Chinchin fra Ølgod
I Burma hjælper vi hinanden

I Vestjylland kalder de hende Chinchin. 24-årige Ren Tial Rhual Ngo er født i Burma og kom til Danmark for fire år siden fra Malaysia sammen med sin mand.   Som de fleste af de knap 1.100  burmesiske kvoteflygtninge i Danmark kommer hun fra Chinprovinsen, hvor størstedelen af befolkningen er kristne, der oplever massiv undertrykkelse fra landets militærdiktatur. I dag bor familien i Ølgod, hvor Chinchin læser til social- og sundhedshjælper. Parret har to drenge - Simon (3) og Joshua (2).

- Hvad er et godt liv for dig?   
Tidligere tænkte jeg, at hvis man var rig, havde man et godt liv, for så kunne man købe magt. Men sådan tænker jeg ikke længere. Rigdom er noget overfladisk. Det, der betyder noget, er at kunne lægge sit liv i Guds hånd. Hvis der ikke var nogen Gud, var livet ingenting.

- Hvad er den største forskel på hverdagen i Burma og Danmark? 
Lad mig give et eksempel: ”Har du spist?” er en almindelig hilsen i Burma, når man mødes. For det er ikke nogen selvfølge, at man har mad. Siden regeringen blev afsat ved et militærkup i 1962, har mange levet i frygt for militæret, der har ret til at stjæle og røve alt, hærge og torturere.    
     I Danmark er det helt anderledes. Her behøver jeg ikke at bekymre mig om sikkerhed eller hvad jeg skal spise. Jeg kan også tage en uddannelse, selv om jeg ikke har mange penge. Det kan man ikke i Burma.

- Hvad betyder din familie for dig? 
I Burma er vi glade for hinanden og hjælper hinanden, selv om der selvfølgelig også kan være  konflikter, når man bor sammen flere generationer. Forældre sørger for deres børn, og børnene sørger for deres forældre, når de bliver gamle. Man er  aldrig alene. Der er altid nogen omkring en. Vi har altid tid til at hjælpe andre. Først de andre og så en selv.
     Som den yngste af tre søskende var det meget svært for mig at forlade mine forældre og flytte til Malaysia for at blive gift med min mand, der var flygtet tre år tidligere. Jeg var kun 19 år. Men jeg var meget glad for min mand. Vi kommer fra samme landsby og var kærester. Derfor besluttede jeg at flytte.   
     Selvfølgelig savner jeg min familie meget. Men det hjælper, at jeg kan bede for mine forældre. Min far er en gammel mand på 80 år. Jeg er ikke bekymret for mine forældre. Jeg ved, at nogen tager sig af dem. De er ikke alene, selv om jeg bor i et andet land.

- Hvad har hjulpet dig gennem svære perioder?
At jeg kan bede til Gud. Jeg har oplevet meget. Når jeg i dag møder vanskeligheder, har jeg et håb. Jeg ved, at jeg nok skal klare det. En dag vil det være OK, Gud har hjulpet mig mange gange før, som da vi var i Malaysia. Den første tid boede vi ude i junglen. Senere flyttede jeg ind til byen sammen med nogle andre kvinder. Vi lejede en lejlighed, hvor vi boede 20 personer. Det var meget farligt for mændene i byen. Heldigvis var min mand registreret af FN som flygtning, så efter et år fik vi at vide, at Danmark ville tage imod os. Da var jeg gravid med vores ældste søn. 
     I Danmark er det en stor hjælp for os, at vi har vores egen menighed - Chin Christian Fellowship. I vores gruppe i Ølgod/Skjern er vi 124 personer. Vi holder gudstjeneste hver anden søndag, hvor vi lægger alt i Guds hænder. Vi er gode til at støtte og opmuntre hinanden, fordi vi har oplevet det samme. .

- Hvad kan gøre dig vred?
Når jeg ser dårlige nyheder fra Burma i fjernsynet, eller hører om krig og elendighed i verden, gør det ondt i hjertet. Somme tider græder jeg. Sådan burde verden ikke være. Jeg kan også blive både vred, når nogen taler dårligt om udlændinge i Danmark. Det er ikke rigtigt at hade udlændinge. Men nogle danskere forstår ikke, hvorfor vi er her. 

- Hvad gør dig glad?
Da vi lige var kommet til Danmark og så vores nye lejlighed i Ølgod, græd jeg af glæde. Det var en lille to-værelses lejlighed med skråvægge, men der var alt. Simpelt hen alt. Jeg kunne slet ikke fatte, at det bare var os, der skulle bo der. Det var bare så godt.
     Selv om vi ikke har meget her, er jeg næsten altid glad. Jeg takker Gud for, at jeg er sammen med min mand og mine børn, og at min mand har arbejde. Han er lagerarbejder på en møbelfabrik og er ikke blevet fyret som mange andre.   
     At kunne hjælpe andre gør mig glad. Fordi jeg hurtigt lærte dansk, er der mange, der beder mig oversætte for dem på kommunen og hos lægen. Det vil jeg gerne. 

- Har du et godt liv i Danmark?
Ja, jeg har let ved at acceptere mit liv her. At komme til Danmark var som at komme i himlen! Vi havde ingenting i Malaysia. Her har vi alt, hvad vi behøver. Men det vigtigste er, at vi lever vores liv med Gud. Jeg takker Gud hver dag.
BMF