 800.000 internt fordrevne bor i traditionelle hytter med mulighed
for at dyrke en lille jordlod, er forholdene i de store flygtningelejre
anderledes udsigtsløse, forklarer Daniel Ettrup Larsen.
Det var de personlige beretninger i mødet
med flygtninge og hjælpearbejdere, der brændte sig fast. Som den kenyanske
hjælpearbejder, der fortalte om sit arbejde i en af Kenyas overfyldte
flygtningelejre.
- I lejren var der indtil for nylig
120.000 flygtninge. Der var ingen jord, de kunne dyrke. De hygiejniske forhold
var elendige. Flygtningene boede i telte og under plastikpresenninger og havde
kun det, de fik udleveret - bønner, ris og majs. År ud og år ind. Uden håb og
uden fremtid. I dag er der 60.000 tilbage, og han kæmper videre.
55.000 børn
Daniel Ettrup Larsen vender flere
gange tilbage til de mange børn i flygtningelejrene og beretningen om, hvordan
55.000 børn hver aften gik 5-10 kilometer fra landsbyerne ind til den nærmeste
større by for at sove i sikkerhed for oprørsbevægelsen Lord´s Resistance Army,
der i flere år terroriserede lokalbefolkningen i det nordlige Uganda med
kidnapning af børnesoldater. I dag er oprørerne drevet på flugt over grænsen
til Congo, og børnene sover igen hos deres forældre i flygtningelejre eller i
transitlejre. Endnu er det kun få, der har turdet vende hjem til deres
landsby.
- Når man selv har børn på 7 og 10 år,
kommer det hele lidt i perspektiv. Vi er ufattelig privilegerede i Danmark.
Måske skal vi være lidt mere taknemmelige.
Større forståelse
Til daglig arbejder Daniel Ettrup
Larsen, der også er hjælpepræst ved Christianskirken i Århus, med integration
af blandt andet afrikanske flygtninge. Gennem FNs Flygtningehøjkommissariat modtager Danmark
hvert år 500 kvoteflygtninge, hvoraf en del de senere år er kommet fra Afrikas
flygtningelejre. Mange er kristne. Besøget i Ugandas lejre har bekræftet ham i, at
kristne i Vesten har et særligt ansvar for at byde flygtninge velkommen og vise
forståelse for deres tro og baggrund.
- For nylig var jeg sammen med sudanesiske
kvoteflygtninge, der efter 15 år i flygtningelejre i Uganda nu bor i
Brønderslev. Jeg kunne mærke, at det betød meget for dem, at jeg har set bare
lidt af, hvor slemt de har haft det. Det har givet mig større forståelse for
den situation, de kommer fra.
- At komme til Danmark er en stor
forbedring af deres liv. Her er bolig, mad og sikkerhed. De får en helt
anderledes fremtid med nogle helt andre muligheder. Børnene kan gå i skole, og
forældrene kan arbejde. Men det er også en kæmpestor forandring. De skal lære
alt næsten fra bunden. Ensomhed kan være et stort problem.
Han fortæller om en kristen sudaneser på
konferencen, der berettede om sine oplevelser som flygtning i USA: ”Mens vi var
i Sudan, var vi sultne. Men vi var i det mindste sultne sammen. Da vi kom til
USA, blev vi spredt, men vi fik ikke nye venner. Vi var ikke sultne længere,
men vi led stadig. Nu led vi alene.”
Overført til danske forhold understreger
Daniel Ettrup Larsen, at det ikke er nok, at en flygtning placeres i en
lejlighed med penge fra kommunen. Flygtninge har brug for mennesker, der vil
være sammen med dem.
- Skal integrationen lykkes, er det
afgørende, at der bliver et menneskeligt møde. Kommunerne gør et stort og flot
arbejde, men når flygtningene møder kristne, der bruger tid sammen med dem, får
de en langt mere positiv oplevelse.
Mad og sikkerhed
På spørgsmålet om flygtningene
har et budskab til den vestlige verden, siger Daniel Ettrup Larsen:
- De er mennesker som os med behov for mad
og sikkerhed, både i lejrene og når de vender hjem. Sult er stadig et problem i
Afrika. Men de stigende fødevarepriser har gjort det sværere for
hjælpeorganisationerne at dække behovet. For de mest udsatte flygtninge kan det
betyde forskellen mellem et og to måltider om dagen.
Mødet med virkeligheden i
flygtningelejrene har gjort ham mere bevidst om nødvendigheden af, at der sker
en udligning af verdens ressourcer.
- Vi kan ikke blive ved med at have så
stor forskel på rig og fattig i verden. Hvis vi ikke ændrer på fordelingen med
fredelige midler, vil de fattige en dag gøre oprør. Handelsrestriktioner og
toldbarrierer må
ophæves, så den tredje verden får bedre vilkår.
- I Danmark kan vi ikke hjælpe alle
verdens flygtninge, men vi kan sørge for at vide noget om, hvad der foregår. Vi
kan hjælpe nogle få, så de får det meget bedre her. Og vi kan hjælpe mange til
at få det lidt bedre i nærområderne, siger Daniel Ettrup Larsen.
Fremover vil den tværkulturelle konsulent
se med nye øjne på flygtninge fra Østafrika.
- Jeg vil glæde mig endnu mere over at
møde dem og ikke være bange for at tale med dem om deres oplevelser. Mange har
gavn af at fortælle, og for os er det sundt at lytte til folk, der ved, hvordan
det er at være flygtning. Vi kender slet ikke den virkelighed, de kommer fra.
Med deres beretninger kommer vi tættere på hinanden og bliver knyttet sammen.
Refugee Highway Partnership:
http://refugeehighway.net